Menneskehavn
Roman af John Ajvide Lindqvist
Forum 2010, 464 sider
Domarö er en lille svensk ø, med et lille idyllisk skærgårdssamfund. Beboerne er ikke meget for besøgende fra Stockholm, og er man ikke indfødt, vil man altid blive betragtet som tilflytter, uanset hvor mange år der er gået. Anders er oprindeligt fra øen, men flyttede derfra med sin mor da han var ung. Hver sommer tilbragte han dog på øen. Selv da Anders bliver voksen, bliver han ved med at have tilknytning til øen, og en vinter tager han derud med sin kone og barn igen. På en udflugt til det gamle fyrtårn, får den 5-årige datter øje på noget ude på isen. Hun er den eneste der kan se det, og hun får lov til at undersøge det, men hun må dog ikke gå langt fra fyret. Kort efter er hun forsvundet. Sporene stopper simpelthen bare, og selv en storstilet eftersøgning giver intet resultat.
Få år senere vender Anders tilbage. Konen er nu gået fra ham, og han har levet et liv på bunden af en flaske siden datterens forsvinden. Det slår Anders at det er underligt at der på intet tidspunkt er nogen der har mistænkt ham for sin datters forsvinden. Han var alene med sin kone ude ved fyrtårnet, så det ville være oplagt at mistænke parret for pigens forsvinden. I stedet lader det til at beboerne efter endt eftersøgning blot accepterede at pigen var sporløst forsvundet. Det viser sig dog at der igennem tiden er forsvundet mange på øen.
For mange år siden fandt der menneskeofringer sted på øen, ofringer til havet der skulle sikre en god fangst. Dengang var der hvert år en afstemning om hvem der skulle ofres, noget der gjorde at det altid var særlinge, de hidsige og ondskabsfulde, der blev ofret. Da ofringerne holdt op, begyndte havet dog selv at tage sig sine ofre. Det lader dog til at der nu er noget galt med havet og nogle af disse personer, eller personligheder vender tilbage for at indkræve yderligere ofre.
Historien er dog meget andet end en spøgelseshistorie. Den er en beretning om det lille samfund og de mennesker der beboer øen. Om Anna-Grete der er øens uformelle leder, og hendes kæreste, tilflytteren Simon, som ‘kun’ har boet på øen i 50 år. Simon er tryllekunstner, og har bl.a. haft et meget populært nummer som udbryderkonge. Det er dog ikke alle hans tricks der skyldes fingerfærdighed og illusioner. Simon er kommet i kontakt med en Spiritus, et lille billeagtigt dyr der giver ejeren en vis form for vandmagi.
Lindqvists første bøger var den fantastiske Lad den rette komme ind, der var en alternativ vampyrfortælling, og den lige så alternative zombiefortælling Håndteringen af udøde (begge anmeldt i Himmelskibet nr. 20). Menneskehavn er bestemt heller ikke en spøgelseshistorie af de normale. Det er en skæbneberetning om et lille lukket samfund, og en faders savn, pakket ind i beretningen om spøgelser og genfærd. Bogens omslag kalder den en skrækroman, hvilket jeg nok ikke vil kalde den, men den er uhyggelig på den helt rigtige måde. Den er meget stemningsmættet, og efterhånden som man finder ud af at noget er helt galt, og at det onde i havet lige så stille er ved at snige sig ind og udslette det lille samfund, breder uhyggen sig. Da det onde således ikke er et monster der sniger sig rundt, men er havet der omkredser hele samfundet, gør det også at det er umuligt at slippe derfra, både som beboer og som læser.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27
