Sort Hul
Graphic novel af Charles Burns
Oversat af Paw Mathiasen
Forlaget Fahrenheit, s/h, 368 s.
Sorte, syrede “ungdomserindringer” Politikens Kim Skotte anmeldte denne bog så positivt i maj 2010, at jeg måtte læse den. Sort Hul foregår blandt teenagere i Seattle i 1970’erne, så forfatterens univers genkender jeg fra min egen tid i de regnvåde, nordvestlige skove. “I’ve never seen so many trees!”
Historien er ganske kort, at de unge bliver smittet med en ukendt og virkelig ulækker sygdom, når de dyrker (ubeskyttet) sex. De får bylder, haler, åbne sår, mutationer, hud der falder af osv. og bliver udstødt af samfundet. Lidt den samme morale man kan støde på i en del horrorfilm, mao. at det ville gå figurerne langt bedre, hvis de holdt sig på måtten. Man kan også se Sort Huls sygdom som et symbol for 80’ernes AIDS og den stigmatisering af de smittede, det medførte. I Sort Hul er der ingen kur, ingen vej ud. Dog er det forskelligt i hvor slem grad de smittede rammes. Den ene hovedperson, Chris, er uvidende om, at hun er blevet smittet af Rob, som hun er vild med og har dyrket sex med til en fest. Det viser sig først, da hun en nat få dage efter går i vandet, og de andre væmmes ved synet af den dybe, freudianske flænge ned gennem hele hendes kønne ungpigeryg.
Historien kører i flere lag, på overfladen 70’er-teenagernes kredsen om seksualitet, identitet, forelskelse, fester, gruppedynamik, udstødning og generel forvirring. Lagene længere nede, hvor vores tre hovedpersoner har taget stoffer, drukket eller drømmer/mindes er udsyrede tour de forcer af kæmpeslanger, affald, kønsdele, hemmelige budskaber, knogler, stjerner, skeletter, monstre, afrevne kropsdele og andet godt. De forskellige elementer samt tid og sted glider let og ubesværet over i hinanden og er med til at understrege den forvrængede virkelighedsoplevelse. Jeg tror gerne, at Charles Burns har lavet god og grundig ‘research’ som teenager. Og det er flot lavet.
Figurerne er lidt stivt tegnet, og historiens udtryk er dystert, bla. understreget af den konsekvente belysning nedenfra, ligesom når man holder en lommelygte under sit ansigt. Det twister ansigterne og bidrager til den uhyggelige stemning. Selv de (få) relativt lyse og optimiske passager varsler undergang lige om lidt.
Bogen er gennemført grafisk flot! ‘Lækker’ ville dog være et forkert ord, for emnet – unge mennesker drikker, tager stoffer og dyrker sex, der giver dem en mystisk sygdom som får dem til at flygte ud i skovene, spise affald og slå ihjel – er ikke det mest appetitvækkende. Og Charles Burns svælger i dén grad i de uhumske detaljer.
Men bogens opsætning og udstyr er virkelig flot. Flere danske anmeldere er meget begejstrede for denne udgivelse og kalder den et mesterværk. Jeg respekterer den konsekvente, grafiske stil og det gennemførte univers, men grundlæggende er historien for kuldslået og dystopisk for min smag.
Anmeldet af Karina Bjerregaard i Himmelskibet nr.25