Cirkler

CirklerCirkler
En science fiction antologi
Red.: Flemming R.P. Rasch
Ny Science Fiction, 2007
100 sider, 99 kr.

Cirkler er en antologi med originale danske science fiction-noveller, skrevet på invitation af redaktøren Flemming R.P. Rasch og udgivet på Flemmings eget forlag Ny Science Fiction. Bogen indeholder 13 noveller af 9 forfattere, hvoraf nogle har baggrund i det danske science fiction-fanmiljø mens andre kommer fra diverse avantgarde-forfattermiljøer som fx Øverste Kirurgiske.

Bortset fra at alle novellerne er science fiction, er det svært at finde nogen rød tråd der binder dem sammen. Der er rumhistorier, dystopiske fremtidsvisioner, satiriske fortællinger og ren surrealisme. Nogle er meget moderne i form og indhold, mens andre lægger sig op af traditionel, amerikansk science fiction. Den korteste novelle er på bare seks linjer, mens den længste er på tyve sider. Med andre ord kommer antologien godt omkring i hjørnerne af hvad science fiction er.

Flere af forfatterne vil være velkendte af Himmelskibets læsere. Således er Richard Ipsen repræsenteret med to noveller, De danser i Reykjavik og Kodrivernes år. Begge er stemningsfulde beretninger fra ikke så fjerne fremtider; historier hvor miljøet og personerne er vigtigere end plottet. Flemming R.P. Rasch er selv repræsenteret med den korte novelle Cirklen, hvis satire formodentlig ikke vil blive forstået uden for en ret lille gruppe af danske science fiction-fans. Karina Bjerregaard, som har lavet både illustrationer og noveller til Himmelskibet, er ansvarlig for bogens omslag og er i øvrigt den eneste kvindelige bidragsyder til antologien.

H.H. Løyche, der med to romaner og en novellesamling bag sig nok er den mest professionelle forfatter der er med i antologien, har skrevet det længste bidrag, Gaden hvor jeg råbte dit navn, en dyster beretning om en fremtid hvor mennesket er ved at miste sin eksistensberettigelse. Den eneste anden romanforfatter der er repræsenteret, er Lars Konzack, hvis bidrag Stævnemødet er et surrealistisk mareridt om et mentalt forkrøblet fremtidssamfund.

Flere af antologiens historier virker ufærdige, mere kladder eller skitser til historier end færdige, formfuldendte fortællinger. Det gælder især de tre korte indlæg fra Kenneth Krabat, hvoraf den ene, Katastrofe til tiden, er et forslag til en tv-serie, der ville blive temmelig surrealistisk, men næppe nogen større seersucces. Også Steen Knudsens rumhistorie Passage kunne trænge til en ansigtsløftning; den er mere refererende end fortællende.

Michael Erik Næsby, som ellers mest skriver rollespilscenarier, har leveret to gedigne, humoristiske noveller, Skriv en novelle og Cirkelslutning. Humor er der også i Stig W. Jørgensens Lufthavets skabninger, der er en beskrivelse af en almindelig hverdagssituation på jorden, som den kunne have set ud hvis den var beskrevet af en udenjordisk science fiction-forfatter.

Antologien bliver rundet af med Jens Blendstrups novelle Stjerner og lærketræer, der handler om et mystisk træ i en ellers almindelig baghave.

Selvom kvaliteten af novellerne i Cirkler er lidt svingende, synes jeg der er flere perler end fejlskud. Under alle omstændigheder er det et godt initiativ at få gjort mere dansk science fiction tilgængeligt i bogform og dermed også på bibliotekerne.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.14

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *