Elysium

Elysium-imax-poster-matt-damonElysium
Film, USA, 2013, 109 min.
Instr.: Neill Blomkamp
Medv.: Matt Damon, Sharlto Copley, Wagner Moura, Jodie Foster, Alice Braga m.fl.

Den sydafrikanske instruktør af den imponerende District 9 (2009) kommer nu langt om længe med en big-budget opfølger; et cinematisk actionbrag af en sci-fi film med ligeså radikale, politiske budskaber som i den forrige film. Neill Blomkamp tager emner op som er højrelevante for Afrika. District 9 handlede om racisme og apartheid (i fald nogen troede at det var afskaffet); Elysium handler om medicin-situationen i Afrika. I sin symbolik, altså. Det store medicinale problem i Afrika er at medicinalindustrien og rege­ringerne i den rige Vestlige verden i det store hele er ligeglade med syge mennesker hvis de ikke kan betale for medicinen. Selvom det forholdsmæssigt drejer sig om småpenge. Det er kapitalistisk de rigueur: profithensyn før menneskehensyn. Usselt, ufølsomt og urimeligt fra ethvert empatisk synspunkt. Det er denne umenneskelige, men enkle situation som præsenteres i Elysium: Alle de rige – inkl. politikerne – er flyttet langt væk fra de fattige, op til en paradisverden i rummet, hvor alle sygdomme kan kureres med det samme, mens Jorden og jordboerne går til i fattigdom, forurening og sygdom. Her har vi altså en klokkeklar symbolik, hvor Elysium er lig med Vesten, og Jorden er lig med Afrika (eller den Tredje Verden generelt – lad os ikke glemme Sydamerika).

Retfærdighed er ikke noget man får; det er noget man må tilkæmpe sig, og derfor planlægger den jordiske oprører Spider (flot spillet af den brasilianske skuespiller Wagner Moura) at hacke den store rum-habitat. Umiddelbart vil han bare have fat i data der kan udnyttes, men han træder straks i revolutionær karakter da det viser sig at han har fået fingre i et kup-program som kan nulstille Elysiums computersystem og indsætte hvem som helst som ny præsident. En uheldig arbejder og eks-forbryder, Max Da Costa (Matt Damon), er blevet bestrålet og har kun fem dage tilbage at leve i, medmindre han kan komme til Elysium. Spider udstyrer ham med et exo-skelet som gør ham til en super-soldat og hjælper ham med at komme op til rum-habitaten, så han kan både kurere sig selv, sin gamle flammes syge datter, og køre kup-programmet. Mellem Max og målet står den hårdkogte lejesoldat Kruger (Sharlto Copley), som også skaffer sig et exo-skelet. Og så er der action for alle pengene da Max og Kruger støder sammen, og Kruger i øvrigt beslutter at forråde Elysiums forsvarsminister (Jodie Foster).

Elysium er for mig en film der virker på alle fronter. Da jeg så den anden gang, blev jeg kun endnu mere begejstret. Hvis der er enkelte detaljer som rent videnskabeligt virker underlige eller lidet overbevisende, så er det ganske uvæsentligt i lyset af filmens progressive radikalisme. Og da den foregår 140 år ude i fremtiden, vælger jeg at tro (som man jo næsten er tvunget til i de fleste fremtidshistorier) at der er udmærkede teknologiske, om end uspecificerede, forklaringer på alt hvad der sker i filmen.

Jeg er ikke i tvivl om at dette, muligvis sammen med Gravity, ender som årets bedste sci-fi film. Det er en flot film, unik og karakteristisk i sit visuelle udtryk, og beundringsværdigt enkel og klar i sit plotmæssige udtryk. Den er kompromisløs, tankevækkende og hårdtslående i sit ideologiske budskab om at teknologi kombineret med altruisme kan redde verden. Sådan, siger jeg bare! Dét er hvad jeg kalder god science fiction.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *