Star Trek: The Next Generation – Sæson 1

Star-Trek-PackshotStar Trek: The Next Generation – Sæson 1
Tv-serie, USA 1987-1988
Blu-ray. 25 episoder
Medv.: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Marina Sirtis, Denise Crosby, Gates McFadden, Michael Dorn, Levar Burton, Wil Wheaton m.fl.

Verdens efter min mening bedste sci-fi tv-serie, Star Trek: The Next Generation, er begyndt at udkomme på Blu-ray! Nu kan man gense Picard og hans besætning i high definition ved hjælp af en krævende restaurationsproces hvor hvert afsnit er blevet sammenklippet endnu engang fra de oprindelige film-elementer. DVD-versionen af TNG er i widescreen, mens Blu-ray versionen er i 4:3 (gammelt tv) format; alene dét er nok til at jeg ikke skiller mig af med mine DVD-versioner foreløbig. Men ellers – og især hvis man har en stor skærm – er det selvfølgelig de langt skarpere Blu-ray versioner, der er interessante nu, og som gør serien et systematisk gensyn værd!

Da første sæson af TNG blev sendt på dansk TV tilbage omkring 1990, var jeg på pletten og optog hvert eneste afsnit på video. De sendte kun den første sæson, så hvis jeg ville have kvalitets-sci-fi tv var jeg ‘tvunget’ til at se afsnittene igen og igen – og det gjorde jeg selvfølgelig, med det resultat at Sæson 1 stadig er den sæson jeg har set flest gange. Alligevel er det nu ved at være nogle år siden jeg sidst genså den, så denne Blu-ray var en kærkommen chance til et nostalgisk gensyn. Og i denne opløsning er denne udgivelse til omtrent 450 kr. absolut alle pengene værd (bortset fra at der ikke er noget vedlagt hæfte med oversigt over afsnittene, hvilket virker en kende skrabet).

Flere af afsnittene er eklatant bedre end jeg husker dem; det gælder især for det indledende dobbelt-afsnit, “Encounter at Farpoint”, som ellers aldrig har været blandt de mest fristende kopper Earl Grey, men her kommer det virkelig til sin ret. Et af de dårligste afsnit, “Skin of Evil”, hvor Tasha Yar dør på en ret åndssvag måde, er også en lille smule bedre end jeg husker det (det er et af de TNG-afsnit som mest minder om et TOS-afsnit, hvor Yar bliver slået i hjel som om hun var en ‘redshirt’). Et af de afsnit jeg altid har anset for ringest, “Arsenal of Freedom”, var noget bedre end jeg huskede det, især pga. subplottet med Geordi LaForge som bridge commander. Lidt det samme var tilfældet med “When the Bough Breaks”, som altid har været et af de svagere afsnit. “Angel One”, om et matriarkalsk samfund, var et af de afsnit jeg nød mest at se igen; det var en del bedre end jeg husker det. Den moralske udfordring i “Symbiosis” var også spændende at få præsenteret igen; her ser vi et vaskeægte dilemma som the prime directive hives frem for at behandle. “Justice” er pga. det tydeligt utopiske element efter min mening også et af de bedste afsnit i første sæson.

Mit yndlingsafsnit fra første sæson (og et af de bedste i hele serien) forbliver nu det afsluttende “The Neutral Zone”, hvor Picard fortæller nogle optøede overlevende fra det 21. århundrede om hvor utopisk og pengeløst fremtidens samfund er, og hvordan de kapitalistiske værdier er blevet erstattet af dybere og mere meningsfulde menneskelige værdier. Dét er hvad essensen af alt Star Trek burde være, men hvilket forfatterne desværre alt, alt for sjældent husker.

Blu-ray udgivelsen indeholder også et par timers dokumentarer med nye interviews med skuespillere og forfattere, og historien om hvordan serien blev til (vidste du at Deanna Troi oprindelige skulle have haft tre bryster?!). Good stuff!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Dette indlæg blev udgivet i Science Fiction, tv-serie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *