Volkodav iz roda Serykh Psov (Wolfhound)

Volkodav iz roda Serykh Psov (Wolfhound)
Fantasyfilm, Rusland 2007.
136 min. Sprog: Russisk.

En dreng (helten Volkadav, som stupidt nok er oversat til ‘Wolfhound’ i de danske undertekster, som i øvrigt skæmmer filmen med deres ringe kvalitet) ser til som hele hans landsby bliver slagtet af bevæbnede mænd der er kommet for at skaffe sig ordentligt smedede våben.. Han tilbringer det meste af sit liv som slave, indtil han vinder sin frihed

Introen er ganske enkelt et rendyrket plagiat af Conan, så jeg havde forventet at den ville blive én af årets dårlige film. Men efter dette pinligt uoriginale optrin, bliver filmen straks bedre.

Volkadav vil have hævn over den mand der slog hans forældre ihjel.. I mellemtiden redder han både skønjomfruer, gamle vise mænd, og fromme unge knægte fra forskellige lede undertrykkere. Inden længe bliver han ansat som den smukke prinsesses livvagt – hun skal transporteres til sin forlovede – og lur mig om ikke den mand der slog hans forældre ihjel, ligger på lur for at bortføre hende og slippe en ond guddom ihjel.

Der er altså absolut intet nyskabende ved denne beretning. De gode er virkelig smukke (og blonde!) de onde ligner noget der er løgn. Der er også forræderi og andre forviklinger, hvilket er alt for let at regne ud. Dog er der et meget godt spil i at prinsessen skal giftes bort til én af Volkadavs fjenders søn.

Men selve verdenen og stilen er mildest talt fantastisk. Det er et virkelig mørkt og ondt low-fantasy univers, gråt, sjasket og dejligt beskidt (man har ikke set noget lignende siden Jabberwocky), historien forurenes ikke af nogen irriterende ‘comic relief’, venner kan hurtigt blive til fjender (og omvendt), og der er mange blændende smukke øjeblikke, hvor personerne bare stirrer på hinanden, og det hele siges med lys og lyd. Helten har en flagermus som hjælper, et meget originalt påfund – og tillige meget godt animeret. Der er ingen af den slags løse ender man ville forvente fra genren – når en person først er introduceret, kan han/hun godt glide ud, men der samles op på det igen. Det eneste rigtigt dårlige er, at skurken er alt for vagt defineret. Til gengæld har vi så en rigtigt slimet biskurk, med et ledt, men alligevel forståeligt, motiv. Der dukker også en mærkelig dame op og bekendtgør at “kærlighed styrer verden”, hvilket virker lidt komisk i betragtning af hvor hård og brutal en verden det er.

Det er værd at se filmen, alene fordi den er så flot, og stemningen så rå, men alligevel måtte jeg undertrykke et gab over at der virkelig ikke lå noget i handlingen.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film og tagget , . Bogmærk permalinket.