Alien Adventure og Haunted House
Tycho Brahe Planetariet har netop haft premiere på to små nye computeranimerede 3-D film på hver ca. 15 min. Den første, Alien Adventure, handler om nogle aliens som finder Jorden, og vil checke om der er intelligent liv. Tilfældigvis kommer de til at lande i en ny, men endnu uåbnet forlystelsespark, Adventure Planet, hvor de gennemgår de for dem fremmedartede (og folketomme) forlystelser. De tager siden af sted igen, konkluderende at der på Jorden åbenbart ikke er nogen interesse for videnskab. Der er ikke nogen egentlig handling (udover selve konceptet) eller dialog i filmen; den viser blot de forskellige forlystelser på en komisk og teknisk imponerende måde.
Den anden film, Haunted House, er rent handlingsmæssigt ligeså minimalistisk. Man følger en kats natlige runder i en hjemsøgt mansion, fyldt med farlige og besynderlige spøgelser og gespenster, levende dukker, skeletter der står op af gravene, osv. Der er også et astral-legeme fra en sovende hund, som forfølger katten, samt rigeligt med rotter og slanger og den slags.
Man ser filmene med 3-D-briller på. Film- og farveteknikken til opnåelse af 3-D-effekten via rød/ grønne briller har været brugt mindst siden 1950erne, og jeg må indrømme at jeg ikke er så imponeret over hvor ”langt” man er kommet på dette område siden. Jeg var mere imponeret over Captain EO i begyndelsen af ’80erne (det var dog også live action). 3-Deffekterne i Planetariets animationsfilm er flotte nok, men rent animationsmæssigt kan man i dag lave noget der er stort set ligeså godt i 2-D. Den dybde der kan opnås i de bedste animationsfilm i dag, som man f.eks. så det i The Incredibles, er næsten så 3-Dagtig som den kan blive på et fladt lærred. Og Planetarie-forestillingen fokuserede mere på dybde i selve skærmbilledet, end på effekter der virkelig så ud til at springe ud mod tilskueren. Så jeg synes ikke at disse 3-D-film er bedre lavet end de bedre computeranimerede 2-D-tegnefilm. Det er omtrent samme niveau. Og man savner noget handling i disse 3-D-kortfilm, men det er selvfølgelig begrænset hvad man kan forlange på 15 minutter. Et andet kritikpunkt er at Planetarie-filmene ikke var optimeret til et Planetarium. De brugte langtfra hele det halvkugleformede lærred, men blot en firkantet del af det. Så det virkede i hvert fald på mig som om man sådan set ligeså godt kunne have set filmene i en biograf. [De fås også på DVD –red.]
I betragtning af filmene ikke rigtig indeholdt nogen egentlig handling, og at der var et væsentligt fokus på små-humoristiske situationer i især den første af filmene, må de siges at udgøre særdeles let underholdning, og hvis jeg skal vurdere målgruppen, så tror jeg det hovedsageligt er børn som vil lade sig underholde af disse film.
