The Spirit

The Spirit
Film, USA, 2008, 108 min.
Instr.: Frank Miller
Medvrk.: Gabriel Macht, Eva Mendes, Samuel L. Jackson, Scarlett Johansson, Sarah Paulson, m.fl.

Will Eisners berømte voksen-tegneserie The Spirit, produceret mellem 1940 og 1956, står for mange tegneseriefans som et kæmpe mesterværk. Det er en crime noirserie fuld af drama, intensitet, humor, karikatur, vold, og underlige figurer. Redaktøren for avisen, hvori den først blev trykt, ville have en heroisk og kostumeret figur, så Eisner gav ganske enkelt The Spirit en maske. Spirit kæmpede mod ærkefjenden The Octopus (hvis ansigt man aldrig så; kun hans behandskede hænder) og havde jævnligt problemer med en række femme fatales, heriblandt spionen og barndomsveninden Sand Saref og den onde atomfysiker Silken Floss, som arbejdede sammen med The Octopus. Vigtigere end selve historien var uden tvivl det visuelle udtryk, hvor stærke følelser af både opgivende håbløshed og hårdnakket stædighed står malet i ansigterne på personerne. De udviser styrke, svaghed, frustration, melankoli, fortvivlelse – ofte i næsten ubærlig grad. Melodramaet matches af den ambitiøse fortælletekniske stil, hvor innovative sideopbygninger tydeligvis har inspireret mange senere tegneseriekunstnere, såsom f.eks. Jim Steranko. Den grafiske baggrund for det hele er storbyen, og den kirkegård hvor the Spirit har sin base, og begge dele er i tegneserien anvendt på yderst effektiv vis.

The Spirit-tegneserien er nok en af de allermest europæisk-agtige af alle amerikanske serier, netop fordi det visuelle og stiliserede betyder så meget mere end historien. Amerikanske tegneserier er traditionelt historie-drevet, mens de europæiske for mange af de mest kunstneriskes vedkommende i høj grad tenderer henimod det tegningsdrevne. Jeg er mere til historiedrevne serier, så jeg må indrømme, at jeg personligt aldrig har været den store Spirit-læser. Jeg synes ikke, der er substans nok i dramaet til at retfærdiggøre melodramaet. Men det er klart, at serien teknisk set er en storslået kunstnerisk præstation.

The Spirit blev første gang filmatiseret som en stilmæssigt ret almindelig TV-film i 1987. Jeg så den i fjernsynet engang, men husker ikke meget fra den. Den gjorde ikke det store indtryk – det mest interessante ved den var, at den kvindelige hovedperson blev spillet af Nana Visitor, kendt som Major Kira i Star Trek: Deep Space Nine.

Objektivt set er den nye Spiritfilm på mange måder en ganske fair filmatisering af tegneserien. Den indeholder en hel del af de ovennævnte elementer og figurer – men mangler andre – og den understreger det visuelle fremfor den egentlige historie, som er banal. At sætte Frank Miller til at instruere den (og lave storyboards) er en forståelig beslutning. Miller har allerede, både i sin Daredevil (Dk.: Dæmonen), Dark Knight og Sin City lavet historier, hvor storbyen på mange måder var den egentlige hovedperson, og det kan ikke undre, at mange mener at The Spirit må ligge lige til Millers højreben. Men Miller har et stort ego, og i den resulterende Millerisering af The Spirit, er der væsentlig mere Miller end Eisner. Miller kan godt lide sort/hvide effekter og elsker at simplificere både de narrative temaer og de grafiske udtryk. Derfor får vi godt nok en visuelt effektfuld noir-film, men med utrolig simple baggrunde der i høj grad minder om Sin City-filmen, og med action-scener der pletvist leder tankerne væsentligt mere hen på Millers Daredevil og Dark Knight end på Eisners Spirit. Der er enkelte scener som tydeligvis er hyldester til specifikke grafiske steder i Eisners tegneserieudgave, men de får ikke den tid og opmærksomhed, som de fortjener. Følelsesmæssigt kan filmen slet heller ikke hamle op med tegneseriens højstemte drama; figurene i filmen er voldelige, men ikke intense – volden er intetsigende og lavkomisk; den er helt blottet for den ikoniske alvorskvalitet, den har i tegneserien. Personerne er måske nok pletvist sjove og selv-ironiske; The Octopus’ klonede henchmen var ganske morsomme, og de fleste af Samuel L. Jacksons scener er også generelt ganske underholdende, omend ikke specielt meningsfulde. Figurene ender med hverken at være specielt effektivt karikerede eller specielt bizarre (selvom især Jackson virkelig prøver), og det endelige resultat, i kombination med den ligegyldige historie, er ærligt talt pivkedsommeligt. Især den prætentiøse og uoverbevisende voice-over hæver kedsommeligheden til fysisk smertefulde højder. I stedet for en tegneserie med god kunstnerisk dybde, får vi endnu én i en uendelig række af amerikanske film som lægger vægt på overfladisk stil frem for substantiel historie. Et skoleeksempel på en mindre kunstners ”visionære” be-/mishandling af en større kunstners værk. Det var simpelthen søvndyssende.

Karakter: 3 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *