Errors of the Human Body

errors_of_the_human_body_xlgErrors of the Human Body
Film, Tyskland/USA 2012, 105 min.
Instr.: Eron Sheean
Medv.: Michael Eklund, Karoline Herfuth, Rik Mayall, m.fl.

En engelsksproget tysk produk­tion, lavet med amerikanske penge, instrueret af en australier, med en canadisk mandlig hovedperson, og en englænder i en mindre hovedrolle – Errors of the Human Body kan i den grad siges at være en international produktion. Den har kun et lille budget, men historien er ganske fin og i den ‘hårde’ del af science fiction genren.

Videnskabsmanden Jeffrey Burton har baseret sin karriere på sygdommen ‘Burton’s Syndrome’, som hans søn blev født med. Sønnen levede kun i få uger, og flere år senere er Burtons karriere ved at gå i stå, bl.a. fordi han er deprimeret over sin søns død og over at være blevet skilt fra konen. Men han tilbydes et job i et tysk laboratorium, hvor en af hans tidligere studerende, som han i sin tid havde en affære med, også arbejder.

Hun har opdaget et stof som kan regenerere afskårne lemmer på rekordtid og laver dyreforsøg for at se om det kan fungere på pattedyr (og således mennes­ker). Men en russisk forsker i samme laboratorium stjæler hendes stof og laver sine egne, mere umoralske forsøg. Da Jeffrey prøver at sætte en stopper for dette, inficeres han selv med stoffet.

Både ideer og personskildringer er af beundringsværdig kvalitet; overbevisende og interessante, omend handlingen sine steder er lidt langsom og persongalleriet er meget lille. Rik Mayall spiller laboratoriets leder, i en helt seriøs rolle, og det gør han godt. Der er enkelte detaljer man kunne kritisere, såsom den skødesløse måde Jeffrey bliver inficeret på – sådan ville en erfaren videnskabsmand nok ikke gøre. Men alt i alt en ganske fin science fiction film af en mere realistisk type, som man ikke ser så tit.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *