Strigoi – The Undead

Strigoi – The Undead
England, 2009, 105 min.
Instr.: Faye Jackson
Medv.: Catalin Paraschiv, Camelia Maxim, Constantin Barbulescu
På DVD fra Another World Entertainment.

Begrebet ”strigoi” udgør en vigtig del af den rumænske mytologi og dækker lidt bredt over mennesker med magiske egenskaber, udøde sjæle og udødelige vampyrer, gør filmomslaget praktisk opmærksom på. Og nu dækker udtrykket så ydermere over en underspillet og sorthumoristisk, skæv og anderledes vampyrfilm, som samtidig er instruktøren Faye Jacksons spillefilmsdebut.

Historien er henlagt til Rumænien efter kommunismens fald, hvor beboerne i landsbyen Polodeni henretter den magtfulde rigmand og jordmagnat Constantin Tirescu og hans kone for mordet på den lokale drukkenbolt Florin. Tirescu snerrer inden sin død, at han vil vende tilbage.

Uvidende om henrettelsen vender Vlad tilbage til fødebyen efter sine lægestudier i Italien og finder nogle af landsbyboerne vågende omkring Florins åbne kiste, som det er gammel rumænsk skik og brug. Vlad
bemærker dog, at Florins lig har tydelige mærker på halsen efter kvælning, også selv om de
vågende hævder, at mandens død var en ulykke. Der er ugler i mosen, og Vlad indleder hurtigt sin egen efterforskning af sagen, som tegner sig stadig mere ejendommelig og udfordrer både hans tålmodighed og logiske sans. For selvfølgelig er parret Tirescu da ikke færdige med at terrorisere egnen …

Og her kunne man så tro, at der var lagt op til dunkel vampyrhorror fra Draculas egen baghave, men Strigoi går en anden vej og fokuserer egentlig mere på Vlads efterforskning af Florins død og gryende accept af, at hans logik og sunde fornuft kommer til kort over for hjemegnens kultur og mystik.

Den lærde Vlads møde med de lokale bondejokker, familie eller ej, skaber en del skæve scener, navnlig i kraft af disse bifigurers underligt skuldertrækkende holdning til omstændighederne. Særhederne er et stykke af vejen charmerende og ret morsomme, men efter nogen tid synes historien lidt at gå i tomgang. For selv om det da er interessant, at instruktøren har valgt at gribe vampyrmyten anderledes an, end vi er vant til, bliver det svært ikke at savne noget, i ordets bogstaveligste forstand, bid i fortællingen.

Bevares, som allerede nævnt, vender Tirescu’erne tilbage, godt røde i knolden og med en umættelig appetit på hvad som helst. Ja, du læste rigtigt: Ikke nødvendigvis blod – de her vampyrer æder dig fra hus og hjem, og hvis du har mad nok i køleskabet til at holde dem kørende til solopgang, er problemet løst. Og ellers er du på spanden. Der er snarere tale om ædedolke end blodsugere, men under alle omstændigheder er vampyrtematikken også blot en metafor for den kapitalisme, der rejste sig fra kommunistdiktaturets aske. Tirescu har gennem afpresning og jordopkøb sat sig på egnens ressourcer og udnytter groft de fattige landsbyboer.

Vlad undersøger rigtig nok mordet på Florin, men efterforskningen dvæler mere ved Tirescus opkøb af grunde og lignende håndgribelige sager, og ikke så meget ved den rumænske mystik, der ellers ligger ligefor og kunne give historien det tiltrængte spark bagi. Det lugter af spildt potentiale og manglende forståelse for, at de mennesker, der investerer tid og penge i en vampyrfilm, næppe gør det for at se en krimi.

Når mystikken endelig breder sig, har det mere karakter af løse ender. F.eks. står det hen i det uvisse, om der egentlig er strigoi i Vlads egen familie. Og nogle af filmens personer, heriblandt Vlad selv, udvikler undervejs et ejendommeligt udslet af røde knopper, der nok burde være et lægebesøg
værdigt, men ingen af dem bemærker det tilsyneladende. Det gør publikum dog, for der er ikke nogen tvivl om, at vi skal lægge mærke til det og … hvad, præcis?? Ud over manglen på svar, blafrer selve slutningen desværre også lidt i vinden.

Strigoi lægger lovende ud med et veltegnet og stemningsfuldt billede af Polodeni og dens indbyggere, og der er flere pudsigheder at more sig over. Faye Jackson viser bestemt potentiale som instruktør, men desværre følger plottet ikke med spilletiden. Det er som at se en række gode scener uden det nødvendige flow, der kunne bringe oplevelsen i mål. Filmen bliver simpelt hen aldrig summen af de ellers udmærkede dele. Respekt til instruktøren for at ville skabe en usædvanlig film inden for genren, men nogle gange kan det også bare blive for snedigt.

Karakter: 4/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *