Linda og Valentin 19 – På randen af Det Store Intet
J.C. Mézières & P. Christin
Tegneseriealbum, 48 sider
Carlsen Comics 2004
Pris: 89,95 kr.
Serien om Linda og Valentin (eller på originalsproget fransk: Valerian – agent spatio-temporale) har efterhånden eksisteret i ganske mange år – den første historie, Onde drømme (optrykt i særalbummet Fortællinger fra rummet), er fra 1967. Alligevel er det kun blevet til 19 albums og 3 særudgivelser – småting sammenlignet med fx Lucky Luke (men den sammenligning bør man nok ikke drage). Nu er det 19. album altså kommet, omkring tre år efter nummer 18. Spørgsmålet er så om det har været ventetiden værd.
I det sidste album, Mod usikre tider, søgte Linda og Valentin at finde frem til, hvad der er blevet af fremtidsbyen Galaxity, nu hvor verdenshistoriens gang er blevet ændret. Det endte med at den dæmoniske Hr. Sat kunne fortælle dem at Galaxity befandt sig i et sort hul.
I starten af dette album befinder vore to helte sig i udkanten af et sådant, kaldet Det Store Intet. Her er en mængde små verdener (eller én ringformet; det er lidt uklart) befolket af svindlere, korrupte politifolk, tyvagtige rumvæsener og driftige handelsdrivende. Linda og Valentin har aflagt sig deres lidt for iøjnefaldende rum/tidsskib og har hyret et mindre handelsskib, hvorfra de sælger diverse ting fra andre planeter, blandt andet nogle af de levende våben, de samlede op i bind 14. De kommer hurtigt i klammeri med de korrupte politifolk og nogle usynlige, ildelugtende tyve, og Valentin havner i fængsel mens Linda prøver at skaffe dem plads om bord på en ekspedition til det indre af Det Store Intet.
Der er ikke det store plot i albummet, mere en række mindre begivenheder uden større sammenhæng, og albummet virker mere som en optakt til det næste end som en selvstændig historie – hvad der er lidt skuffende, når man skal vente tre år til for at få fortsættelsen.
Mézières tegninger er som vanligt gode, men der er ikke mange af de flotte, fremmedartede vistaer, vi er vant til at se i serien. Nogle gange virker hans stadigt mere karikerede stil også lige fjollet nok, især i skildringen af de levende våben (en af dem ligner noget fra Cirkeline). Det er især slemt da Valentin spænder et par storfodede kaniner under fødderne og hopper rundt.
Det er altid spændende at læse et nyt Linda og Valentin-album, men det er ikke længere den store, med længsel ventede oplevelse, det engang var. Det virker for mig som om seriens skabere er kørt lidt træt i det og mest fortsætter serien af pligt – eller måske for at score kassen på tidligere tiders storhed.
Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr.5
