The Sunless Countries
Book Four of Virga
Roman af Karl Schroeder
Tor Books, 2009

Jeg har tidligere positivt anmeldt de to første bind i Karl Schroeders Virga-serie, Sun of Suns og Queen of Candesce, og med disse to bind er serien godt på vej til at blive min favorit blandt nyere science fiction (men indrømmet, det er ret begrænset hvad jeg får læst af nyere bøger).

Ligesom i de to første bøger har Schroeder en ny hovedperson i hver af disse bøger, men formår alligevel at skabe en sammenhæng, dels fordi begivenhederne i de forskellige bind hænger sammen i en større  enhed og dels fordi hovedpersonerne fra de forskellige bind optræder som vigtige bipersoner i andre bind.

Seriens univers er den kunstige verden Virga, en hul, luftfyldt, vægtløs kugle omtrent på størrelse med Jorden, hvori avanceret elektronik ikke kan fungere. Virga er oplyst af en central, kunstig sol, Candesce, og et større antal mindre sole længere ude, der oplyser byer, som er roterende hjul.

I Pirate Suns er hovedpersonen Chaison Fanning, admiral fra nationen Slipstream, der i starten af bogen er krigsfange hos diktaturstaten Falcon Formation. Han slipper fri og bruger det meste af bogen på at komme hjem i selskab med en håndfuld andre flygtninge, hvoraf mindst en har sin helt egen agenda, som måske ikke er helt i Fannings favør. Historien veksler mellem action, intriger og maleriske beskrivelser af steder i Virga. På mange måder er dette bind et midterbind, der ikke driver seriens plot meget videre, om end der sker nogle væsentlige ting mod slutningen.

Anderledes er det i The Sunless Countries. Her introduceres vi til et nyt sted, den solløse nation Sere, og en helt ny hovedperson, den unge akademiker Hieronyma Maspeth. Sere er på vej til at blive et religiøst diktatur, der forbyder akademisk viden som modsiger de hellige tekster, og det stiller hende i en vanskelig situation – som ikke bliver lettere af at hun bliver blandet ind i begivenheder, der kan få central betydning for hele Virgas fremtid. Titlen har en dobbelt betydning, da ‘Sunless Countries’ også kan hentyde til den videnskabelige formørkelse, som Maspeth bliver vidne til.

Slutningen af bogen er særdeles dramatisk, og Maspeth (og dermed læseren) kommer til at se hvad der ligger uden for Virga – og det er ikke hvad man forventer.

Serien afsluttes i bind 5 med den apokalyptiske titel Ashes of Candesce, p.t. kun ude i hard­cover (jeg venter på paperback).

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.35

Niels E. Nielsen er for mange danske science fiction-interesserede over fyrre dén rigtige danske science fiction-forfatter. Men for dem under fyrre, er han vist nærmest ukendt, og hans bøger er forsvundet både fra boghandlere og vist også biblioteker. Fortidens fremtid er nu bedaget, og blevet både glemt og gemt væk. Science Fiction Cirklen har bestemt sig for at gøre noget ved dette og har udgivet først hans samlede noveller, og nu er de gået i gang med at udgive flere af hans romaner. Den første af disse er Vagabondernes Planet; vist også den mest kendte af Nielsens bøger.

I bogen forestiller Nielsen sig en fremtid, hvor det meste af jordens befolkning er blevet bilister, der kører rundt uden ophold overalt i en totalt ensartet verden. Der er kun (motor)veje og marker med jernrug, en specielt fremavlet, ekstremt hårdfør plante, der kan vokse næsten overalt. Alle har mad og husly, men folk er fremmedgjorte og ulykkelige, og vagabondismen er ikke et udtryk for eventyrlyst, men et resultat af folks fremmedgørelse, og de er landet i et dilemma, hvor de er højst utilfredse med deres liv, men ude af stand til at finde løsninger på deres problemer. Resultatet er et stadig mere desperat forsøg på at finde mening i forskellige former for eskapisme: En voldsom flagellantisk religion, stoffer og spil og (ultra)vold.

Hovedpersonen er en af de voldsomme unge, der farter rundt på landevejene og slås med andre ungdomsbander. Der er elementer af Mad Max i beskrivelserne af vejkrigene, og disse er elementært spændende. Hovedpersonen bliver i en konfrontation med dem, han tror er magthaverne, revet ud af sit liv og bliver præsenteret for de videnskabsfolk, der forsøger at få verden til at hænge sammen, på trods af det stadigt voksende befolkningspres og de stadig mere og mere rodløse mennesker. Bilisterne har længe troet, at videnskabsfolkene lever i sus og dus, og holder resten af jordens befolkning nede, men virkeligheden er, at videnskabsfolkene kæmper hårdt for at holde de nu 19 milliarder mennesker på jorden live, og at de er begyndt at indse, at de ikke kan fortsætte med at understøtte dem. Jorden styrer direkte mod en økologisk katastrofe. Disse videnskabsfolk vil ikke tvinge forandringer igennem. Det er simpelthen imod deres indgroede moral at nedbringe befolkningstallet ved magt. Dette dilemma er bogens omdrejningspunkt: Hvordan kan og skal man reagere, når jorden er truet af en alt omfattende katastrofe, og flertallet ikke er i stand til at indse og handle på dette?

Nielsen opløser problemet til at lade hovedpersonen reagere instinktivt på verdens tilstand og ødelægge det usunde samfund for, at der så kan blive plads til, at menneskene igen kan tage ansvaret for deres eget liv. Der bliver altså ikke truffet nogle rationelle beslutninger, men derimod overlader videnskabsfolkene ansvaret for forandringerne og verdens skæbne til en voldelig, dysfunktionel ung mand, som en af dem ser noget (let udefineret) i. Han forlader sig på sin vrede og sin intuition, og det ender med, at han (på det nærmeste) slår størstedelen af menneskeheden ihjel og flytter ud til en lille kystby og lever resten af sine dage der i ro og mag.

Om bogen er god eller dårlig er svært at vurdere for mig. Jeg husker den ikke som en af dem, jeg var mest begejstret for af de bøger, jeg har læst af Niels E. Nielsen. Og genlæsningen har egentlig ikke rokket ved den vurdering. Enkelte elementer er både spændende og godt beskrevet. Hele tomhedsfølelsen og den manglende mening med livet i den evige jagt på nye afkørsler er et fængende indblik i nogle af den moderne verdens problemer. På den anden side er bogen mange steder unødigt tung i sin didaktik, og mange pointer nærmest tværes gentagende gange ud i læserens øjne med en meget tung hånd. Derudover spænder fortællingen over alt for lang tid, både før undergangen, under undergangen og efter. Jeg tror, at historien kunne have vundet ved en opstramning og måske ved at Nielsen havde fokuseret på en mindre del af den samlede historie.

Bogen afsluttes med et efterskrift af Niels Dalgaard, og han kommer fint rundt om mange ting. Noget af det han ikke kommer ind på (måske fordi det ikke er relevant), er at sammenligne historien med Anthony Burgess’ A Clockwork Orange. Jeg synes, der er en del paralleller de to bøger imellem. Både med de rodløse unge, der søger meningen med livet i voldsudøvelse, og med diskussionen af, hvordan man med voldsomme indgreb kan ændre de unge til at blive gode samfundsborgere. I begge bøger behandler man ‘afviger­ne’, så de får frataget deres frie vilje, og begge forfattere mener tydeligvis, at det er en problematisk fremgangsmåde. Man bør ikke fratage folk den frie vilje til at gøre ondt og godt. Begge bøger endvidere kan ses som kommentarer til deres samtid (60’erne) og den rodløshed, der vokser frem der, men jeg tror egentlig også, at de afspejler tiden lige efter Anden Verdenskrig, hvor der var massive problemer med millioner af rodløse og hjemløse mennesker, der havde ar på sjæl og krop.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.35

Phillip Bonteque er ret ligeglad med loven, men den er ikke ligeglad med ham. Det lokale politi er begyndt prøve at stresse ham ud at byen ved at overvåge ham og udskrive bøder så snart han gør det mindste galt. Taktikken er ved at lykkedes, da Phillip nu har planer om at forlade den lille by Rowley. Han er dog ikke helt færdig med byen endnu, og han er denne aften ude for at fiske. Han har dog ikke medbragt fiskeudstyr, men derimod dynamit. Den lokale politibetjent overvåger ham dog og er klar til at slå til. Det bliver dog ikke betjenten der slår kløerne i Phillip, men derimod et væsen der længe har levet i en hule i søbunden. Det er nemlig ikke første gang Phillip fisker med dynamit, og sidst han gjorde det, sendte det rystelser igennem søbunden, og ud over at slå fiskenes indre i stykker og få dem til at stige med bugen i vejret til vand overfladen, så har det også rystet et væsen fri der har været fanget i umindelige tider. Ikke at tid er noget væsnet bekymre sig om. Med dens frihed er den begyndt at samle sig en krop af de dele den kan finde sig. Denne aften er der andet end søens dyr som væsnet kan omfavne og bruge til at bygge sin nye krop.

Fra kimæren starter med at samle sig en ny krop baseret på Phillip og betjenten, til helvede bryder løs, går der meget kort tid. Folk flygter skræmte ud af byen med historier om et frygteligt uhyre der dræber alt den møder.  På politistationen i nabobyen sendes en flok betjente afsted for at undersøge hvad der er sket. Den første person de møder, er en kvinde hvis ansigt synes at være ætset væk. Da de når byen, mødes de er lemlæstede lig og ellers tomme gader. Det vil sige, tomme indtil de møder kimæren som nu har en krop som var den smeltet sammen af flere mennesker, og specielt har bevaret øjne og munden fra de fleste.

Vi følger nu nogle af de få overlevende for hvem det ikke er lykkedes at forlade byen, samt betjentene der prøver at overleve imens de venter på at hjælpen skal dukke op, for militærets specialstyrker er på vej.

Vi følger også væsnet og hvor­dan det udvikler sig efter­hånden som det optager dele af flere mennesker og derigennem også dele af deres erindringer.

Militærets specialenheder dukker op, men der er dog både de der arbejder for at redde folk, de der vil bombe stedet, og så er der de der gerne vil indsamle prøver af væsnet til yderligere undersøgelser.

Væsnet kimæren er et makabert væsen der primært drives af sult og behovet for at optage dele af flere mennesker, specielt hjerner således den kan få ny viden om den verden som den er havnet i.

Bogen Kimæren er også makaber og fyldt med beskrivelser af kroppe der bliver flået i stykker som en del af væsnets hærgen. Det er dog også historien om mennesker der er under pres og om hvor forskelligt de reagerer. Bogens over 500 sider har et højt tempo, fyldt med action, og man er bestemt ikke sikker på hvem af personerne der kommer til at gå fri, og hvem der bliver en del af kimæren.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

En aften i 1984 bliver den 33-årige Martin Damgaard bortført af rumvæsner kaldet Petarkerne. Han bliver ført til en fremmed planet og installeret i en koloni under en kæmpestor glaskuppel. Kolonien består af mennesker fra hele jorden som er blevet bortført og nu er tvunget til at leve sammen i det samfund de nu har fået bygget op. Det er et meget hierarkisk samfund med en stærk leder i toppen, og så forskellige gruppeledere, hvor hver gruppe har definerede opgaver. Denne opbygning er accepteret af rumvæsnerne, men den er blevet bygget op af menneskene selv for at få ro. Det bliver i hvert fald flere gange nævnt at det hele stod værre til inden denne samfundsstruktur.

Fra tid til anden bliver nogle af beboerne ført op til stationens forsøgscenter hvor de bliver udsat for forskellige forsøg, der kan være alt fra mentale til seksuelle eksperimenter. Petarkerne har telepatisk kontrol over mennesker, og man kan derfor ikke modsætte sig de ordre der bliver givet, men samtidig er man fuldt ud bevidst om hvad det er der sker. Dette giver spændinger i lejren, for to personer der er i et forsøg har været sammen, er nødt til at forholde sig til hinanden bagefter, selvom de ikke selv har været herrer over det skete.

Martin finder dog hurtigt ud af at der er store fordele ved at være leder, da han så får mere frihed, og da han har et håb om at kunne stikke af, har han brug for denne mere frihed til at bevæge sig rundt. Under dække af at ville udvikle et middel imod en hudsygdom som plager koloniens beboere, udarbejder han en flugtplan. Dette sker på trods af at han har fundet ud af at den planet som er på den anden side af kuplen der dækker kolonien, er ugæstfri, men da han har set andre kupler, håber han at en af dem kan indeholde deres redning.

Bogen er meget berettende og informerende om hvad der sker for hovedpersonen, hvilket passer godt til at det er en beretning, men det gør også at det ikke er det mest spændende at læse, da sproget ikke er så levende og kan virke opremsende. Et eksempel er at bogens bagside lover at den “afslører et uhyggeligt anslag imod menneskeheden”, en afsløring som er noget der bliver fortalt til hovedpersonen og ikke noget han selv finder ud af. Her kunne jeg godt savne at hovedpersonen selv havde haft en mere aktiv rolle i “afsløringen”.

Bogens bagside beretter at dette er en historie som er blevet overleveret til forfatteren Pierre Robert. Bogens idé med at dette er et overleveret skrift, hvor det så er op til læseren selv at vurderer troværdigheden, passer meget godt til historien. Ideen med denne tilgang er der ikke så meget nyt i, selvom der forsøges at lave et tvist på den på bogens sidste sider.

Bogen er en fin debutroman, og den beskriver koloniens samfundsstruktur og senere også et større interstellart billede godt. Problemet er bare at den netop er meget berettende, og jeg savner en mere levende beskrivelse af handlingen. Dette skal dog ikke stå i vejen for at bogen indeholder nogle gode ideer og en spændende historie.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

I nogle forhold spøger mindet om en ekskæreste, fordi den ene af parterne måske aldrig rigtigt helt har kunnet slippet den tidligere kæreste. Dette er dog ikke umiddelbart tilfældet i Edmund og Agnetes forhold. For en årrække siden var Edmund sammen med Regitze, et forhold der ikke endte godt, men nu er han gift med Agnete og de har sammen en lille søn. Edmund tænker sjældent på Regitze, men da han hører at hun er død, vælter en masse minder op i ham.

Kort efter oplever han at møde hendes genfærd. Hendes krop står dér står i blodindsmurt hospitalstøj og stirrer på ham med døde øjne. Denne oplevelse ryster ham naturligt, og hendes død kommer til at fylde mere og mere for ham. Det er kun sjældent han ser hendes genfærd, men frygten er der hele tiden, og jo mere han undersøger fænomenet og finder ud af at hun ikke blot er et spøgelse med en uforrettet sag, men er en genganger der fysisk kan manifestere sig, bliver han mere og mere bange. Hans frygt bliver ikke mindre da det lige så langsomt går op for ham hvorfor hun manifesterer sig for ham, og at selvom det er ham der er mål for hendes vrede, så er det hans familie som er i farer.

Titlen Ex referer både til Ex-kæreste, men også andre ting der ikke er mere, som det at Regitze ikke længere er i live, men også det at Edmunds verden ikke længere er den samme.

Teddy Vork har ligesom i sin bog Diget begået en bog hvor rædslen lige så stille kommer snigende ind på hovedpersonen og læseren. I Ex undgår han behændigt at lade genfærdet vise sig i alle de oplagte situationer og lader kun manifestationerne finde sted få, men effektive, gange. Frygten for manifestationerne og hendes hensigter er dog til stede fra tidligt i bogen og til sidste side.

Forlaget Tellerup har et stærkt brand i at udgive fantasy og horror til børn og unge, men med Ex slår de sig ind på også at ville udgive bøger rettet til den voksne horror læser. Ingen tvivl om at Teddy Vork er det perfekte valg til at indlede en sådan satsning, og man kan kun håbe at det giver det giver pote, da det er få forlag herhjemme der udgiver horror-romaner til voksne. Man kan kun håbe Tellerups stærke brand i forhold til ungdoms litteraturen ikke kommer til at gøre at den voksne læser ikke opdager en bog som Ex, for bogen bør bestemt blive opdaget af et større publikum.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

Asimov’s er et lille magasin med korte science-fiction historier. Det er lavet lidt anderledes end Fantasy & Science Fiction, da det kun indeholder science fic­tion-historier. Der er heller ikke så mange ekstra-ting a la boganmeldelser ud over historierne.

Jeg fik købt nogen af de ældre eksemplarer af bladet. Generelt kan man sige at det stille og roligt er gået ned af bakke for bladet. I 90’erne havde de en tegner til at tegne et billede til hver historie. Det har de ikke nu.

Kvaliteten af materialet er gået tilbage. I 90’erne var trykket og papiret bedre. Det var dog endnu bedre i 60’erne.

Det er måske ved at gå lidt tilbage for det trykte medie. Endvidere er der sket det at Isaac Asimov er gået hen og er død. Jo længere tid der går, jo længere væk fjerner vi os fra ham. Han er der f.eks. ikke til at skrive til bladet mere.

Trykket er langsomt blevet tættere ved at man har forsøgt at få mere og mere på papiret. Der er dog ikke sket det at man er begyndt at lave færre årlige udgaver for at spare på portoen, sådan som det er sket for Fantasy & Science Fiction.

Tiden har ikke været særligt god ved det lille blad, men historierne er stadigt af en høj standard. Der er historier om bygningen af et is-skib midt i rummet og en historie om en bedstemor som får længere levetid ved hjælp af et ur.

Jeg kunne særligt godt lide: “Alive and Well, A Long Way From Anywhere” af Allen M. Steele. Den handler om en milliardær som lever i rummet og tager røven på alle omkring ham.

Der er også en del historier som har noget religiøst i sig f.eks. “Joining the High Flyers” af Ian Creasy. Historierne er jo skrevet af amerikanske forfattere for det meste.

Man kan håbe at bladet holder stand i mange år endnu. Tiden er imod det. Det er ellers et godt tilbud; man får meget for de 400 kroner to års abonnement koster.

7 ud af 10

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr.35

Gudrun Østergaard har bidraget til flere antologier i de seneste år, og hun har nu sammen med SFC samlet 18 noveller til udgivelsen Tidsfordærv.

“Eva” handler om hvor meget forældre skal overlade deres børn til staten. I dette tilfælde er det ikke kun opdragelse det handler om, men i det hele taget at overlade barnets opvækst til det offentlige.

I “Prøven” er der kommet lighed i samfundet. Dvs. der er lighed hvis man består statsborgerskabsprøven, en prøve som alle kan søge at gå op til, og en prøve som er ens for alle. Spørgsmålet er selvfølgelig om prøven nu også er lige for alle, på samme måde som man kan stille spørgsmål til om  de forskellige krav der stilles til folk i vores verden i dag.

Samlingen er fyldt med noveller der som de to herover er kommentarer til samfundet som det er i dag. I “Klagen” beskrives en besværlig proces med at få lov til at indgive en klage i et system som ikke begår fejl, men hvad sker der så når en simpel fejl gør at man ikke kan indgive sin klage? Så er man lige pludseligt noget specielt.

Det er ikke kun de offentlige systemer som Østergaard kommenterer på, det er også andre tendenser i samfundet. Således er “Sshh” en kommentar til den megen støj som vi hele tiden omgives af i hverdagsbilledet. Stilheden spiller også en rolle i “Pionererne” hvor en lille familie har været alene på en planet for at klargøre den til bosættelse. Nu er freden dog snart forbi, da rumskibet er på vej, så hvad skal den lille familie nu gøre, hvor freden er ved at være ovre.

Der er også historier der ikke er omkring menneskets plads i samfundet. En sådan er “Pålandsvind”, hvori en mand opdager et mystisk, sort, takket fartøj ud for kysten. Han svømmer derud og finder et fartøj der virker meget ujordisk. Han er dog ikke den eneste der har opdaget dette, og militæret indfinder sigsnart, det virker dog til at de godt ved hvad det er de står overfor.

Gudrun skriver ikke hård teknisk science fiction, men derimod eftertænksom kommenterende science fiction. Det er ikke fordi hendes historier kun påpeger dårlige sider af vores samfund, hun perspektiverer mere på dem. Et eksempel på dette er i novellen “Netværk”, hvor alle hele tiden er koblet op på et enormt socialt medie. Alle ved derfor hele tiden hvad alle laver og hvor de er. Dette skaber naturligt en modreaktion så nogle vil løsrive sig. Dette giver dog problemer når nogle af de vigtigst samfundsstrukturer er bygget op omkring netværket. Når man sætter sig uden for den ene del, risikerer man også at ryge ud af andre.

Tidsfordærv passer på alle måder ind i den serie af ny dansk science fiction som SFC udgiver i disse år. En af formålene med serien er at vise at der skrives meget forskelligt og god science fiction i Danmark i dag, og med sin stil og sine tematikker adskiller Gudrun Østergaards sig i forhold til de andre bøger der er udgivet, og hun viser dermed endnu en facet af den danske science fiction.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

På loftet i familiens nye hus finder Robert og hans lillesøster Sofia et flot gammelt dukkehus, og det bliver hentet ned så Sofia kan lege med det. Det gamle dukkehus er lavet på Salems Legetøjssnedkeri i 1929. Da de studerer dukkehuset, syntes Robert pludseligt at han ser et blegt pigeansigt der stirrer ud på ham fra en af dukkehusets vinduer. Hun ser vild ud og har et åbent hul midt i panden. Han ryster det dog af sig, da hverken søsteren eller hans kammerat Christian lader til at have haft samme syn.

Om natten forsvinder Sofia sporløst fra værelset, og Robert er sikker på at hun er blevet taget af dukkehuset. Han beslutter sig til at finde åbningen ind til den verden som dukkehuset er porten til, for at få sin søster tilbage.

Det lykkedes for ham og Christian at komme ind i husets verden, og her bliver det mødt alt det levende legetøj som Salem igennem tiden har lavet, men det er bestemt ikke alt legetøjet der er venligt stemt, eller harmløst for den sags skyld. De må dog også drage ud i den verden der ligger bag dukkehuset. Det er en dyster, ugæstfri verden som bestemt ikke har tænkt sig at gøre det let for de to drenge at få Sofia tilbage.

Højbergs tidligere bøger har været novellesamlinger med mørke og dystre fortællinger weird fiction-fortællinger. Denne gang er det en ungdomsroman han har begået, men ligesom i flere af han noveller, er der en dysterhed i historien, selvom der ikke er så meget af den snigende ubehag tilbage som man fandt i flere af hans noveller. Højbergs opfindsomhed er der stadig masser af, og denne gang tilsat den action og hastighed som er påkrævet af en ungdomsbog.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

Som det kan læses i min anmeldelse af bogen Optisk Bedrag, så skriver Silvestri bred rent genremæssigt. I Faderens sønner er alle novellerne inden for science fiction-genren, men det gør så blot at det er inden for den genre at han bevæger sig frit rundt.

I “Signal” er der oprettet kontakt imellem mennesket og fremmede væsner, og der er opstået rum-handelsruter. Det viser sig dog at der er flere intelligenser i universet, og en trussel rammer jorden. Titelnovellen “Faderens sønner” er også en historie om en trussel udefra; her er det dog ikke en pludselig trussel om udslettelse. Jordens befolkning bliver informeret af udefra kommende væsner at vi nu kun har 150 år tilbage på Jorden, hvorefter vi vil blive udslettet for at redde planeten. Menneskeheden har dermed en fastsat periode til at udvikle teknologi der gør at vi kan drage ud i rummet. Alle vil dog aldrig kunne komme med, og stillet over for truslen om udslettelse, nedbrydes menneskeheden mere og mere. Novellen indeholder nedslag fra forskellige tider i perioden, og vi følger hvordan modløsheden breder sig i blandt menneskene.

I novellen “Evolutionært” er der også en trussel imod mennesket. Denne gang er den dog fra inde i Jorden, hvor den har vokset sig stærk på de ting vi skyller ud i kloakkerne.

“Træk” er også en historie om menneskets møde med fremmede væsner. Her ender det ud i et regulær showdown, hvor to ender over for hinanden og skal forsøge at tolke den andens intentioner, ikke alene i forhold til at oprette en kontakt, men også i forhold til at forsvare sig selv.

Det hele er dog ikke kun trusler. I “Det lille billede” udvikles det ultimativt kære kæledyr. Alt det der gør et kæledyr populært, er fremelsket i dyret. Det viser sig dog hurtigt at folk har forskellige krav til deres kæledyr, og en række etiske problemstillinger bliver stillet over for forretningsmæssige.

Samlingen indeholder historier om fremmede væsner, teknologi der kører af sporet, rejser imellem dimensioner, og en verden hvor kvinderne har taget magten. Vi kommer derved godt rundt inden for science fiction. Til de der mere er til horror-siden af Silvestris forfatterskab, er der også indlagt en del blod i nogle af novellerne, samt den morbide humor som man også finder i andre af hans noveller.

Faderens sønner skiller sig ud fra Silvestris andre novellesamlinger ved at den er genrespecifik. Samtidig viser den også Silvestris bredde gennem en bred tilgang til science fiction, og bogen skal bestemt stå på hylden ved siden af hans andre bøger

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

Silvestris fjerde bog er lige som hans første en novellesamling med meget blandet indhold. De fleste af novellerne er ikke inden for de fantastiske genrer, men der er enkelte som har et strejf af science fiction, og flere af dem har horror-elementer.

De to noveller der mest falder inden for de fantastiske genrer, er “Vinderbon” som er en fortælling fra en postapokalyptisk verden, hvor man følger en dag hos en ensom mand der lever i en død verden og gør hvad han kan for at holde sig i live mens han venter på døden. Den anden er novellen “E-pas” som finder sted 30 år efter Gud har endegyldigt vist sig for mennesket. Det at folk nu med sikkerhed ved at himlen eksisterer, giver begrænsninger i hvordan de kan leve deres liv for at sikre sig deres plads i himmelen. Men hvor der er en himmel, er der også et helvede, som også kræver sine sjæle. Netop dette er blevet en forretning, da man nu har fundet en metode hvor folk med en uren sjæl kan få en ny, ren sjæl imens den gamle ryger i helvede. Det er dog dyrt at købe en ny sjæl, ikke kun for den der køber en ny sjæl, men også for den der skal levere.

De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers. Jeg var blevet inviteret til at skrive en tekst til bogens bagside, og netop det alsidige fortælleunivers, og det at Silvestri ikke lader sig begrænse af genrekonventioner var noget af det jeg trak frem efter at have læst såvel denne som hans andre bøger.

Hele novellesamlingen er ind­rammet af samlingens første novelle “Eventyret om historien” som er fortællingen om en mand der har sat sig for at læse alle historier. Han finder nogle gigantiske søjler hvorpå alle historier står, så han må dagligt kravle op af dem for at få læst det hele. Han bruger derfor sit liv på at læse alt. Samlingens sidste novelle, “100% reklamefri”, er en masse små brudstykker af hvad der sker for folk rundt i den virkelige verden imens en bog bliver skrevet og læst.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35