Oppe på Valmuebakken
Tegnefilm af Goro Miyazaki
Studio Ghibli 2013
Manus: Hayao Miyazaki & Keiko Niwa
Oppe på Valmuebakken er den nyeste tegnefilm fra Studio Ghibli, tegnefilmstudiet der nærmest enehændigt har gjort japanske tegnefilm populære i den vestlige verden med film som Chihiro og heksene, Det levende slot, Prinsesse Mononoke og Laputa, slottet i himlen. Alle de nævnte film er skrevet og instrueret af hovedmanden bag Ghibli Studio, Hayao Miyazaki, og det er dennes søn, Goro, som har instrueret Oppe på Valmuebakken.
Tilbage i 2006 instruerede Goro Miyazaki tegnefilmen Legenden om Jordhavet, løseligt baseret på Ursula Le Guins populære fantasybøger. Der er generel enighed om at dette ikke er nogen særlig vellykket film, og der er altså også gået 7 år før Goro igen har kastet sig over tegnefilmsinstruktion (af uddannelse er han arkitekt). Denne gang er det lykkedes betydeligt bedre, hvis man spørger mig, måske fordi opgaven denne gang er mindre ambitiøs.
Oppe på Valmuebakken er til forskel fra de fleste Ghibli-film ikke fantasy eller science fiction, men derimod en kærlighedshististorie sat i Tokyo 1963, hvor Japan har rejst sig efter krigen og er ved at forberede sig på at være vært for OL året efter. Handlingen er henlagt til en forstad til Tokyo, hvor gymnasiepigen Umi bor og arbejder i et pensionat på toppen af Valmuebakken. På hendes skole er en del af drengene i oprør, fordi deres elskede, men gamle og faldefærdige klubhus står for at skulle rives ned. Umi kommer i snak med drengen Shunn, der redigerer skolebladet, og foreslår at klubhuset måske bedre kan bevares hvis det bliver gjort rent og sat i stand. Det lykkes de to at få aktiveret gymnasiets drenge og piger til det store arbejde, og imens opstår der romantik mellem de to unge. Der viser sig dog at der er noget i de to unges fortid, der kan gøre deres kærlighed umulig, og det slår naturligt nok nogle betydelige skår i deres spirende lykke.
Som nævnt er der ingen fantastiske elementer som sådan i filmen, men det japanske samfund på kanten mellem fortid og fremtid er på mange måder lige så fremmedartet som mange science fiction- og fantasykulturer, og det store, gamle klubhus ligner også noget fra en eventyrfilm, så der er noget at hente for de fleste fantastik-fans – og i hvert fald for fans af Studio Ghibli. Som i mange af studiets film fungerer filmen i samspillet mellem hovedpersonernes små, dagligdags gøremål – meget af filmen foregår i pensionatets køkken – og den større handling med studenteroprør og ulykkelig kærlighed. Baggrundstegningerne er lige så stemningsfulde som vi er vant til, og persontegningerne er forenklede og let karikerede, men ellers realistiske. Personerne er måske tegnet en smule mere enkelt end normalt hos Studio Ghibli, men fungerer udmærket.
Tempoet i filmen er roligt, humoren er let, og følelsesudbruddene generelt afdæmpede, så filmen er helt igennem en ‘low key’, en behagelig kontrast til de meget hæsblæsende, tempofyldte tegnefilm vi ellers bliver bombarderet med fra øst og vest. Som så ofte hos Ghibli er der konflikter i filmen, men ingen egentlige skurke, også forfriskende anderledes end fx Disneys meget firkantede helte/skurke-universer.
Oppe på Valmuebakken er ikke en film der prøver at være særlig meget, men det den prøver at være, gør den rigtigt godt – og det skal man ikke kimse af. Filmen bliver næppe en langvarig klassiker sådan som mange af Hayao Miyazakis film er blevet det, men den er et godt bud på en behagelig filmoplevelse i Påsken for både børn og voksne. Den er dog nok ikke noget for helt små børn, og nogle drenge vil nok kede sig over at der er mere romantik end action, men det er jo en smagssag.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.36
