Ønskekræmmerens datter – Ildenglen

IldengØnskekræmmerens datter – Ildenglen
Roman af Laini Taylor
Originaltitel: Daughter of Smoke and Bone
Bazar, 2012

Ønskekræmmerens datter – Ild­englen er første del i en serie af romaner, som handler om den 17-årige Karou, der studerer ved en kunstskole i Prag.

Ved siden af sine studier ved kunstskolen har Karou en, for mennesker, hemmelig forbindelse til de overnaturlige væsner kimærerne, der bruger tænder i massevis til skjulte formål. Ildenglens handling foregår i nutidens Prag, hvor kimæernes (og serafernes eller englenes verden) fantastiske verden, som i romanen kaldes bl.a. ‘Andetsteds’, eksisterer side om side med nutiden.

Karou holder paradoksalt nok sandheden om den magiske verden hemmelig ved at fortælle dele af sandheden til sin veninde, Zuzana.

Kimærernenes kroppe er en blanding mellem dyrekroppe og menneskekroppe, ligesom ægypternes sfinkser. Kimæren Sulfur, som Karou samler tænder for, fungerer som en faderskikkelse for Karou. Hun samler tænder for Sulfur ved at gå igennem forskellige portaler, som kimærerne har, så det er hurtigt at komme fra et sted til det andet.

Karou ved ikke noget om sin baggrund, og Sulfur vil ikke fortælle hende noget. Hun spekulerer over sin baggrund: “Og hvad med hende selv? Hvem var hendes forældre, og hvordan  var hun endt hos Sulfur? Var hun en eventyrkliché ligesom det førstfødte barn  i “Rumleskaft”, af­regning for en eller anden gæld?” Der er også en lignende ironisk henvisning til Narnia-bøgerne senere i bogen.

Kimærernes fjender er i romanens mytologi seraferne eller englene. Og den ildengel som romantitlen refererer til, er serafen Akiva.  Serafer er ifølge romanen “en eller anden højere klasse af engle, i hvert fald ifølge kristen mytologi, som Sulfur kun havde foragt tilovers for, ligesom han havde for al anden religion.” “Mennesker har set glimt af ting og sager i tidens løb”, havde han sagt.”Lige nok til at opdigte resten. Det er et kludetæppe af eventyr med en lap af sandhed hist og her.” Om hvem, der har skabt universet, tror seraferne, at det var ‘gudstjernerne’.  Endvidere får man at vide, at der var en gruppe serafer, som blev udstødt for forræderi og samarbejde med fjenden.

Bibelens serafer er ifølge Lohses store bibelleksikon  engle med særlige forpligtelser (vagter for den himmelske trone, ledere af gudstjenesten og deltager i helligsangen). Og de har seks vinger. De optræder i Bibelen hos den gammeltestamentlige profet Esajas (kap. 6). Læseren vil lægge mærke til, at der ikke er så stor lighed mellem Bibelens og romanens serafer.

Der er ikke mange beskrivelser af miljø og byer i romanen som helhed, og der kunne være flere af dem. Det ville klart gøre bogen bedre, hvis der var flere miljøbeskrivelser i den. Men der er nogle beskrivelser af miljøer i den.

Meningen med beskrivelserne af Prag, er at få byen til at fremstå som en by med en fantastisk historie og på den måde knytte det fantastiske med det almindelige.  Denne fine beskrivelse af Prag viser dette: “Prags gader var et eventyrland, der knap nok var berørt af det enogtyvende århundrede – eller det tyvende eller nittende, for den sags skyld. Det var en alkymisternes og drømmernes by, hvis middelalderlige brosten var blevet betrådt af golemer, mystikere og invaderende hære. Høje bygninger glødende i gyldenris og karminrød og æggeskalsblå udsmykket med rokokostuk og toppet i ensartet rød farve. Barokkuplerne bar det gamle kobbers blide grønne farve, og gotiske kirketårne stod klar til at spidde faldne engle på deres spir.”

Sammenlign beskrivelsen af Prag med beskrivelsen af kimærernes overnaturlige verden, som bliver beskrevet på denne måde: “Der var to måner på himlen (…) Og hvad landskabet angik, så hun, at hun befandt inde i en mægtig fæstning. Kæmpemæssige forsvarsmure på volde mødte hende på sekskantede bastioner. Midt i det hele lå en rimeligt stor by, og tårne med skydeskår op over det alt sammen.(…) Der løb jerntremmer hen over byen. Det var ganske usædvanligt (…) De buede hen over det hele fra den ene forsvarsmur til den anden, matsorte og grimme, og strakte sig endda hen over tårnene. Der var umiddelbart ingen åbninger at se.” Serafernes hovedby bliver beskrevet som den smukkeste, der nogensinde var blevet bygget. Paladser, søjlegange, fontæner, alt sammen i perlefarvet marmor. Men byen havde fået krigsskader, og meget var gået tabt, mens gudstjernerne bare havde set til.

Der er forskellige morsomme deltaljer og referencer i romanen. Efter en konflikt mellem seraferne og kimærerne møder Karou ikke så tit til undervisning. Og så begynder hun at få problemer med læreren: “ ‘Vi laver realistiske tegninger i det her fag, Karou,’ sagde Fiala. ‘Ikke fantasitegninger.’ ”

Endvidere refereres der til Mark Twain, indirekte til Shakespearws Hamlet og Nietzsche: “Og når du ser længe nok i en afgrund, ser afgrunden også ind i dig. Nietzsche, ved du nok.” Referencen til Nietzsche er at finde i hans samling af aforismer, der hedder Hinsides godt og ondt, og referencen er til aforisme nr. 146.

Sproget i bogen er let, og romanen har sin egen charmerende sprogtone. Og bogen er spændende at læse.  Der bliver brugt billedsprog en gang i mellem, som for eksempel “hvinede som pryglede grise”. Måske ikke den mest originale metafor eller billede, men jeg synes at bogen ville være bedre hvis der var flere metaforer i den.  En bedre metafor, er denne: “Bare en knitrende energi, der fik hendes til at stå ud som medusas slanger”.

Bogen er en ungdomsroman og passer udmærket til denne målgruppe. Men romanen kan også læses af folk, der er ældre end målgruppen. Og så er der romantikken som fylder ret meget i romanen, specielt i den anden halvdel og frem. Normalt er jeg ikke så begejstret for romantik i litteratur og film, men det var ok med mig i denne roman. Men om romantikken fylder for meget, er en smagssag.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 38

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *