Game of Werewolves

Game of WerewolvesGame of Werewolves
Film, 2011, Spanien, 98 min.
Instr.: Juan Martinez Moreno
Medv.: Gorka Otxoa, Carlos Areces, Secun de la Rosa, Mabel Rivera, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Vi befinder os i Spanien. En nybagt ung forfatter vender hjem til sin landlige fødeby, Arga i Gallien, og finder den underligt forandret. Det viser sig at en mystisk varulve-forbandelse fra forrige århundrede hviler over byen, og hvis ham og hans barndomsvenner ikke får slået den hærgende varulv ihjel, så siger profetien at der vil ske noget endnu værre. Varulven viser sig at være en 7-årig dreng som lever i katakomberne under kirkegården, og som ikke er blevet ældre de sidste 100 år, og da de ikke kan nænne at slå ham ihjel inden forbandelsens frist udløber, ja, så sker der noget værre  – og så er gode dyr jo rådne! Heldigvis er filmen en overraskende godt sammenskruet komedie, så selvom det blive slemt før det slutter, så ender det i hvert fald godt for publikum, som bliver effektivt underholdt. Der laves ikke mange varulve-film for tiden – det er der faktisk aldrig blevet – men denne er bestemt en af de gode, og kan sagtens anbefales, til trods for den lidt (meget?) dumme titel. Internationalt hedder filmen også Attack of the Werewolves; og på spansk hedder den Lobos de Arga; ulvene fra Arga. Du kan roligt købe filmen hvis du vil have et godt, europæisk varulvegys med en god portion humor til.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *