Yatterman
(Yattâman)
Film, Japan, 2009, 119 min.
Instr.: Takashi Miike
Medv.: Shô Sakurai, Sadao Abe, Kyôko Fukada m.fl.
Distribueret af Another World Entertainment
Yatterman (egentlig Yattâman) begyndte som en tegnefilmserie, der kørte i 108 afsnit i Japan 1977-1979. Serien blev genoplivet i 2008, og i 2009 blev der lavet denne live action-film baseret på den gamle serie.
Af hvad jeg kan se af klip på YouTube, er tegnefilmene en ret fjollet børneserie, der dog indeholder nogle bizarre sex-elementer, som fx kvindelige kæmperobotter der skyder raketter ud af brysterne. Det er den sædvanlige historie om de heroiske unge mennesker mod de onde voksne.
De unge er parret Gan og Ai. Gan er søn af en genial, men forsvundet, robotbygger, og han har bygget faderens største opfindelse, robothunden Yattawan færdig. Ai er hans kæreste og datter af en lokal legetøjsproducent. Når de bekæmper ondskab, altid i form af den inkompetente Dorombo-bande, tager de rollerne som Yatterman 1 og 2, iført kulørte kedeldragter og bevæbnet med elektrisk ladet legetøj. Robothunden Yattawan er kæmpestor, men ikke voldsom sej. Dog, når man fodrer han med nogle bestemte elektroniske kødben, begynder han at producere horder af minirobotter, designet til at klare det øjeblikkelige problem.
Dorombo-banden består af den sexede Doronjo og hendes to inkompetente, dyrelignende håndlangere, hvoraf den ene er ulykkeligt forelsket i Doronjo. Deres kamprobotter går altid i stykker i mødet med Yatterman, så de har jævnligt brug for at udføre diverse kulørte svindelnumre for at skaffe penge til en ny. Dorombo-banden tager ordrer fra en mystisk, skjult skikkelse, som kalder sig Tyveguden Dokurobei. Han er ude efter stumperne af et forstenet kranium, der besidder stor magisk kraft, og det er Yatterman, der plejer at forpurre hans onde planer.
Filmen følger i det store og hele skabelonen fra tv-serien, blot men en lidt mere kompliceret historie. Ikke fordi historien betyder så meget; attraktionen i filmen er så afgjort de energiske og dybt fjollede optrin undervejs. Effekterne svinger mellem at være ret imponerende til at ligne noget fra Børnetimen, men fordi filmen overhovedet ikke tager sig selv alvorligt, generer det ikke. Det er ikke nogen dyb film, men udmærket, useriøs underholdning, der nok mest er for større børn (bl.a. fordi filmen er undertekstet, ikke eftersynkroniseret), men godt kan nydes af voksne med barnesindet bevaret.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.27
