The Thing with Feathers (2025) Film, Storbrittanien, 2025, 98 min. Instruktør: Dylan Southern Medvirkende: Benedict Cumberbatch Baseret på en pressevisning fra Another World Entertainment
Der findes film om sorg, som rammer én med et tyst, menneskeligt chok: de lader tabet sive ind i hverdagens små bevægelser, så man mærker, hvordan et menneske gradvist mister sin tyngdekraft og langsomt må genopfinde sin måde at være til på. Og så findes der film, der vælger en anden vej: de gør sorgen til et væsen, et billede, et fysisk nærvær: en symbolsk “gæst”, der kan gå rundt i rummet, sætte sig i møblerne og tage ordet.
The Thing with Feathers, instrueret af Dylan Southern og baseret på Max Porters prisbelønnede roman Grief is the Thing with Feathers, hører til den sidste kategori. Filmen præsenterer en far (Benedict Cumberbatch), der står alene med sine to sønner efter tabet af sin kone. Familien forsøger at få dagene til at hænge sammen, og midt i den sørgelige, praktiske kamp for normalitet dukker et mystisk fuglelignende væsen op: en krage, som begynder at fylde mere og mere i hjemmet og i den måde sorgen bliver levet, udlevet og oplevet på. Genren er magisk realisme, og i pressematerialet nævnes paralleller til The Babadook: et sørgevæsen som både trussel, spejl og mental manifestation. Cumberbatch (som i filmen kun hedder ”Dad”) er tegneserietegner, og kragefiguren kommer fra hans seneste tegneserieprojekt – uden at tegneserier dog i øvrigt spiller nogen speciel rolle i plottet.
På mange måder er det en stærk idé, og filmen er tydeligvis båret af en seriøs intention: at give sorgen form, stemme og krop. Cumberbatch er da også filmens store aktiv. Han spiller ikke “sorg” som en enkelt følelse, men som en fysisk tilstand, en uro i huden. En mand, der hele tiden holder sig oprejst af hensyn til børnene, mens noget inde i ham samtidig falder sammen. Det er et præcist portræt af den type forælder, der ikke tillader sig selv at bryde helt ned, fordi det ville efterlade børnene uden anker. Man mærker en glødende anspændthed i hans spil: en handlekraft med revner.
Også det tekniske og det visuelle håndværk har en kvalitet, der fortjener respekt. Filmen er flot fotograferet, og produktionsdesignet skaber en gennemgående stemning af et hjem, der stadig er et hjem, men hvor luften er blevet tyk af fravær. Kragefiguren (flot stemmeført af David Thewlis) er iscenesat med en effektiv blanding af det fremmede og det uundgåelige: den er ikke bare et monster, men en slags konstant, påtrængende kommentator. Lidt efter lidt begynder både faren og de to små sønner også selv at opføre sig som denne figur.
Alligevel må jeg dog indrømme, at filmen ikke rigtig greb mig. Ikke fordi temaet ikke er vigtigt, og ikke fordi den mangler ambition, men fordi symbolikken ofte føles så tydelig og så insisterende, at den kommer til at stå i vejen for den menneskelige oplevelse. Sorgen bliver meget hurtigt “kragen”, og kragen bliver meget hurtigt “sorgen”, og dermed forsvinder noget af den friktion, som ellers gør sorgfilm virkelig stærke: tvivlen, det uventede, de små realistiske detaljer, hvor man pludselig genkender sig selv.
Jeg savnede især, at filmen i højere grad lod sorgen spejle sig i den tid, der var før tabet. At have set hovedpersonen glad i et lykkeligt ægteskab før konens død, ville have suppleret den kontrast, der skulle til for at lidelsen ved tabet virkelig kunne mærkes. For netop kontrasten mellem “sådan var det” og “sådan er det nu” er for mange mennesker en stor del af sorgens brutalitet: at man stadig kan se lyset i hukommelsen, mens man går rundt i en hverdag, der ikke længere har samme klang. Når filmen primært forbliver i den mørke bearbejdning, kan sorgen komme til at virke mere som et poetisk koncept end som et liv, der er blevet revet over.
Derfor tog jeg mig også i at blive distraheret adskillige gange i løbet af fimen. Ikke af kedsomhed i banal forstand, men af en oplevelse af, at filmen hele tiden vil have mig til at “forstå” den i forvejen meget indlysende symbolik, snarere end at lade mig føle den. Det giver en oplevelse af, at filmen er for “forklarende” i sin måde at være poetisk på. Her er The Babadook måske mere effektiv, fordi den på en anden måde lader det overnaturlige forblive ubehageligt tvetydigt, og fordi den er stærkere forankret i hverdagens konkrete konflikter.
Filmens/bogens titel vælger går i dialog med en linje fra et berømt Emily Dickinson digt: “Hope is the thing with feathers”. Men netop derfor bliver substitutionen også lidt problematisk: at sætte sorg ind i håbets syntaks kan føles som en poetisk kortslutning, hvor associationen er stærkere end tanken bag den. Jo, man kan læse titlen som en antydning af, at sorgen, når det engang er lykkes at bearbejde den, kan give plads til nyt håb. Men denne type tab bliver sjældent fuldt ud behandlet; det skifter snarere form og bliver en permanent del af tilværelsen. Set i dét lys kommer referencen til at virke mere dekorativ end oplysende.
Når det er sagt: Hvis man er til en tydelig, magisk-realistisk sorgfortælling, hvor symbol og psyke går hånd i hånd, vil man sandsynligvis opleve filmen som både gennemført og rørende. Og det er nemt at forstå, hvorfor materialet har vakt begejstring i bogform: grundideen har en poetisk enkelhed, og filmens ambition er oprigtig.
For mig blev helheden bare lidt for programmatisk. Den vil så gerne være et stærkt billede, at den nogle gange glemmer at være en levende fortælling. Men det er bestemt en film, der fortjener at blive set af dem, der søger en mere fabulerende og symbolbåret måde at tale om sorg på, og som gerne vil se Benedict Cumberbatch i en rolle, der kræver både kontrol og sårbarhed.
I tusmørket er alle katte blå Novellesamling af Morten Carlsen Enter Darkness 2025, 272 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Bagsiden på denne bog skriver at dette er er Morten Carlsens første selvstændige udgivelse. Det betyder dog langt fra at dette er en debuterende forfatter, for hans navn har været at finde i flere af de antologier der udkom i den storhedstid som horror antologierne have imellem 2010 og 2020.
Han havde noveller med i en af Harksens Cthulhu mythos udgivelser, i to af Kandors tema antologier, og også haft noveller med i Himmelskibet af et par omgange. Også i forlaget Enter Darkness antologier har han været af finde tre gange, og det er novellerne fra alle disse antologier der er blevet samlet med fem nye noveller i denne udgivelse.
For flere vil nogle af novellerne således være gensyn, men da det generelt vil være fem til ti år siden de har været læst så er det et fint tidspunkt til at genbesøge fortællingerne.
Det mørke og ubehagelige går igen i dem alle på forskelligt vis og i meget forskellig form. Samlingen starter med ”Hændelsen i dr. Francos laboratorium” som kunne lyde som en mad-scientist fortælling, men den starter i Paris jazzmiljø hvor en tournerene musiker, efter en knap så velbesøgt koncert, bevæger sig ud i byens natteliv og kommer til en mystisk klub. Her kommer han i kontakt med et par der gerne vil vise ham noget, som så føre til laboratoriet. Hændelsen er dog ikke videnskabelig baseret, men det er bestemt en hændelse er efterlader ham varigt forandret.
I den anden ende af bogen er den afsluttende novelle en fortælling om en mand der fysisk rejser tilbage i fortidens traumer ved at besøge en gård han jævnligt besøgte som barn og ung. Dengang kom han for at besøge en kammerat, men dennes bror var utilregnelig og en dyrplager. Det er mindet om broren og dennes skæbne der plager fortælleren, og som gør at han tager denne rejse tilbage i fortiden traume.
Novellerne ind imellem spænder over mødet med det mystiske i form af monstre, mystiske malerier og plagede menneskesind.
Der er efterhånden flere af de forfattere der har deltaget i en række antologier, der samler deres bidrag i udgivelser som denne. Dette er en rigtigt fin måde at samle forfatterskaber, som ellers kun er mixet ind i mellem andres. Det giver en rigtigt god mulighed for os som læsere at få genbesøgt fortællingerne samlet som her, et besøg der også i dette tilfælde bestemt er værd at tage på.
Såvel i 2025 som i 1949 lever vi i et propagandamareridt. Dét er budskabet i denne film, og jeg er voldsomt enig. I Raoul Pecks nye dokumentarfilm, Orwell: 2 + 2 = 5, præsenteres vi for en biografisk gennemgang af Eric Arthur Blairs (a.k.a. George Orwells) livshistorie, med fokus på hans dårlige helbred i de sidste måneder. Allerede i sin pureste ungdom var Blair udstationeret i Indien og Burma, hvilket formede hans kritiske holdninger til Vestens imperialisme, og siden blev udbygget til et rasende had mod totalitær propaganda og statskontrolleret folkeforførelse.
I filmen placeres George Orwells profetier – for dét er hvad de er – direkte i vores eget nutidige geo-politiske kaos. Vi konfronteres med et samtidsspejl, der er så poleret og nådesløst, at det gør ondt at se ind i det, for tingene har ikke ændret sig noget særligt siden Blairs egen tid. Der er også i dag utallige brændpunkter og lokale rædselsregimer over hele verden, hvor der stadig begås tortur, voldelige undertrykkelse, folkedrab, og andre umenneskelige uhyrligheder.
Hvor Kammerat Napoleon (1945) var en bidende satire over fortidens totalitarisme, står 1984 som det ultimative varsel. Raoul Peck og den kompromisløse producer Alex Gibney – manden bag afslørende værker som Taxi to the Dark Side og The Bibi Files – viser os med kirurgisk præcision, hvordan de berømte slagord ”Uvidenhed er styrke” og ”Krig er fred” ikke længere er litterære virkemidler, men aktive strategier i moderne politik. Filmen væver mesterligt citater sammen med optagelser fra vores egen tid, og ender med at plastre disse Orwell-citater op på billboards og reklamestandere i indkøbscentre – fuldstændig som vi så det i John Carpenters samfundskritiske sci-fi mesterværk They Live! Fra 1988. Vi bevidner fremtoningen af fascismens grimme ansigt i takt med Trumpismens indtog, hvor sandheden er blevet en flydende størrelse, der gradbøjes af dem med adgang til den største megafon: de milliardær-ejede nyhedsmedier.
Specielt må omtales sekvenserne om Kinas massive sociale overvågningssystem med ”social credits” og allestedsnærværende ansigtsgenkendelse. Jeg havde godt hørt om det før, men her perspektiveres det med Orwells ord: ”Imagination does not breed in captivity”. Det er en skarpt rammende kritik af et samfund, der praler med have trukket millioner ud af fattigdom, men i sin maniske iver efter at ”eliminere kriminalitet” gennem total kontrol (hver eneste lille overtrædelse sendes straks til alle personens familiemedlemmer, så vedkommende udskammes maksimalt!), alligevel ender med blot at producere social udstødelse, indskrænket frihed og ny fattigdom – mens al kritik af staten forbydes, hvilket selvfølgelig er det egentlige formål.
Her i 2025 erfarer vi, hvordan algoritmer og ”dark money” i amerikansk politik (som Gibney også belyser i Dark Money Games) skaber den samme form for mentale lænker, som Orwell frygtede. Raoul Peck trækker på en imponerende arv af politisk filmkunst, fra I Am Not Your Negro til hans udforskning af den unge Karl Marx. I Orwell: 2 + 2 = 5 bruger han eksklusivt arkivmateriale og referencer til bl.a. Terry Gilliams dystopiske Brazil for at understrege pointen: Orwell så det hele komme. Han analyserede det, og han advarede os. Eneste plaster på såret er at hans ord faktisk også er blevet meget udbredte, så vi i det mindste holder bevidstheden om hvad der foregår i live, og dermed håbet om en skønne dag at kunne gøre noget ved det.
Det er ikke tilfældigt, at filmen var nomineret til Golden Eye i Cannes. Det er en teknisk overlegen montage, der fryser beskuerens øjne fast på lærredet. Som Peck selv formulerer det, er vi nødt til at konfrontere myten med realiteterne i det ulideligt klare lys af en overhængende fare: ”I vore usikre tider er 2+2 helt sikkert lig med 5, hvis vi ikke vågner op nu.” Så Orwell: 2 + 2 = 5 er helt enkelt et politisk opråb. Den er en hilsen fra graven til vores forkvaklede nutid, skabt af indignationen over, at vi har ladet historien gentage sig, selvom vi fik udleveret manuskriptet for 75 år siden. Gå ind og se den – før tankepolitiet beslutter, at du ikke må. Frihed er ikke slaveri.
Et requiem af aske Riot Realms 4 Roman af Michael Kamp Tellerup, 2025, 450 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
“Når man sætter sig med en bog hvor forsiden er prydet af en mand med en kæmpe økse i den ene hånd og en flaske sprut i den anden, der står sejrende hen over an dræbt ork, så har man allerede en forventning om hvad det er for en type bog man har i mellem hænderne. Når man så efterfølgende ser at titlen er Tørre tæsk og springskaller, så understreger dette blot forventningen om at denne bog ikke er en der forsøger at indskrive sig i litteraturhistorien, men derimod en bog der vil underholde med en god gang action.”
Ovenstående var indledningen til min anmeldelse af Michael Kamps Bobs saga – Tørre tæsk og springskaller tilbage i 2007 (jep 19 år siden). Det var en underholdende gang ramagang, men allerede fra bind 2 Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde som udkom samme år blev historien mere sammenhængende og man kunne begynde at se en stører fantasy fortælling, og med bind 3 Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå (Books on Demand 2009), var der ikke meget fjolleri tilbage, men nu fokus på an fantasy fortælling om helte, monstre og et univers der stod over for ødelæggelse. Følgende skrev jeg i min anmeldelse af bind tre ”mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 [i en trilogi] hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.”
Det var tilbage 2010, og så kom der ellers ikke mere om Bob. Michael Kamp kastede sig over andre skriveprojekter, og gik fra at være selvudgiver til at bliver udgivet på Tellerup. Jeg har nogle gange i løbet af årene forhørt mig til om vi skulle forvente en afslutning, men kunne forstå at Tellerup naturligvis ikke var interesseret i at udgive bind 4 i en serie, og at det ikke lige lå for at genudgive hele serien.
Men nu knap 20 år efter er serien så blevet genudgivet, og med et afsluttende bind 4. Det er dog ikke kun en genudgivelse. På Kamps Facebook side kunne man læse at de første bind er gennemarbejdning og opdatering, og dele skrevet på ny fra bunden. Dette er meget naturligt da tonen som nævnt var meget forskellig i de tre første bind, så en gennemskrivning vil gøre dem mere sammenhængende, og så har Kamp jo også udviklet sig som forfatter på de næste 20 år, så kun naturligt at han gerne ville arbejde med teksten inden en ny udgivelse.
I den nye udgave kaldes serien Riot Realms, og havde jeg haft bedre tid, så ville jeg klart have starte med bind 1 igen, men jeg genlæste min anmeldelser fra dengang og kastede jeg mig så direkte over bind 4 for at få slutningen med.
Bob og vennerne er spredt og i problemer. Ja faktisk er Bob ikke engang i live, noget som en magisk ring dog kan gøre noget ved. Faktisk er hele verden i problemer for ødelæggende hære rykker frem og hærger, og kraftig magi truer med at rykke alt fra hinanden.
Her er det jo så heldigt at Bob og vennerne har udviklet sig til helte, for denne verden har virkeligt brug for helte . Det betyder ikke at de bare ankommer og redder dagen. Det er en hård kamp, og ikke en kamp som alle kommer levende igennem.
Når jeg nu har kastet mig direkte over bind 4 er der ikke den store grund til der store handlings referat, da folk skal have lov til at læse hele sagaen fra starten af, så jeg vil blot sige at jeg har ventet på denne afslutning i mange år, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Både de der læste med dengang, og de der først møder Bob nu, kan roligt kaste sig over Riot Realms. Eller ”roligt” er nok et forkert ordvalg, for det går ikke stille af sig i disse bøger.
Leviathan Anime-serie, Netflix 2025 Instruktør: Christophe Ferreira Efter Leviathan-trilogien af Scott Westerfeld
I denne Netflix-producerede anime-miniserie befinder vi os i en alternativ udgave af 1914. Nationerne er som vi kender dem, og der optræder flere historiske personer, men der er også store forskelle, især hvad angår teknologi. Tyskland og Østrig-Ungarn har udviklet ‘clankers’, mekaniske kampmaskiner på ben, mens England har valgt at fokusere på genetisk modificerede dyr med en teknik udviklet af Charles Darwin. Vi følger to unge hovedpersoner. Den ene er den Østrig-Ungarske prins Aleksander, en fiktiv teenagesøn af Ærkehertug Franz Ferdinand, som må flygte fra forrædere i en clanker sammen med to trofaste mænd da hans forældre bliver skudt i Sarajevo. Den anden er den skotske pige Deryn Sharp, som forklæder sig som drengen Dylan og indrullerer i det britiske luftværn, hvor hun havner ombord på luftskibet Leviathan, som er en genmodificeret blåhval (ja, fantasien fejler ikke noget!). Aleksander og Dylan mødes i Alperne, hvor Aleksander og hans tjenere kommer med på luftskibet. Leviathans mission tager dem til Istanbul, Tunguska og New York på en mission der skal opklare nogle mystiske vejrfænomener og måske stoppe krigen før den udvikler til en verdenskrig. Og hvordan er Nikola Tesla blandet ind i det hele?
Serien er baseret på en trilogi af ungdomsromaner af amerikaneren Scott Westerfeld, illustreret af Keith Thompson, og tv-seriens design læner sig meget op ad Thompsons illustrationer. Det er et ganske kulørt steampunk-univers, vi bliver præsenteret for, med hæsblæsende action der kunne være en Indiana Jones-film værdig. Skismet mellem mekanik og bioteknologi gav mig minder om Bruce Sterlings Shaper/Mechanist-univers, som måske også har været en inspirationskilde for Scott Westerfeld. Selvom der er en del klicheer (eller arketyper?) i historien, følte jeg mig godt underholdt, og seriens fantastiske univers gav mig lyst til at leve i denne alternative virkelighed – for er vores egen nutid ikke langt mere grå og trist? En anbefaling herfra til alle der holder af steampunk og alternate history. Jeg valgte i øvrigt at se filmen med engelsk tale – det føltes rigtigt når den foregår på et britisk luftskib – og jeg nød Dylan Sharps skotske dialekt med mange bandeord i denne udgave; noget som jeg tror går tabt i den japanske udgave. Det virker så til gengæld lidt bizart når Sharp på et tidspunkt synger en sang på japansk – den kunne jeg godt have ønsket mig oversat. De danske undertekster er generelt gode, men formuleringerne er meget anderledes end i den engelske tale, og det virker af og til bizart.
Vølvens vej 5: Flammesværdet Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen Lindhardt og Ringhof 2025, 448 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Efter 5 år og mere end 2000 sider er vi med Flammesværdet nået enden af Anne-Marie Vedsø Olesens fantasyværk Vølvens vej. I de tidligere bind har vores heltinde, den unge vølve Snehild, besøgt næsten alle de ni verdener fra nordisk mytologi, Midgård, Jotunheim, Alfheim, Nidavellir, Vanaheim, Muspelheim, Niflheim og Helheim. Kun gudernes verden, Asgård, mangler, og der skal Snehild selvfølgelig nå at komme forbi i dette sidste bind, inden det hele går til i Ragnarok, gudernes endeligt.
Inden da er der dog ting at gøre i Midgård, menneskenes verden. Også her bliver brændet lagt til et sidste, stort opgør. I kongebyen Himlinge sidder den unge Kong Roald Kamphøder på tronen, men både hans gamle rådgiver Brynjulf Ravneblik og hans ypperstepræstinde Ragnfrid har rænker i gang for at blive den reelle magt bag tronen. Uden for Himlinge står to rivaler også parat til at angribe. Kragedronningen Berghild Tvedræber har samlet og trænet en større hær i Vallev, og Høvding Une fra Alflev på grænsen til alfernes verden kan med den tidligere konge Aslaks søn Osvald ved sin side gøre trav på tronen. Det gryende Ragnarok gør sig dog også gældende i Midgård. Jorden skælver hver niende dag, horder af alfer flygter over grænsen fra Alfheim, og dværgene har rømmet et formørket Nidavellir og begiver sig ud i menneskenes verden. Imens søger Snehild at få styr på sine svigtende vølveevner ved at opsøge sin far i Asgård, der er ramt af Fimbulvinteren, og siden sin gamle fostermoder Hyrrokin i Jotunheim. Begge steder bevidner hun begivenheder, der viser at Ragnarok rykker nærmere, og hun får også selv en rolle at spille. Selve det store opgør mellem aseguderne og deres fjender får vi kun set på stor afstand, men hvad der sker, er også velkendt for enhver med en smule kendskab til nordisk mytologi, om ikke andet ved at have læst tegneserien Valhalla. Fokus er på begivenhederne i Midgård, hvor alle skæbnetråde bliver samlet i et stort slag i Himlinge. Det bliver en dramatisk afslutning på historien, hvor mange de personer, vi har fulgt gennem bøgerne, dør eller står stærkt forandret tilbage.
Forfatteren har gennem serien skiftet mellem en nøgternt sprog til hændelserne i Midgård og et mere floromvundet, med mange lange, remsende sætninger, til Snehilds syner og rejser i de magiske verdener. Efterhånden som historien er skredet frem, og de magiske verdenerne er trængt mere ind i Midgård, er dette poetiske sprog også fulgt med. Det ender dog med at kamme en smule over til sidst, når ret jordnære begivenheder bliver fortalt med en masse sætninger adskilt af kommaer, hvor punktummer havde fungeret lige så godt eller bedre. Om man kan lide dette eller ej, ender dog nok med at være en smagssag.
Under alle omstændigheder får Vølvens vej med Flammesværdet en god afrunding og en værdig afslutning, Selvom Vedsø Olesen mig bekendt ikke planlægger nogen fortsættelser, bliver kimen til sidst lagt til flere historier – måske nogle som læserne selv kan digte. Med serien har Vedsø Olesen formået at bryde genrebarriererne og fået en stor læserskare blandt folk, som ellers ikke læser fantasy, og alene af denne grund må Vølvens vej regnes som et hovedværk i moderne dansk fantasy – måske hovedværket. Man kan håbe at successen smitter bare en smule af på de mange dygtige, yngre forfattere i genren, som for tiden skyder op rundt omkring i Danmark og fortjener et større publikum. 9 ud af 10 stjerner.
Niøje Roman af Mikala Rosenkilde 2 Feet Entertainment, 2025, 390 sider
Anmeldereksempar er leveret af forlaget
I havet ud for Blokhus er en stor stime af Niøjer samlet. En Niøje er en lampret, et primitivt havdyr med en rund sugemund, og ligner faktisk noget taget direkte ud af en horror historie. Der begynder at ske ret blodige og dødelige angreb på badende, og Blokhus bliver naturligt midtpunktet for en uønsket opmærksomhed. De lokale kæmper i forvejen med at få det til at hænge sammen økonomisk, og disse angreb gør at der er en risiko for at turisterne blive væk hvilket vil være dræbende for det lille samfund.
Gaby har et galleri hvor der også sælges smykker til turisterne. Galleriet og privatøkonomien fylder meget for hende da den er presset. Noget der god fylder endnu mere er, at den affærer hun har, er blevet opdaget af en af hendes samarbejdspartnere, og han forsøger nu at afpresse hende.
På Facebook florer alle mulige rygter og sladder om den dårskab der er i det lille samfund. Meget af sladderen er startet af en bruger der bare går under brugernavnet Havfruen. En af ofrene for sladderen er Gabys bror, som lige er blevet udskrevet fra en lukket institution, og Gaby må nu også taget sig af dette.
Niøjer er som nævnt et oplagt væsen til en horrorhistorie, men dette er ikke en sådan. Bogen betegner også sig selv sin ”en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og havet”. Det primære i bogen er netop hvordan historiens personer forholder til sig hinanden og de trusler der er imod deres lille samfund, hvoraf Niøjerne er en klar katalysator.
Gaby er den primære fortæller i bogen, men historien er i et format af at hun har fortalt sin historie til en journalist, der så videreformidler den med Gaby for første-person fortæller. Historien er så tilsat hvad journalisten har fået af oplysninger fra andre. Så spørgsmålet er jo så hvor troværdig fortælleren er, når den primære kilde er Gaby selv.
Jeg havde forstillet mig at Niøjerne ville fylde mere i fortællingen, men de bliver aldrig farlige over for de personer vi primært følger, da de jo bare lader være med at gå i vandet. Men bogens egentlige monster er den dårskab der er under overfladen i mennesker frem for i havet, og man bliver fanget ind i hvordan alle de ting der sker i Blokhus omkring Gaby i sidste ende hænger sammen.
Hvis man vil vide mere om mystiske væsner og skabninger så Mikala Rosenkilde to Kryptozoologiske bøger Fra Loch Ness til megalodon (2 Feet Entertainment, 2024) og Fra sabelkatte til levende drager (2 Feet Entertainment, 2023) eller hendes podcast ‘De mystiske dyr’ bestemt også anbefales.
Sinners Film, USA, 2025 Instruktør: Ryan Coogler Manus: Ryan Coogler Med Michael B. Jordan, Miles Caton, Saul Williams m.fl.
Vi befinder os i 1930’ernes USA. De barske og cool tvillinger Smoke og Stack (begge spillet af Michael B. Jordan) vender tilbage til deres hjemstavn i sydstaterne med tasken fuld af penge, som det antydes at de har erhvervet på mindre end hæderlig vis. De bruger de fleste på at købe et gammelt savværk, som de vil lave om til en ‘juke joint’; hvor de lokale sorte kan mødes for at spise, drikke, gamble, høre musik og danse. Til at spille musik hyrer de dels den aldrende bluesmusiker Delta Slim og deres egen talentfulde unge nevø Sammie, kaldet Preacherboy, fordi hans far er præst. Meget af filmen går med at få præsenteret en masse bipersoner og tvillingernes forhold til dem, alt sammen smukt og stemningsfuldt filmet. Den egentlige handling starter dog først på åbningsaftenen, hvor stort set alle egnens farvede mennesker dukker op. For i baggrunden lurer ikke bare Ku Klux Klan, men også en anden og mindre menneskelig fare, som kan vise sig at være sværere at overvinde, nemlig vampyrer. Handlingen er spændende, men filmens bærende element er sydstaternes bluesmusik og det miljø, musikken opstod i, ikke meget mere end et halvt århundrede efter slaveriet blev afskaffet – i hvert fald på overfladen, for de sorte arbejder stadig i de hvides bomuldsmarker på slavelignende kontrakter. Man kan næsten ærgre sig over at der går From Dusk to Dawn i filmen, men vampyrelementerne er udmærket håndteret, og de udøde besidder en besnærende menneskelig side, som kan lokke lige så vel som skræmme. Historiemæssigt er filmen ikke helt på højde med fx Abraham Lincoln, Vampire Hunter, som har et lignende tema, men musikken giver den et løft, der kan give mindelser om Where Art Thou, Brother. Pro tip: Filmens vigtige epilog kommer først under slutteksterne. Bliv siddende og se filmen til slut.
The Fantastic Four: First Steps Film, USA, 2025 Instruktør: Matt Shakman Manus: Josh Friedman m.fl. Med: Vanessa Kirby, Pedro Pascal, Joseph Quinn m.fl.
Der er tidligere lavet fire Fantastic Four-film, fra Roger Cormans aldrig udgivne lavbudget-film fra 1994 til Josh Tranks højbudgetfilm fra 2015, men ingen af dem har været specielt gode. Siden har Marvel/Disney har generhvervet rettighederne, og så skulle der naturligvis gøres et forsøg til. Skulle denne gang være lykkens gang? Ja, det synes jeg, og et ret enigt anmelderkorps giver mig ret. Politikens anmelder kalder ligefrem filmen “et mesterværk” og kvitterer med 6 hjerter. Vi får med det samme at vide at filmen foregår på Earth 828, så vi er klar over at det ikke er det sædvanlige Marvel-univers, som åbenbart hedder Earth-199999, mens det primære tegneserieunivers er Earth-616. (‘828’ er i øvrigt valgt som hyldest til tegneren Jack Kirby, som skabte Fantastic Four sammen med Stan Lee og havde stor indflydelse på både historierne og seriens ‘kosmiske’ udtryk. Kirby blev nemlig født 8/28/1917 efter amerikansk notation) Earth-828 er en retrofuturistisk 60’er-verden, hvor Fantastic Four er de eneste superhelte. De har ofte reddet New York fra skurke som Mole Man, Red Ghost, The Wizard og Puppetmaster, men nu står de over for deres største udfordring: Sue Storm, The Invisible Woman, venter nemlig et barn. Som om det ikke er nok, ankommer en sølvglinsende kvinde fra rummet på et surfbræt og kundgør at Galactus er på vej og vil fortære planeten. Skæbnen er uundgåelig, og hun beder menneskene affinde sig med deres skæbne. Men Fantastic Four giver ikke så let op, selvom overmagten virker enorm: Hvordan stopper man et væsen, der spiser planeter til aftensmad og gerne tager en måne til dessert? Deres første konfrontation giver dem ikke det store håb, men Galactus giver dem en chance for at redde verden for en pris. Selvom prisen virker lille i den store sammenhæng, er vores fire helte uvillige til at betale den og søger at finde en anden løsning, selvom det virker håbløst. Hvordan skal det hele ende? Det vil jeg ikke afsløre, bortset fra at ingenting går som forventet. Der gøres meget ud af at Fantastic Four opfatter sig selv som en familie mere end som en superheltegruppe sammenbragt af omstændighederne. I tegneserierne er FF da også ikke bare Marvels ‘first family’, men hele superheltebranchens. Noget lignende var ikke set før Marvel lancerede Fantastic Four som forlagets første superserie i 1961, og ingen efterligninger har siden overgået denne fantastiske familie. Filmen giver sig god tid til at introducere figurerne og deres forhold til hinanden og omverdenen, og der er faktisk ret få action-scener. Temaet er mere at forstå hinanden og finde løsninger end at slå på tæven, om end Ben “The Thing” Grimm jævnligt savner noget at slå løs på. Det er det menneskelige og den personlige varme, der er i centrum, og dette centrum er uomtvisteligt Sue Storm, fremragende spillet af Vanessa Kirby (ingen relation til Jack). En klar anbefaling herfra! Jeg ville gerne se flere film med Fantastic Four i deres eget univers, men en tekst i credits afslører at vi næste gang møder superfamilien i den kommende Avengers-film, Avengers: Doomsday, der ifølge rygterne lægger op til at alle Marvel-figurerne nu skal samles i ét filmunivers, hvor Fantastic Four og X-Men/Deadpool har haft deres egne. Jeg frygter det værste, men håber selvfølgelig på det bedste.
The Old Guard 2 Film, Netflix, 2025 Instruktion: Victoria Mahoney Manus: Greg Rucka m-fl. Med: Charlize Theron, KiKi Layne, Matthias Schoenaerts m.fl.
I den første The Old Guard-film fra 2020 blev vi introduceret til en lille gruppe udødelige anført af “Andy” Andromache (Charlize Theron), som anonymt rejser rundt i verden og redder uskyldige, nakker våbensmuglere osv. for at gøre verden til et bedre sted. Undervejs i historien mister Andy uforklarligt sin udødelighed, sådan som det åbenbart nogle gange sker for hendes slags. Temaet med udødelige krigere i nutiden er set før, mest kendt i Highlander og mere for nylig i den svage Marvel-film Eternals (baseret på en ellers glimrende tegneserie skabt af mesteren Jack Kirby), men den første film fungerede trods det som hæderlig popcorn-underholdning. I denne 2’er bliver vi introduceret til den første udødelige, Discord (Uma Thurman), som har set sig sur på de andre udødelige og verden i almindelighed og vil slå alt og alle ihjel. Hun bliver hjulpet af en anden udødelig, Quynh, som hun redder fra at være fanget i en sarkofag på bunden af havet i 500 år. Der er således lagt op til en konfrontation mellem de to grupper af udødelige. Undervejs får vi også at vide at Nile (KiKi Layne), som blev introduceret i første film, er den allersidste udødelige, som har særlige evner, hun ikke er klar over. Filmen byder på et par lange og velkoreograferede action-scener, men ellers går det meste film med en masse snak, som ikke rigtig driver historien frem. På nær Theron virker skuespillerne uinspirerede – især Uma Thurman virker spildt i rollen som den endimensionelle superskurk. Og når det endelig ser ud til at vi nærmer os den endelige konfrontation, slutter filmen. Afslutningen kommer først i den tredje film – som ifølge kilder måske aldrig bliver lavet, eftersom publikum (forståeligt nok) ikke var vilde med 2’eren. Mit råd er derfor: Vent med at se denne film indtil 3’eren kommer. Ellers risikerer du at spilde din tid på en svag midterfilm, der sandsynligvis aldrig får en forløsning.
