Twilight
Film, USA, 2008, 112 min.
Instr.: Catherine Hardwicke
Medvrk.: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Billy Burke, Peter Facinelli, Ashley Greene, m.fl.
Så er der dømt vampyr-romance! Stephanie Meyers ungdomsbøger om en 15-16-årig pige som forelsker sig i en vampyr som
har været 17 år gammel ”ret længe”, er nu nået til filmlærredet, og udover denne første film er der planlagt tre mere, hvoraf den næstkommende, The Twilight Saga: New Moon, kommer allerede til november i år (med samme hold skuespillere, naturligvis). Der er tale om Anne Rice lite og om endnu en udgave af ”the beauty and the beast”. Klichéen er fuldkommen: ung pige forføres af erfaren og frygtelig farlig fyr, og arven fra Anne Rice sikrer at drikning af blod bliver et tydeligt symbol på sex. Hele situationen er en romantisering af sex for unge (piger) som endnu ikke er helt gamle nok til det.
Handlingen kort: Bella Swan (Kristen Stewart) flytter frem og tilbage mellem sine skilte forældre, og skal nu starte i en ny high school klasse i den lille overskyede by Forks i staten Washington (nær den canadiske grænse), hvor Bellas far er politichef, og hvor antallet af solskinsdage er det laveste i USA. Den første dag møder hun den mystiske Edward Cullen (Robert Pattinson), som rynker på næsen af hende, og snart efter forsvinder i et par dage. Bella forstår ikke hvorfor han åbenbart synes at hun er så afskyvækkende. Men da han kommer tilbage er han pludselig enormt flink overfor hende, og afslører snart (well, Bella gætter det, men det er også ret tydeligt) at han er vampyr, født i 1901, og gjort til vampyr i 1918. Han fortæller at ingen nogensinde har haft en sådan effekt på ham som hun har: han finder duften af hendes blod helt uimodståelig! Han modstår dog alligevel, for han og hans lokale vampyrgruppe (allesammen meget blege og med hver deres personlighed) har nogle vidtløftige principper som tit har resulteret i konflikter med andre vampyrer: de drikker ikke menneskeblod, og gør ikke nogen til vampyrer som ikke selv beder om det. Men Bella føler sig næsten ligeså stærkt tiltrukket af ham som han af hende, og de beslutter at indlede et forhold, trods de tragiske pinsler Edward må undergå for at modstå trangen til at drikke Bellas blod! Hvor længe kan det mon vare før Bella selv beder om at få taget sin mødom, øh, jeg mener, blive gjort til vampyr…?
De lidt grinagtige klichéer til trods, så synes jeg faktisk det er en udmærket ungdomsfilm (jeg har dog ikke læst bøgerne). Produktionsværdierne er ganske imponerende, og stemningen er rigtig effektiv. Bella er en type som passer godt ind i vampyrgruppen, og selve den romantiske del (til forskel fra så meget andet i historien) virker faktisk ikke spor søgt. Hele situationen er godt nok ganske absurd (hvorfor går en 100-årig vampyr i high school? Og hvis de ikke drikker menneskeblod eller gør folk til vampyrer, hvad er der så tilbage der er farligt ved dem?), og på en række punkter svær/umulig at tage alvorligt, men den stemningsmæssige udførelse er faktisk overraskende vellykket. Hatten af for instruktøren.
Med lidt god vilje kan de fleste fejl og mangler i filmen undskyldes ved at det er en film for unge teenagere, som således også indeholder en del halv-platte ønskedrøms-elementer (sådan noget åd jeg da også selv op da jeg var 14, f.eks. med The Last Starfighter), men det gør den ikke mindre spændende. Da filmen, ligesom bøgerne, blev en stor succes, må den jo ramme noget i tidens ungdom. Det minder faktisk rigtig meget om en slags amerikansk svar på Harry Potter-fænomenet, hovedsageligt for teenagepiger – og så med hugtænder. Meget postmoderne…
Anyway, jeg så denne film på DVD, og handlingen, personerne og stilen var absorberende nok til at jeg vil gå ind og se de kommende film i serien i biografen. Karakter: 7 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20