Xtro
Film, England, 1983, 81 min.
Instr.: Harry Bromley Davenport
Medv.: Philip Sayer, Bernice Stegers, Danny Brainin m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010
Da Tonys far, Sam, bliver kidnappet af rumvæsener, tror ingen på drengen. Tre år efter bor Tonys mor sammen med en ny kæreste, Joe, der har svært ved at komme ind på livet af drengen. Tony er stadig meget optaget af sin far og bliver selvfølgelig lykkelig, da denne uventet vender tilbage, men det er selvsagt ikke alle, der er lige begejstrede for situationen. Joe stoler ikke på Sam, der hævder, at han intet husker, og det bliver ikke bedre af, at Rachels gamle følelser for manden atter begynder at rumstere under overfladen. Under Sams overflade, derimod, rumsterer en grum hemmelighed af udenjordisk tilsnit…
“Not all Extra Terrestrials are friendly,” hævder Xtro, som bestemt heller ikke har meget at gøre med den rare, rynkede klump, vi kender fra E.T. Det havde jeg nu heller ikke nogen forventninger om og så i stedet frem til konventionelt og hyggeligt lille 80’er-rumgys med masser af dertilhørende hørende campy gummimonstre og blinkende lamper. Og Tony var så garanteret knægten, ingen af de voksne troede på, men som alligevel skulle vise sig at være klogere end de andre og redde dagen i sidste ende.
Det kan være farligt med alle de forventninger; man risikerer bare at blive skuffet. Og jeg sad da også tilbage med en ejendommeligt uopfyldt følelse, da jeg havde set Xtro færdig. Til filmens fordel skal det dog siges, at jeg gik ombord i den med forventningerne justeret efter en model, jeg godt tør kalde amerikansk, uden dette nødvendigvis skal have en negativ klang.
Den amerikanske filmindustri ligger inde med et anseligt bagkatalog af film om diverse uvæsener og rumvæsener, og de eskapader deres besøg medfører. Fortællingerne tegner sædvanligvis et rimelig klart billede af helte og skurke, af de overvejende sympatiske og usympatiske, og det plejer at være nemt at finde en person at identificere sig med eller bekymre sig for. Navnlig i de kulørte 80’ere.
Men ikke i den engelske Xtro, en mere dyster sag, der frem for bekvemme konventioner satser på komplicerede karakterer med følelsesmæssige gråzoner og moralsk tvetydighed. Alle de involveredes motivationer synes forståelige, også selv om de kan have alvorlige konsekvenser for andre. De er alle fejlbarlige, og det er ikke sådan lige til at tage side. Filmen lægger da heller ikke op til dette, men lader os snarere være fluer på væggen, hvorfra det står os frit for at drage vores egne konklusioner, mens begivenhederne udvikler sig.
Det er en uvant tilgang, der udfordrer publikum og på nogle kan virke decideret fremmedgørende, måske i værste fald ligegyldig, i sine nøgterne observationer. Både denne og ovennævnte model har sine fordele og ulemper, hvor publikum på den ene side har en klar identifikation, men måske også må affinde sig med en vis forudsigelighed og en mere forenklet karaktertegning eller på den anden side kan nyde godt af mere komplekse og troværdige karakterer, men måske samtidig savner nogen at holde med.
For mit vedkommende vandt filmen dog en smule ved nærmere eftertanke. Den er ikke noget stort værk, og en række scener, hvori de mystiske, udenjordiske kræfter levendegør forskelligt legetøj, som så udfører mord, virker måske lidt fjollede, filmens afdæmpede tone taget i betragtning. Der havde jeg nok foretrukket, at truslen fra rummet var af en udelukkende biologisk natur – ikke mindst da det biologiske aspekt af filmen er dejligt grumt.
Xtro er dog stadig ganske fin underholdning, der er et kig værd. Men vær nu forberedt på, at filmen ikke som så mange andre i genren interesserer sig for at skabe pro- eller antagonister, men blot lader tingene gå deres ildevarslende gang.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27
