Eldritch Horrors: Dark Tales

Eldritch Horrors: Dark TalesEldritch Horrors: Dark Tales
Hplmythos.com vol. 1
Antologi redigeret af Henrik Sandbeck Harksen.
H. Harksen productions, 2008
306 sider

Dette er bog nummer to med Lovecraftiansk horror redigeret af Henrik Harksen. Fra Skyggerne var den første i seriens Hplmythos. dk, og nu kommer så første nummer i den engelske serie Hplmythos. com. Der er ikke tale om en oversættelse af Fra skyggerne, men derimod en samling nye noveller, hvoraf nogle har været udgivet i forskellige fanzines og magasiner, men de fleste ikke har været udgivet tidligere. Der er enkelte gengangere blandt forfatterne, men hvor der i Fra skyggerne stort set kun var danske forfattere, så er der kun et par af de 14 bidrag i Dark Tales, der er skrevet af danskere.

Titlen Eldritch horrors: Dark Tales er meget passende for samlingen, hvor alle novellerne i et eller andet omfang omhandler en eller anden form for ældre monstrøsitet, der bliver afsløret og vækker dybtliggende frygt hos hovedpersonerne.

Novellerne er meget forskellige både i handling, kvalitet og tilgang til the Eldritch horror. I Benjamin Szumskyjs ”A Haunting From Beyond” følger vi en detektiv ud i det overnaturlige, mens det i ”Out of the Frying Pan”, af Ron Shiflet, er en bankrøver, der møder det overnaturlige. Det ældste guder og skabninger, der er æoner gamle, møder vi i ”Rest in Peace”, af Gary Hill, hvor det afsløres, hvilken indflydelse der har været på de politiske ledere, mens Dan Clore i ”The Dying God” beretter om, hvordan de ældste har kunnet overleve så længe på jorden, en planet der er meget anderledes i forhold til deres hjemverdener.

”The Return of Zoth-Ommeg”, af Leigh Blackmore, finder sted i 1800 tallet og omhandler en mand, der under en brandert bliver bortført og slavebundet som matros på et skib. Da skibet nærmer sig øen Phonpe, lykkedes det ham at stikke af sammen med en anden fange. Denne anden fange ved en hel del om øens historie og The Ponape Scriptures, som er blevet fundet her. Det viser sig, at det ikke er de indfødte, som de skal frygte mest. En anden, der bliver et ufrivilligt vidne til de ældstes tilstedeværelse her på jorden, berettes der om i ”The Jest of Yig” af Don Webb, hvor en mand en dag for at slippe for et regnvejr går ind i en New Age boghandel. Her finder han tilfældigt en bog skrevet af en af hans ungdomsvenner. Han køber bogen og kontakter for sjov vennen. Efter at have læst et par af vennens bøger, og været blevet noget forundret over bøgernes emne, sætter han sig for at besøge vennen – et besøg der viser, at de ting vennen skriver om i sine bøger måske har noget på sig.

En af bogens bedste bidrag kommer fra Thomas Strømsholt, og er novellen ”Devouring Darkness Hovers”. En krigskorrespondent er helt klart på det gale sted på det gale tidspunkt (og inden for Lovecrafiansk horror siger det ikke så lidt). Efter at være blevet berøvet og efterladt i Iraks ørken, finder han ud af, at der gemmer sig andet og mere frygtelige ting i sandet end den republikanske garde.

Den novelle der direkte gør sig mest i Lovecrafts univers, er ”The Speciment” af Linda Navroth, som bygger videre på Lovecrafts ”The Shadow over Innsmouth”, og omhandler nogle videnskabsfolk der har indfanget et af de væsner, der lever i vandet ud for den lille havneby Innsmoth. Det er dog mere emnet, end det er stilen der er Lovecraftiansk.

Der er dog også noveller der falder noget ved siden af. I ”The Door To Nowhere” af Blake Wilson, finder en flok campister en dør der ikke umiddelbart lader sig åbne. Det viser sig dog, at skulle det lykkedes at få den op, så afhænger det af den der åbner døren, om den føre til himlen, helvede, eller det store tomme intethed der findes der imellem (der dog i dette tilfælde er beboet af monstre). Novellen er for moraliserende i forhold til genren efter min smag.

Redaktørens egen novelle er bestemt en af samlingens bedste, men en historie om en bibliofil der finder bøger om forbidden lore i et skjult rum i et antikvariat, er selvfølgelig også et emne, som jeg ikke kan andet end holde af.

Bogen er rigtigt og flot illustreret af Jørgen Mahler Elbang. Illustrationerne er ikke lavet til bogens noveller, på samme måde som Lars Kramhøfts var i Fra Skyggerne, men de passer rigtigt godt ind i bogens stemning.

Selvom enkelte noveller falder ved siden af, så er det en god samling. Den risikerer dog at drukne i mængden, da mange af den type samlinger findes på engelsk. Jeg håber derfor, at Henrik Harksen vil fokuserer på at få nogle flere samlinger udgivet på dansk, for selvom der ikke er så mange læsere til bøger på dansk, så er der en klar mangel på danske udgivelser i denne genre. Men indtil hans næste danske udgivelse, så er denne klart værd at bruge tid på.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.