Le Concile de Pierre (The Stone Council)

Le Concile de Pierre (The Stone Council)
Frankrig 2006, 102 min.
Sprog: Fransk.
Thriller/fantasy.
Instruktør: Guillaume Nicloux
Medv. Monica Bellucci, Catherine Deneuve og Moritz Bleibtreu.

Det er ikke så lang tid siden at denne oversete film kom i Blockbuster. Den har fået en meget hård kritik internationalt, ikke mindst af de sædvanlige amerikanere der synes at CGI’en er for dårlig i forhold til de kæmpestore produktioner de er vant til, samt dét irriterende faktum at heltinden på et tidspunkt undslipper via en luftkanal (en dum detalje, men den ødelægger ikke filmen). Mange har også brokket sig over at alt for mange forskellige folk kan tale fransk, men ærligt talt – ingen ville overhovedet have lagt mærke til det, hvis den var indspillet på engelsk.

Laura Siprien (Bellucci) har adopteret en centralasiatisk dreng, og så skulle hendes lykke jo ellers være gjort. Men selv inden rædslerne begynder, er der en truende og kold stemning. Laura hallucinerer (eller gør hun?), og det står snart klart at det ikke er en helt almindelig dreng hun har adopteret. Jeg vil ikke afsløre mere, for filmen bygger meget på slags konspirationsplot ligesom med Frk. Smilla (1997), men fordi forklaringen her er overnaturlig (eller er den?), er det en meget bedre historie.

Filmen er ikke specielt original, men den har en ægte usikker og truende stemning, selv om der ikke sker særligt meget – lidt ligesom i The Astronauts Wife (2000). Alle de mystiske, grænsende-til-det-magiske elementer er underspillede, og derfor er den ikke just perfekte CGI begrænset til få drømmeagtige scener, hvilket gør det mere tilgiveligt. Dette højner faktisk spændingen meget. Som jeg allerede har hentydet til, er der stor usikkerhed om hvad der egentlig foregår, og det er måske derfor at den har fået så hård kritik. Men hvis man godt kan lide en mildest talt esoterisk stemning, så er den bestemt seværdig.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *