Dungeons & Dragons 3: The Book of Vile Darkness
Tv-film, England, 2012, 90 min.
Instr.: Gerry Lively
Medv.: Jack Derges, Aaron Saxton, Anthony Howell, Eleanor Gecks, m.fl.
En ven kom på besøg en aften med denne fantasy-film under armen. Jeg troede først at det var den første eller anden film i serien, for jeg anede ikke at der var kommet en tredje. Den første D&D film – helt tilbage fra år 2000 – er så frygtelig at den dræner kroppen for flydende smerte (liquid pain – det er et begreb fra disse film!), og jeg har viist og bevidst undgået toeren (D&D: Wrath of the Dragon God, 2005). Men nu skulle treeren dog lige have en chance. Og når man tilgår den med de lavest mulige forventninger, så er den faktisk slet ikke dårlig.
En lovende ung ridder, Grayson, fra en ridderorden dedikeret til Pelor, lysets gud, tager ud for at redde sin far (tilhørende samme ridderorden), som er blevet bortført af barbarer ledet af den onde Shathrax, der vil dræne ham for flydende smerte, fordi de skal bruge det til at aktivere en necronomicon-agtig bog. For at nærme sig Shathraxs borg uden at afsløre sig som en lys-ridder, slutter Grayson sig til en gruppe meget dystre typer, bestående af en fighter, en assassin, en magic-user og en Vermin Lord. All bad guys! Grayson går mere og mere på kompromis med sine principper – ja, han ender faktisk med at overtræde dem alle sammen – og man sidder faktisk og frygter at han bliver ond, sådan rigtig! Selv da et virkeligt uhyggeligt udødt barn skal næres ved hans ondskab, bliver han ikke afsløret! Historien opretholder tvivlen om hvorvidt vores helt egentlig ender som en helt eller en skurk helt til sidste scene, og det er faktisk ret godt gået. Desuden er historien forbilledligt enkel (selvom man i begyndelsen her og der glemmer hvad plottet egentlig er, for der kommer jo lige en drage og andre forhindringer i vejen), og selvom produktionsværdierne er billige, så tager de ukendte skuespillere deres dunkle job alvorligt. Overraskende for en tv-film skorter det heller ikke på sex-scener og topløse kvinder (forklaringen på dette er nok at filmen er en britisk og ikke en amerikansk produktion). Den sjoveste scene i filmen er i begyndelsen, hvor vores ridder tager ind i en butik og bare lige køber sig en Paladin-rustning, et magisk sværd og en flaske gift – i handy håndkøb! Der er mange gode referencer til rollespillets detaljer og figurer, og man møder f.eks. også en Helmed Horror.
Det er meget muligt at man vil finde filmen skuffende hvis man havde høje forventninger til den, men hvis man som jeg havde lave forventninger, så risikerer man sgu at blive imponeret.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39
