UP
Computeranimeret film i 3D
Instr.: Pete Docter
Pixar/Disney 2009, 96 min.
Pixars computeranimerede film er altid flotte og sjove, og for det meste er historierne gode (om end ofte en tand for moralske for min smag). Alt dette gælder også for UP, der dog adskiller sig på flere punkter.
For det første er denne film lavet helt i 3D (som dog kræver polariserende briller at se), og det giver et ekstra pift til filmens visuelle side. 3D er biografernes nyeste påhit til at trække folk væk fra storskærms-tv’erne i stuerne og ind i biografsalene. Noget lignende blev prøvet i midten af det 20. århundrede, men dengang var 3D-filmene i sort/hvid – nu er de i farver. Det kræver dog stadig specielle briller at se dem, og det tror jeg vil begrænse interessen når først nyhedens interesse er væk – lige som det skete for et halvt århundrede siden.
Det andet nye er at hovedpersonen ikke er et barn eller en teenager, men en gammel mand (der dog har et barn på slæb, helt bogstaveligt). Det er forfriskende, da Hollywood sjældent tør fjerne sig fra de sikre formler, især til dyre storfilm.
Handlingen er enkel: Da Carl Fredericksen var dreng, var han stor fan af eventyreren Charles Munz, der forsvandt med sit luftskib i Sydamerika, hvor han skulle udforske et mystisk bjergplateau. Carl møder pigen Ellie, der også er stor fan, og de lover hinanden at de engang vil tage til Sydamerika, finde Munz og bygge et hus ved vandfaldet på det mystiske plateau. Men livet kommer i vejen for parret, og mange år senere sidder Carl som en bitter, gammel enkemand, alene med minderne i sit hus.
Huset står for at skulle rives ned, men Carl, der er gammel ballonsælger, slipper væk ved at binde nogle tusinde heliumballoner i huset, så det svæver væk. Nu vil han til Sydamerika! Uheldigvis får han den lille, trinde spejderdreng Russell med på slæb, og det fører til en del sammenstød mellem ung, naiv entusiasme og gammel livstræthed.
Gennem mere held end forstand når det flyvende hus frem til det mystiske plateau, men tingene her er ikke helt som Carl havde forventet det. Mere skal ikke afsløres her.
Portrættet af den gamle, trætte mand, der får nyt liv i kraft af at gå efter sin ungdoms drøm, er fint og godt nuanceret. Spejderdrengen Russell er til gengæld noget éndimensional og er mest med for at kunne udfordre Carls gammelmandskynisme og minde ham om hvordan det var selv at være et begejstret barn engang.
Det er ikke nogen dyb film, men ideen er forfriskende ny, og der er en del kærlig satire over pulp-klicheer. Slutningen er ikke særlig overraskende, men menneskevarm og en god afrunding på en ganske god film.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.22
