Repo! The Genetic Opera
Film, USA, 2008, 98 min.
Instr.: Darren Lynn Bousman
Medv.: Paul Sorvino, Anthony Head, Alexa Vega m.fl.
På DVD fra Scanbox Entertainment.
I en ikke så fjern fremtid er organsvigt og sygdomme blevet en epidemi. Der er ingen kur. Indtil firmaet GeneCo gør det muligt at transplantere kunstige organer. Men alt har sin pris. Og verdens frelser får hurtigt indført inkasso-ordninger, så kan du ikke betale for din lever, så kommer inkasso – i forklædning af de røde repo-mænd – og de er ligeglad med dine undskyldninger, for du skylder…
Imens sidder den unge Shilo Wallace spærret inde på sit værelse. Hun har fået en blodsygdom fra sin afdøde mor, og Shilos far, Nathan, tør ikke lade sin datter gå ud i verden, før han selv har fundet en kur.
I den anden ende af byen sidder Rotti Largo, ligeledes syg af noget, der endnu ikke er en kur for. Rotti er GeneCo’s grundlægger, og på dødens rand ser han, at ingen af hans børn er værdige arvtagere. Heldigvis har Rotti og Nathan noget til fælles…
Som titlen afslører, er der musik med i den her film. Det er faktisk en musical. En musical om en opera. Kan man ikke lide musicals, så … se filmen alligevel, det fortjener den.
Igennem hele filmen svinger vi imellem at høre om Rottis kamp for at finde en arvtager, og Shilos kamp for at finde en kur. Samtidig hører vi også om byens afskum, de prostituerede og en pusher, der går under navnet Gravrøver. Alt bliver kædet sammen i en samlet historie om en by i forfald, og de mennesker, der har gjort at det ser sådan ud.
Det mest interessante i filmen er bipersonerne. Gravrøver, der også agerer fortæller for publikum, er spændende, og man kan ikke andet end at ønske at der var mere med ham (det er der også, på ekstramaterialet). Rottis børn er ligeledes fantastiske, Bill Mosely som den psykopatiske Luigi Largo, og Nivek Ogre som Pavi – en voldtægtsforbryder der ynder at skrælle pigers ansigter af for selv at kunne gå med dem.
Den sidste af de tre børn er Amber Sweet, spillet af Paris Hilton. Hun har igennem tiden fået meget høvl, men jeg er meget benovet over hendes præstation i denne film. Måske fordi hun spiller en rig og forkælet arving, måske fordi hun har talent.
Det dystopiske setting er også gennemført. Og med en masse reklamer, der spilles i tide og utide får vi et godt billede af hvem, der er de store, og hvem, der er de små. Nathan og Shilos hus, og ofte også deres tøj, får endda en til at tænke steampunk, dog uden at damp nogensinde spiller en rolle. Det er trods alt en nær fremtid.
Sangene er fængende, og man kan efter et par gange synge med på det meste (og man vil komme til at se den et par gange, det kan ikke undgås). Det er rock, det er pop, det er opera, alt sammen blandet sammen, og med små nik til Rocky Horror Picture Show.
Sangen “Zydrate Anatomy” skal her have speciel ros, da den i tre små vers får forklaret meta-viden til publikum, uden at man nogensinde bliver revet ud af filmens univers. Sangen minder mest af alt om en børnesang i dens opbygning, og det fungerer! Hvis man altså er til børnesange om hvordan man tager stoffer – og det er jeg, åbenbart.
Skal man sige noget negativt, og det bør man jo nok, når man skriver en anmeldelse, også selvom man ikke har lyst, så er det at filmen nogle steder godt kunne have ryddet lidt op efter sig. Enkelte steder i filmen er der genstande og dialoger, der giver en indtryk af, at der er noget man ikke har fået fortalt, og hører man kommentatorsporet, hvor de fortæller hvordan historien først var opbygget, begynder det hele at give mening. Men det er vel en af den slags ting man må leve med når man redigerer post-produktion. Jeg vil egentlig også hellere have filmen som den er nu, end med det originalt tænkte, da det virkede en kende for urealistisk – Men det kan du jo selv bedømme når du ser filmen.
Alt i alt er jeg vild med Repo – the genetic opera. Den har humor, alvor, samfundskritik, og glimt i øjet. Godt skuespil hele vejen igennem, lækre sange, man til sidst ikke kan andet end at synge med på, og en historie, der til sidst går lige i hjertekulen på en.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27
