Zombie – Nattens Terror
(Le Notti del Terrore)
Film, Italien, 1981, 85 min
Instr.: Andrea Bianchi
Medv.: Karin Well, Gianluigi Chirizzi, Mariangela Giordano, Simone Mattioli, Peter Bark m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010
I kølvandet på Lucio Fulcis horrorhit Zombie 2 (også udgivet af Another World Entertainment under titlen Rædslernes grønne ø og i øvrigt et must for genrefans!) fik publikum smag for flere italienske blodigheder, hvilket medførte en regulær samlebåndsproduktion af billige zombiesplattere. En af dem, der stak ud i mængden, er Andrea Bianchis Le Notti del terrore med sit mindeværdigt perverterede indhold af zombier, sex, splat – og incest!
Under udgravningen af en gammel etruskerkrypt vækker professor Ayres uforvarende en flok sultne zombier og indser straks, at han er første punkt på deres menu. Forud for sin død har han dog inviteret nogle venner, tre par samt det ene pars søn, til sit slot for at se på sine arkæologiske fund. Da de ikke finder professoren ved ankomsten, benytter de ventetiden til lidt seksuelle udskejelser (med et samspil og en dialog, der nok er set bedre i indtil flere pornofilm), indtil zombierne pludselig kommer stavrende og ødelægger deres sjov. Flokken trækker sig forfærdet tilbage til slottet, hvor de levende døde belejrer dem. Iklædt sæk og aske og bevæbnet med diverse have- og høstredskaber udgør dødningene et rammende billede på plebejeres oprør imod dekadente herskaber, i dette tilfælde en flok lystne livsnydere uden meget andet end lir for øje.
Netop dette modsætningsforhold imellem kødets glæder og dets rædsler er gennemgående i italiensk (og anden sydeuropæisk) horror fra perioden. En trøstesløs underminering af den katolske tro på ånden, hvor mennesker i stedet fremstilles som blot forgængelige, driftsstyrede køddukker. Både de levende og døde søger det varme kød, og selv om zombiernes hensigt er at sætte tænderne i det, fremstår de hurtigt som lumre, ormstukne voyeurs, når de lister sig ind på de elskende, og der sigende krydsklippes imellem sex og død.
Selv den 10-årige yngling Michael emmer af drifter, hvilket kommer til udtryk i et bizart og foruroligende incest-subplot, som udgivelsen bryster (utilsigtet ordspil!) sig af på omslaget. Michaels mere end almindelige moderbinding er hurtigt åbenlys: Han afbryder bestyrtet sin mor og papfar i seng sammen, og da drengen senere rører moren mellem lårene, og hun standser ham i dette, indvender han vantro: “What’s wrong? I’m your son!” Øh, ja…
Det ville selvfølgelig være ulovligt at bruge et barn i den meget nærgående rolle, der yderligere demonstrerer en særlig smag for mors barm. Skuespilleren, Peter Bark, var da også 25 år, men havde en form for dværgvækst, der fik ham til at fremstå som en miniatureudgave af et normalt menneske. Hans plagede udtryk minder dog om en voksen mands, hvilket gør det hele så meget mere bizart, og tilsammen har givet både filmen og Bark lidt af en kultstatus i horrorkredse.
Nu er det ikke ligefrem noget ukendt fænomen, at karakterer i gyserfilm undertiden træffer usmarte valg, alene for spændingens eller plotfremdriftens skyld. Tilhængere af genren vil måske næsten betragte dette som en konvention, og hvem har i øvrigt også nogensinde været belejret af zombier, således at de kan modbevise det troværdige i disse personers adfærd? Alligevel er det dog ikke hver dag, man støder på en zombiefilm, hvor de levende døde i den grad fremstår så meget mere kompetente end de mennesker, de forsøger at komme ind og fortære.
“Stand back, I’m your friend!” udbryder professoren skrækslagent og nyttesløst i et forsøg på at holde den første af zombierne fra livet, da han forstyrrer deres gravfred. “Mother … This cloth, it smells of death,” konstaterer lille Michael med kendermine efter at have snuset til en gammel las i slottets værksted. Her lærer drengens papfar hans mor at skyde til måls med en pistol imellem de sikkert værdifulde genstande, professoren har udgravet. Da zombierne dukker op, og kuglerne ikke bider på deres kroppe, gør manden sig ingen yderligere anstrengelser for at holde dem fra livet. “Let them come in! Maybe it’s something in the house they want, not us!” foreslår et af de andre kvikke hoveder, da zombieflokken stormer slottet, og resten af gruppen er straks med på idéen. Sådan fortsætter dumhederne filmen igennem, i øvrigt akkompagneret af noget, jeg bedst kan beskrive som syret rummusik.
Som om flokkens egen dumhed ikke truer deres overlevelsesmuligheder tilstrækkeligt, kan zombierne også visse tricks, som når de med koordinerede stød fra en rambuk forsøger at sprænge slottets port eller med hakker, økser og lugejern hugger sig vej igennem slottets træværk. Som en rådden ninja bestiger en af dem en lodret stensøjle og klatrer op til 1. sal, hvor den i et direkte rip-off af Zombie 2 trækker en stakkels kvindes hoved ved håret ud igennem vinduesrammens skarpe glasskår. Og i en mindeværdig scene kaster en anden ninjazombie en nagle, der spidder tjenestepigens hånd til muren, da hun læner sig ud af et vindue for at lukke skodderne. Mens hun skrigende forsøger at slide sig løs, samles en gruppe af de andre zombier under vinduet, hvorfra de rækker en sløv gammel le op og skærer hendes hoved af, så det dumper ned til dem. Klasse!
Zombierne har et rustikt og til tider ret effektivt look, om end det i nogle tilfælde kammer over og snarere ser fjollet ud. Nogle af de ellers ganske fine sminkninger og masker udsættes også for flere close-ups, end disse egentlig kan klare. Jeg skal ikke kunne sige, om det har virket i VHS-dagene, men i DVD’ens tidsalder bemærker man (trods den stadig lidet imponerende billedkvalitet) tydeligt en sortmalet næsetip, der stikker frem gennem det trekantede hul midt i kraniet samt et par sortmalede læber bag tænderne. Det er lidt synd eller lidt ekstra sjovt, afhængig af hvor alvorligt man tager filmen. Dog er både zombierne og den megen splat tilpas klamt lavet, og filmen har flere fine scener med zombier, der står op fra deres grave.
Zombie – Nattens Terror er et bizart miskmask af splattet rædsel og ufrivillig komik. Ikke så snart er det lykkedes en scene at oparbejde en stemning af uhygge og væmmelse, før en eller anden tåbelighed fuldstændig punkterer dette og i stedet vækker hovedrysten og latter hos publikum. Det kunne være så nemt at afskrive filmen af samme grund, men i stedet er det svært ikke at holde af dens oprigtighed og insisteren på gru, selv i de mest fjollede øjeblikke. I DVD’ens medfølgende booklet optræder en anekdote om, hvordan instruktøren ikke havde travlt med at gribe ind, da der under optagelserne gik ild i en stakkels zombiestatist – i hvert fald ikke før der var kommet nogle gode skud af det i kassen. En kamikazeagtig tilgang, der på en eller anden måde synes at kendetegne resten af filmen også…
Er du fan af zombier eller B-films-splat i almindelighed, vil jeg bestemt anbefale denne elskelige og uslebne lille genreperle. Og på vej hjem fra DVD-pusheren kan du jo passende svinge ind forbi dit lokale supermarked eller købmand, købe en stribe pilsnere med og invitere nogle ligesindede over til en god gang gru og grin.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27
