Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jane Killick – Terraforming Mars – I skyggen af Deimos

I skyggen af Deimos
Roman af Jane Killick
Character Publishing, 2021

I skyggen af Deimos er en techno-thriller, som udspiller sig på Mars trehundrede år ude i fremtiden, hvor terraformingen af Mars er begyndt, historien er baseret på brætspillet Terraforming Mars.

De seneste år har brætspil haft en kraftig fremvækst, og spilforlagene har søgt at brede spillenes universer ud på flere platforme.
Det har været set før med for eksempel filmatiseringerne af Clue og Sænke slagskibe, og udviklingen af rollespil baseret på brætspil fra RuneQuest til Legend of the Five Rings, og i disse år forsøges i stigende grad også med romaner og tegneserier. Et forlag, som fokuserer på dette er Aconyte Books, som står bag den engelske udgave af denne bog.

Brætspillet Terraforming Mars fra det svenske spilforlag Fryxx (og deres amerikanske samarbejdspartner Stronghold Games) var en succes fra det øjeblik, det udkom i 2016, og det er siden blevet suppleret af flere udvidelser og en spinoff, samt en dansk oversættelse (hvilket langt fra er normen for et spil, hvor samtlige kort er unikke og derfor kræver sin egen oversættelse frem for at udgiver nøjes med at vedlægge en regelbog på fire sprog).
Det var med nogen skepsis, jeg derfor gav mig i lag med bogen, fordi man i brætspillet følger ansigtsløse megacorporations gennem adskillige generationer, mens de gør Mars beboelig for menneskeheden, for hvem skulle man følge i bogen, og over hvilken tidsperiode?

Bogen åbner med den tyske migrant Luka, der sammen med mange andre har ladet sig lokke til Mars i håbet om et bedre liv, og ved hans ankomst bevidner han en ulykke. Ved siden af ham følger vi Julie, der er chef for United Nations Mars Initiative, og som bliver pålagt at undersøge ulykken nærmere.

Ulykken, som begynder historien, er en løssluppen asteroide, som er blevet slynget mod Mars’ overflade, som et led i terraformingen eller beboeliggørelsen af Mars, og kendere af brætspillet ved hvilket kort, der er tale om og genkender straks den krog, som forfatteren har valgt at forbinde bog og spil med. Undervejs vil brætspilleren genkende flere andre teknologikort, som historien skrider frem og verdensbygningen etableres. Derfra forløber historien over stok og sten, der forvarsles på behørig vis, men bogens forsøg på at moralisere over at vi som mennesker bringer vores dårlige sider med til andre verdener er kun halvhjertet udført.

Historien er fortalt gennem to point of view karakterer, der har trukket flere af deres træk i moderne Hollywood science fiction film. Den ene er den unge kvinde, der har valgt karrieren over familie og til sin ærgelse må se sine forældre favorisere søsteren og dennes børn, mens den anden er den unge mand, der bærer på et traume ubevidst forårsaget af en af bogens semi-skurke, som gør at de to karakterer har deres obligatoriske klimaks mod slutningen af bogen, så den traumatiske fortid kan skrinlægges.

Bogens Hollywood-skabelon forstærkes af at bortset fra nogle enkelte beskrivelser af at livet på jorden grundet klimakatastrofer er blevet værre, så er der grundliggende ikke sket noget i de tre hundrede år, som er mellem læserens nutid og bogens fremtid. Jorden er i et udefinerbart nu – blandt andet eksemplificeret ved Julies forældres kejtede evne til at bruge ækvivalensen til Zoom, som gennem tre hundrede år er uforandret til trods for at det er verden, hvor man har brugt det i generationer – og fremtiden er således kun på Mars. Det er et kunstgreb, hvor forfatteren springer over at kere sig om, hvad tre hundrede år betyder for livet på Jorden, og kun skal fokusere på, hvad det betyder for kolonier på Mars med sparsomme ressourcer. Med andre ord er det en bog, som udspiller sig på Mars, hvis vi i dag var i gang med at terraforme den. De få referencer til for eksempel en verdensregering gør det ikke ud for verdensbygning, og det fungerer fint for et brætspil men for en bog bliver det en utilfredsstillende oplevelse.
Oversætteren har gjort et godt stykke arbejde med teksten, og som læser er der ikke sætninger, man snubler åbenlyst over, og de tekniske forklaringer er ikke forsøgt oversat af en oversætter for hvem science fiction er fremmed, heldigvis, og det gør at sproget flyder let og naturligt.
I skyggen af Deimos er en triviel og lidt middelmådig techno-thriller skrevet med intention om at blive filmatiseret påduttet en brætspilslicens for at trække på brætspillets fanskare som læsere. Den er hurtig læst og giver en eftermiddags underholdning.

Anmeldt af Morten Greis

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Suicide Squad

The Suicide Squad
Film, USA 2021, 132 min.
Instr.: James Gunn
Med: Margot Robbie, Idris Elba, John Cena, Joel Kinna-man, Michael Rooker m.fl.

Efter af være blevet (midlertidigt) fyret fra Marvel/Disney på grund af nogle uheldige, gamle udtalelser, fik Guardians of the Galaxy-instruktøren og -forfatteren James Gunn hyre hos konkurrenten DC/Warner, og The Suicide Squad er resultatet deraf.

Hov, vent, vil nogle sikker indvende: Har der ikke allerede været en film, der hed Suicide Squad? Jo, det har der – den kom i 2016 og blev ikke nogen større succes. Den lille forskel er et “The” i titlen på den nye film, som tilsyneladende er en fortsættelse til den første (som jeg ikke har set). I hvert fald er Margot Robbie igen med som Harley Quinn og Viola Davis som Amanda Waller, det styrer holdet med det officielle navn ‘Task Force X’, bedre kendt til ‘Suicide Squad’.

“Styrer” er det helt rette ord her, for Suicide Squad er ikke en gruppe superhelte, men en gruppe forhærdede skurke med en vis (typisk lille) mængde superevner; eller de er blot veltrænede. De er blevet tilbudt at tage på en selvmordsaktion mod at deres straf bliver nedsat med 10 år – og for at være sikre på at skurkene makker ret, har de alle fået indopereret en kapsel med sprængstof i nakken, som kan bringes til eksplosion over afstand. De bliver samtidig konstant videoovervåget for at sikre sig at de gør som beordret.

Selvmordsmissionen handler om at trænge ind i østaten Corto Maltese (navnet er en gammel joke, der går tilbage til Frank Millers The Dark Knight Returns). Corto Malteses USA-venlige diktator er blevet afsat ved et militærkup, og det er ikke så godt. da østaten lægger hus til et ultrahemmeligt amerikansk forsøg på at udvikle et supervåben. Tårnet med forsøget skal derfor destrueres, og videnskabsmanden bag det (spillet af Peter “Doctor Who” Capaldi) skal bringes sikkert hjem til USA.

Missionen går galt grueligt nærmest før den begynder, og vores (anti-)helte må kæmpe lige så meget for at overleve som for at fuldføre deres mission. Nærmest ingenting går som planlagt, og det bliver mere og mere mudret hvem der er helte og hvem der er skurke. Mere af plottet skal ikke afsløres, andet end at det tager en del overraskende drejninger i løbet af filmen.

På mange måder minder filmen om den første Guardians of the Galaxy (GotG). En gruppe outsidere bliver bragt sammen mere eller mere tilfældigt og skal finde ud af at samarbejde samtidig med at de skal redde verden. Også i lighed med GotG bliver kendte rocknumre brugt som baggrundsmusik. Hvorfor fucke med en formel der virker?

The Suicide Squad er ikke nogen Guardians of the Galaxy, men den har sin egen charme. Der er masser af ultrasort humor (og en del splat – Gunns fortid som splatter-instruktør fornægter sig ikke), og man får efterhånden sympati for flere af figurerne undervejs trods deres status af skurke. Det gælder især figuren  Ratcatcher 2 (Daniela Melchior), som også Idris Elbas figur Bloodsport får varme, faderlige følelser for. Et plus er også noget meget kreative kapiteltitel-sekvenser, og i det hele tage er filmen flot og velspillet. Margot Robbie er som sædvanlig en fornøjelse som Harley Quinn, der også brillerede i filmen Birds of Prey: And the Fantabulous Emamcipation of One Harley Quinn fra sidste år (som ellers ikke havde meget andet at byde på).

Alt i alt er The Suicide Squad en underholdende superheltefilm, der faktisk skiller sig ud ved at have et anti-amerikansk budskab, eller i hvert fald værende kritisk overfor amerikansk imperialisme, hvor man støtter diktatorer der gerne vil samarbejde og hvor efterretningstjenesten opererer som en stat i staten uden demokratisk kontrol.

DC/Warner har haft blandet held med at efterligne Marvel/Disneys succes med superheltefilm, og en del af skylden er blevet lagt på de ofte ret mørke DC-film. Man kan godt se The Suicide Squad som en kommentar til dette, for filmen er ret mørk, men tager samtidigt tykt pis på sig selv.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hilda

Hilda
Tv-serie, Netflix 2018-2020
To sæsoner
Skabt af Kurt Mueller og Stephanie Simpson efter Luke Pearsons tegneserie
Med: Bella Ramsey, Ameerah Falzon-Ojo, Oliver Nelson, John Hopkins m.fl.

Det går ikke altid godt når man forsøger at overføre tegneserier til animation, men i tilfældet med Luke Pearsons Hilda er det gået godt – endda rigtig godt. Tegneserien tog verden med storm da det første album, Hildafolk, udkom i 2010, og siden da er det blevet til indtil videre 6 bind, og serien har vundet masser af priser. Det er derfor ikke underligt at Netflix har valgt at lave en tegnefilmserie over den – og det er streamingtjenesten som sagt sluppet godt fra, blandt andet ved at bevare tegneseriens enkle og skarpe streg. Selvom Hilda især er rettet mod børn, kan den sagtens ses af voksne, der vil finde andre ting at more sig over end børnene – og man kan ikke undgå at blive charmeret af hovedpersonens gåpåmod og positive indstilling til livet.

Hilda foregår i et univers, der minder om det moderne Norge, blot tilsat en mængde fabelvæsener, som folk i almindelighed udmærket kender til. Det ville også være underligt andet, da nogle af dem flyver i flokke over himlen og fordi man man rende på mange af dem i skovene og bjergene omkring byen Trollberg (som minder mig en del om Stavanger). Ikke alle fabelvæsenerne er ufarlige, men pigen Hilda er ret frygtløs og forstår at omgås dem og ligefrem blive venner med nogle af dem. Det viser sig da også at kun få af væsenerne er direkte ondsindede, og man kan tale sig til rette med de fleste – selv spøgelser, trolde og kæmper. På den måde bliver det aldrig rigtig uhyggeligt, og Hilda er en af de hyggeligste serier jeg har set og har potentiale til at blive lige så klassisk som Mumitroldene, af mere eller mindre de samme årsager.

Hilda er vokset op som en fri ånd ude i bjergene sammen med sin mor, der arbejder som freelancegrafiker, og Hildas trofaste kæledyr, hjorteræven Twig. Hvad der er blevet af faderen bliver aldrig nævnt. I de første afsnit af serien sker der ting, der tvinger den lille familie til at flytte til byen Trollberg, der hedder sådan fordi den er bygget i et område beboet af trolde og er omgivet af en høj mur, der skal beskytte borgerne mod troldene. Trollberg minder mig meget om Stavanger, både i arkitekturen (bortset fra bymuren) og ved at være en havneby i bunden af en fjord, omgivet af fjelde. Hilda er bekymret for at hun kommer til at kede sig i byen, men der begynder hurtigt at ske en mængde mystiske og dramatiske ting, som Hilda bliver hvirvlet ind i – eller lader sig hvirvle ind i.

Til tv-serien er der introduceret flere nye figurer i forhold til tegneserien. Blandt andet bliver Hilda medlem af et spejderkorps, hvor hun får to nære venner, den boglige Frida og den nervøst anlagte David. Byen er heller ikke helt så fri for fabelvæsener som den ser ud til at være ved første øjekast – bl.a. bliver vi præsenteret for den uhyggelige Rottekonge og en kæmpemæssig sort hund, der begynder at hærge byen.

Den første af de indtil videre to sæsoner af tv-serien er langt hen af vejen baseret på de første fem albums i tegneserien, mens anden sæson er nye historier, hvor Hilda får et nemesis i form af Erik Ahlberg, leder af Trollbergs sikkerhedspatrulje, der ønsker at opnå hæder og ære ved at beskytte byen mod troldene omkring den, men som regel ender med at skabe en masse problemer, som Hilda og hendes venner så må løse.

Hilda kan ses med dansk tale, men jeg valgte at se den med den oprindelige engelske tale, hvor Hilda bliver (glimrende) stemmelagt af Bella Ramsey, som mange vil huske som den unge klanleder Lyanna Mormont i game of Thrones. Serien byder også på flere kendte gæstestemmer såsom Andy Serkins og Eurythmics-stjernerne Dave Stewart og Annie Lennox. Hver sæson er på 13 afsnit af ca. 25 minutter – et format kendt fra japanske anime-serier, måske med henblik på det japanske marked. En tredje sæson blev annonceret i juni 2021.

Netflix har udgivet 6 billedbøger om Hilda, baseret på afsnit i serien. Dem har jeg ikke læst og kan derfor ikke udtale mig om dem.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

What If…?

What If…?
Tv-serie, USA 2021, sæson 1
Instr.: Bryan Andrews
Med: Jeffrey Wright, Chadwick Boseman, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Benedict Cumberbatch, Samuel Jackson m.fl.

What If…? er en animeret serie med uafhængige afsnit, der er bundet sammen af et fælles tema, nemlig: Hvad kunne der være sket, hvis nogle begivenheder i Marvel Cinematic Universe (MCU) havde udviklet sig anderledes end hvad vi har set i filmene og tv-serierne. Historierne bliver introduceret af den mystiske figure The Wathcer (Jeffrey Wright), som kan se alt, men ikke må blande sig i noget. Gennem afsnittene bliver vi præsenteret for et bredt udvalg af de helte og bipersoner, vi har lært at kende i MCU, og en hel del (men ikke alle) af disse er stemmelagt af de skuespillere, der spillede rollerne i filmene og tegneserierne.

Serien er baseret på en gammel Marvel-tegneserie af samme navn, som er baseret på samme idé: At fortælle nogle alternative historier, hvor lidt mere er tilladt end normalt. For eksempel kan helte dø, andre figurer kan påtage sig deres rolle, eller universet gå gå under.Tegneserien What If…? har i perioder været rigtig god, blandt andet i en årrække i 1980’erne hvor forfatteren Peter B. Gillis skrev serien.

Tv-serien holder også en høj kvalitet og tør gå lige så langt som tegneserien gjorde det, og det er ofte ret kringlede og temmelig dramatiske historier, der bliver fortalt når fortatterne ikke behøver at bekymre sig om hvordan fortællingerne kommer til at påvirke fremtidige historier med heltene. Fans har det med at blive for sure hvis man laver for meget om på deres favorit-helte eller udsætter dem for lidt for grumme ting, men det er ikke et problem her: Det er jo bare fantasihistorier (som om superheltehistorier ikke er det i forvejen).

I skrivende stund er der blevet vist 7 afsnit (af 9) på Disney+, med følgende hvad-nu-hvis’er:

  1. What If… Captain Carter Were the First Avenger?
  2. What If… T’Challa Became a Star-Lord?
  3. What If… The World Lost Its Mightiest Heroes?
  4. What If… Doctor Strange Lost His Heart Instead of His Hands?
  5. What If… Zombies?! (løseligt baseret på tegneserien Marvel Zombies)
  6. What If… Killmonger Rescued Tony Stark?
  7. What If… Thor Had Been an Only Child

Animationen er flot og realistisk, med en dramatisk farvepalette, der viser at Marvel-tegnefilm er kommet langt siden tv-serierne fra sidste årtusinde. Mere, tak!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Loki

Loki
Tv-serie, USA 2021, sæson 1
Skabt af: Michael Waldron
Med: Tom Hiddleston, Owen Wilson, Gugu Mbatha-Raw, Sophia di Martino, Wummi Musaki m.fl.

I løbet af filmen Avengers: Endgame (2019) rejser nogle af heltene tilbage i tiden til lige efter den første Avengers-film for at få fat i en infinity stone. I den opståede forvirring lykkedes det Loki (Tom Hiddleston) at undslippe med den pågældende infinity stone- Derved skaber han en ny tidslinje, der potentielt kan udvikle sig meget anderledes end den velkendte, der som bekendt ender med Lokis død.

Ikke alle er lige glade for nye tidslinjer og det bøvl, de kan give. Særligt bekymrede er organisationen Time Variance Agency (TVA), der kidnapper Loki og tager ham med til deres hovedkvarter, der ligger uden for tiden. TVA’s opgave er at stoppe afvigende tidslinjer før de når at udvikle sig, så den ‘rigtige’ tidslinje bliver bevaret. Varianter – udgaver af folk fra den ‘rigtige’ tidslinje, der bebor en afvigende tidslinje, bliver afhørt i hovedkvarteret og derefter bortskaffet. Den skæbne vil Loki naturligvis gerne undgå, så han prøver at undslippe – men forgæves. TVA er ikke til at spøge med.

Det ser således sort ud for variant-Loki, men TVA har et problem, som den erfarne TVA-agent Mobius (en behageligt afdæmpet Owen Wilson) vil rekruttere Loki til at hjælpe med: En person, der kan rejse i tiden, slår TVA-agenter ihjel i tide og utide (bogstaveligt talt).

Det er ikke en opgave som Loki er vild med at påtage sig – hans sympati for TVA kan ligge på et ekstremt lille sted – men alternativet, som man siger, er værre, så han accepterer, selvfølgelig med planer om at mele sin egen kage ved først givne lejlighed. Flugt er en tiltalende løsning, men efter at Loki har indset at TVA er den mest magtfulde organisation i universet, vil han heller ikke have noget imod at blive kalif i stedet for kaliffen, så at sige.

I løbet af seks afsnit kommer Loki vidt omkring i forskellige tidslinjer og støder på flere … interesante … personager, og det går op for ham at ingenting er helt som det ser ud til at være. Alting – eller næsten alting – går op i en højere enhed i sidste afsnit, der i den grad lægger op til en fortsættelse, enten i en sæson to af Loki eller måske snarere) i den næste Avengers-film.

Serien er sjov, spændende og sær og proppet til randen med easter eggs for fans af Marvel-film og især Marvel-tegneserier. Sammenspillet mellem hovedpersonerne er fantastisk, og jeg følte mig rigtig godt underholdt. Det generer mig dog lidt hvis fortsættelsen skal findes et andet sted end i sæson 2 – jeg hader at blive tvangsindlagt til alt muligt andet for at få slutningen på en historie jeg troede jeg havde betalt for det hele af.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
Film, USA, 2021, 134 min.
Instruktør: Destin Daniel Cretton
Med: Simu Liu, Awkwafina, Tony Chiu-Wai Leung, Michelle Yeoh, m.fl.

Som fan af de gamle kung fu-tegneserier (som også udkom på dansk i Kung Fu Magasinet) har jeg været ret spændt på hvordan Marvels nye film Shang-Chi ville blive. Tegneserien udkom jo i kølvandet på Bruce Lees succes og kung fu-filmens storhedstid i 1970erne, og tegneserien er meget 70er-agtig. Der har derfor hele tiden hersket stor tvivl om hvorvidt den nye film overhovedet ville minde om tegneserierne på nogen måde. Og det gør den sådan set heller ikke. Hovedpersonen er især meget svær at genkende uden tegneseriefigurens karakteristiske 70’er-frisure, men alligevel er visse elementer bevaret. Parallellerne mellem tegneserie og film går umiddelbart så vidt som til at Shang-Chi er oppe mod sin far (der har trænet ham i kampkunst som lille, men som Shang-Chi gjorde oprør mod som ung, og nu bruger han sine evner imod faren), som med magiske evner har levet i mange generationer og også har en hær af sortklædte kung fu-kæmpende banditter under sin kommando. Herudover går filmen mere ind på Iron Fist-territorie, da figurerne kommer frem til en hemmelig kinesisk by som beskyttes af en drage (rygterne siger at en ny udgave af Iron Fist kommer med i næste Shang-Chi film). Men historien består ligeså meget af   flash­backs, hvor man ser Shang-Chis forældres historie; hvordan de blev forelskede, og hvordan farens tendenser til tyranni og kung fu-kultledelse blev holdt i ave af kærligheden til hans familie (Shang-Chi har også en søster).

Men er historien så vellykket? Ja, det er den. Filmen er effektivt følelsesfuld, spektakulært action-fyldt og visuelt overdådig, og frem for alt har den en kulørt perlerække af utrolig flotte kung fu-sekvenser. Filmen er også tydeligt – næsten i overdrevet grad! – tilpasset til det asiatiske marked, f.eks. med hele sekvenser hvor figurerne taler kinesisk, en stærk rolle til den kinesiske skuespiller-darling Tony Leung (som spiller faren) og et fokus på kinesiske drage-legender. Filmen har dog i skrivende stund (10. september) endnu ikke haft premiere i Kina, så det bliver spændende at se hvordan de reagerer på den. Hollywoods forsøg på at tækkes Kina har det med at mislykkes, måske som et led i Kinas propaganda-kamp mod Vesten; et eksempel herpå er jo den seneste live-action Mulan film, som    flop­pede på flere måder, men som jeg selv syntes var utrolig vellykket, også på en måde som kineserne burde have sat pris på.

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er en Marvel-film, og som sådan er den et ekstremt velpoleret produkt. Intet er efterladt til tilfældet; alle de rigtige bokse er tjekket af, så man var sikker på at det blev en publikumsvenlig film, og det har i høj grad også virket. F.eks. er der en række sekvenser som er direkte referencer til andre famøse film – actionfilm-eksperten Ric Meyers, som jeg følger på Facebook, nævner i flæng: Hero, Crouching Tiger Hidden Dragon, Matrix, God of Gamblers, Old Boy, Speed, 007: Skyfall, Jackie Chan’s Rumble in the Bronx, Shaolin Soccer og Dragon Ball Z! Man mærker tydeligt at der er postet mange penge i dette produkt, og pengene er godt givet ud, til folk der ved hvad de laver. Shang-Chi er en skøn film, og jeg er helt oppe på 9 stjerner ud af 10 i min karakter for denne. Så venter vi bare med spænding og længsel på årets to sidste MCU-film, Eternals og Spider-Man: No Way Home, som rammer biograferne i hhv. november og december!

Anmeldt af Tue Sørensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Black Widow

Black Widow
Film, USA, 2021, 134 min.
Instruktør: Cate Shortland
Med: Scarlett Johansson, Rachel Weisz, Florence Pugh, David Harbour, m.fl.

Jeg kan jo bedst lide at se (vigtige) film to gange før jeg anmelder dem, så jeg har lige genset Black Widow. Det er desværre ikke en af de bedste MCU-film. I stedet for at lave et fedt, nyt Black Widow-eventyr bruges filmen til at udfylde nogle huller i den overordnede MCU-storyline, såsom referencer til Budapest, andre dele af hendes baggrund/fortid, “the red in her ledger” (trættende udtryk) og hvor hun var efter Captain America: Civil War, som denne film foregår lige efter. Således er den en prequel til de seneste par års MCU-film, inklusive Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame. Red Room-fortiden er vistnok også baseret på nogle Black Widow-tegneserier, men jeg har ikke læst dem og har derfor ikke noget nostalgisk forhold til dem. Store dele af denne films plot er således en smule skuffende. Budapest-sekvensen er utrolig kort, og først anden gang, jeg så filmen, syntes jeg at jeg fik et ordentligt hint om hvad der egentlig skete dér. Som sædvanlig med Disney, udvander den også den oprindelige idé, i og med at filmen afslører at Natasha i virkeligheden slet ikke har dræbt Dreykov’s datter, som hun ellers troede. Det minder mig om f.eks. sæson 1 af tv-serien Veronica Mars, som handler om hvor ked hun er af at hun måske er blevet bedøvet og voldtaget til en fest, men det viser sig så til sidst at det er hun ikke. Det er lidt for typisk og pussenusset at introducere noget meget slemt og traumatiserende for så bare at afsløre at det alligevel slet ikke er sket. Det er nærmest et anti-horror-twist. Det er da godt at det værste alligevel ikke er sket, men skriveteknisk virker det bare som en sjofling af noget alvorligt. Som en historie baseret på et problem man ikke behøver at tage sig af alligevel, fordi det aldrig virkelig var der. Og hvad er så substansen i historien?

Anyway, action-sekvenserne i Black Widow er også en smule kedelige, for de har ikke den store plotfremmende funktion. Hvorfor skal Natasha og hendes søster Yelena slås da de mødes første gang? Det er der overhovedet ingen grund til – udover at det selvfølgelig altid er cool med en god action-sekvens. Og den sekundære skurk i filmen, Task­master, er en fantastisk figur fra tegneserierne, som desværre bare bliver brugt af navn og ikke ret meget af gavn i filmen. I tegneserierne har han den superevne at kunne efterligne alle andres kampevner til perfektion. I filmen er det bare en midlertidig teknologisk programmering. I tegneserien har han en organisation som træner håndlangere og hjælpere til andre markante superskurke – det ellers yderst spændende aspekt er helt udeladt i filmen. Så det er desværre en lidt spildt figur. Øv.

En MCU-film er selvfølgelig altid flot, og det er Black Widow også. Rigtig god lyssætning i rigtig mange scener. Ganske velpoleret. Men historien er ikke stærk nok. Ray Winstone som Dreykov er ikke spændende nok, og hvad han egentlig gør ved alle sine kvindelige kamp-slaver går filmen slet ikke dybere ind i – det er jo Disney! Så det bliver desværre lidt tandløst.

Det bedste ved filmen er ‘familie’-forholdet mellem de fire hovedfigurer. Natasha og hendes ‘lillesøster’ Yelena var iscenesat som døtre af et ærkeamerikansk ægtepar, som i virkeligheden var russiske spioner, og de var kun en familie i tre år tyve år stidligere, men – med visse vanskeligheder – bliver de alligevel sammentømret igen, og det er ganske rørende. Når man ser filmen første gang er det ret uklart i hvor høj grad forældrene mener hvad de siger, og i hvor høj grad de stadig bare er kolde spiontyper, og det er faktisk en del af det fængslende ved disse scener. Ved andet gennemsyn er der lidt mere styr på det, og det gør bare indtrykket endnu varmere. Sekvensen med al familiesnakken ved svinefarmen udenfor Skt. Petersborg er klart det bedste i filmen, og det eneste ved den der fungerer rigtig godt. Første gang var jeg velunderholdt, men anden gang var plotmanglerne mere tydelige. Så jeg ender på en karakter på 7 stjerner ud af 10, som for mig er atypisk lavt for en MCU-film.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mikael Rasmussen – Sølvmåne

Sølvmåne
Roman af Mikael Rasmussen
Valeta, 2021, 590 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Omkring år 950 er kristendommen ved at slå sig fast som religion Danmark, men flere af vikingekrigerne holder stadig fast i de gamle sikke og guder. I denne tid kommer en vandringsmand til en gård, og til gengæld for mad og ly fortæller han hver aften historier for både bondes familie og for hele lokalsamfundet som samles for at lytte. Noget af det han beretter, er hvordan Hedeby gik til grunde.

Den gamle vikingekriger Ejnar har slået sig ned uden for Hedeby med sin familie. En dag hvor han er på jagt med sin svend, fornemmer han at der er noget galt da de nærmer sig gården. De forbereder sig på at der venter et baghold på gården, men til deres overraskelse er det hverken røvere eller andre fjender der har angrebet, men derimod en kobbel ulve. Ulvene har dræbt Ejnars kone og børn og er ved at fortærer ligene da krigeren kommer hjem. Der starter nu en nervepirrende og intens kamp, hvor han får nedlagt nogle af ulvene, og jager resten på fulgt. Kort efter gør han sig klar til jagt og sætter efter ulvene, en lang intens jagt.

Denne del (første kvad) er bogen er virkeligt fængende, og det bliver hurtigt uklart hvad der rent faktisk sker og hvad der er febervildelser han har som følge af infektioner i de bid, han har fået af ulvene.

De efterfølgende dele (omtalt som kvad) af bogen omhandler andre i og omkring Hedeby. Her er byens leder presset, da der ikke kommer så mange handlende til byen længere, og der er generelt utilfredshed med hans ledelse. Han sender en af sine hirdmænd ud for at finde ud af om der er røverbander i området. Denne vikingekriger, Holger, følger vi igennem en stor del af bogen. Han er bådet klog og yderst dygtig til kamp, noget vi i sær oplever da han finder et hus fyldt med røvere som bestemt ikke ar begejstrede for at han kommer forbi.

Det er dog ikke kun røvere der er en trussel mod byen. Det er i endnu højere grad ulve, og i særdeleshed ulve der har menneskelige træk.

Det er en virkelig spændende bog, og der er nogle meget detaljerede kampe der er virkeligt intense i beskrivelserne, noget der virkelig fangede mig som læser. Bogen kan i nogle passager virke noget lang i det, men jeg tror egentligt blot at dette er fordi nogle afsnit er så intense, at andre kommer til at virke lange. For jeg kan egentligt ikke sige hvilke dele der kunne have været undladt.

Bogen får bestemt en anbefaling med fra mig.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Danny H. L. Nielsen – Stonelegenderne

Stonelegenderne – Den mørke side af skyggen
Roman af Danny H. L. Nielsen
Forlag BoD – Books on Demand
2021, 294 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

For 140 år siden lavede de fire børn i Stone-familien et ritual som ville få indflydelse på både dem selv om eftertiden. Disse eftervirkninger følger vi igennem forskellige tider i alt fra tiden lige omkring ritualet, Anden Verdenskrig, og til en mulig nutid. I centrum er hele tiden Stone-søskende, for ritualet har ikke kun åbnede en passage imellem to verdner, hvor der muligvis er kommet væsner igennem, det har også påvirket børnene så de nu ikke ældes som normalt. De virker også til at have ændret personlighed efter ritualet. Børnene spredes, og der er ikke just lutter søskendekærlighed imellem dem, og det går ikke nødvendigvis stille af sig når de mødes. Vi følger også en detektiv som børnenes far havde sat på sagen om at finde ud af hvad børnene havde gang i, og igennem alle disse brudstykker bliver den dystre historie stykket sammen.

Bogens 294 sider er delt op i 32 kapitler, så det siger sig selv at det er korte kapitler. Det gør at man aldrig rigtigt lærer personerne at kende, men de bliver, ligesom historien, stykket sammen af det man finder i de korte afsnit. Opbygningen gør dog at der hele tiden sker noget i historien, og man må følge godt med hele tiden for ikke at misse sammenhængene. Nu skal det ikke komme til at lyde som om det er en kompliceret bog at læse, for det er den ikke, men den er bestemt spændende.

Bogen indledes med en tekst der fortæller at forfatteren første gang udgav Stonelegenderne i 2017 og at det nu er anden udgave af historien der er udkommet. De to bind, Den mørke side af skyggen og Brødre­krigen, udkom samtidig, men det fremgår kun dårligt hvad der er bånd 1 og hvad der er bind 2. Det fremgår heller ikke rigtigt om der nu er tale om at det er 2017-udgaven der er blevet omskrevet og nu delt i 2 bind eller hvordan sammenhængen er. Jeg skrev derfor til forfatteren, og fik så forklaringen:

Bind 1 er Den mørke side af skyggen, mens bind to er Brødrekrigen. Den blev originalt udgivet som en enkelt bog, som den dag i dag er Den mørke side af skyggen. Der er dog taget højde for folk som bare vil ind i historien, og jeg har forsøgt at skrive begge bøger på en måde så de kan stå alene hvis det er det som læseren ønsker.:)

Der er forskellige skønhedsfejl rundt omkring som den detalje at omslaget nævner at historien foregår over 130 år, hvor det faktisk er over 140 år. Det er dog alt sammen småting der ikke skæmmer læsningen. Jeg fik kun læst Den mørke side af skyggen inden Himmelskibets deadline, men jeg skal bestemt også af læst Brødrekrigen, for selvom første bind har en afslutning, så er der bestemt ikke fred, og hvad end ritualet har vækket er ikke væk endnu.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Read.Die.Repeat

Read.Die.Repeat
Magasin
Vol. 1, 2021, 98 sider
Vol. 2, 2021, 98 sider
Redaktør: Jonas Aagaard Dinesen
Forlaget Read.Die.Repeat

Read.Die.Repeat er et nyt magasin udgivet af forlaget af samme navn. Fokus for magasinet er horror og weirdart for voksne, og de to første numre er allerede udkommet. Begge numre er på lige knap 100 sider og består hovedsageligt at bidrag på under 10 sider; et format der passer fint til horrornoveller.

Vol.1 starter stærkt ud med Teddy Vork novellen “Dragkisten”. Det er en effektiv og skræmmende novelle, der til fulde viser hvor dygtig en horrorforfatter Teddy Vork er, og man føler til fulde den rædsel som hovedpersonen oplever imens det langsomt går op for ham at det er det helt forkerte gemmested han har valgt i den gemmeleg han leger med sine børn. Efter at have læst den var min første tanke at den bliver svær for de efterfølgende noveller at leve op til.

Allerede næste novelle viser dog sig bestemt at være et bidrag, der vil gøre Vork kunsten efter. Det er novellen “Nefilim” af Anne-Mette Brandt, hvor det først til sidst viser sig hvad det egentlig er, der er sket, og hvilke konsekvenser det kommer til at have.

Der er bestemt også andre bidrag i vol.1 som fortjener at blive fremhævet, bla. Helle Perriers dystre science fic­tion-novelle “Svirp”, hvor alt ikke helt er som det skal være ombord på et lille rumfartøj.

Vol.2 fortsætter den gode stil fra Vol.1. Der er historierne i denne, der leger med sammensmeltningen af en forfatter og dennes værk, men den novelle som jeg virkeligt vil fremhæve fra dette nummer, er “Ann-agram” af Mariane Mide. Selvom novellens titel kun dårligt kamuflerer det spor man skal bruge for at bryde novellens afsluttende tvist, så er det en novelle der vil mere end blot fortælle om historiens personer, den vil også inddrage læseren.

Begge numre er illustreret af forskellige kunstnere med deres bud på hvad weirdart er, og jeg syntes det fungerer fint med blandingen af noveller og illustrationer, samt de par tegneserier der også er blevet plads til. I Vol 2 er der sågar blevet plads til artikel om den danske forfatter Niels Meyn.

Ulempen ved at anmelde korte noveller er at det er svært at skrive ret meget om den uden at afsløre for meget, hvilket også er grunden til at jeg vælger at omtale så få at disse magasiners mange bidrag. Så er man til horrorfortællinger, bør man bestemt selv opsøge disse magasiner.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Horror, Magasiner | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar