X-Men: Days of Future Past

X-Men: Days of Future Past
Film, USA 2014, 130 min.
Instr.: Bryan Singer
Medv.: Hugh Jackman, James McAvoy, Jennifer Lawrence, Michael Fassbender, Patrick Stewart, Ian McKellen, Fan Bingbing, Halle Berry, m.m.fl.
Efter den ganske chokerende gode X-Men: First Class fra 2011, instrueret af Matthew Vaughn, var forventningerne til efterfølgeren, X-Men: Days of Future Past, skruet helt op i det rødglødende felt. Iveren blev ikke mindre af en imponerende trailer, der så ud som om filmen ville blive en smukt tegneserieinspireret action-åbenbaring af karat for fans’ene. Leverer tilbagevendende instruktør Bryan Singer så et produkt der er ligeså godt som hans to første X-Men-film, X-Men (2000) og X2 (2003)? Ja, det må man sige at han gør. Det er dog desværre ikke på linje med Matthew Vaughns 10-stjernede X-Men: First Class, som fortsat holder godt fast på titlen som den bedste X-Men-film.

Den nye film er løst baseret på den måske allermest klassiske X-Men-historie fra tegneserierne, bortset fra Phoenix-sagaen. Forfatter/tegner-holdet Chris Claremont og John Byrne lavede i slut-halvfjerdserne og start-firserne nogle af de absolut bedste superhelte-tegneserier nogensinde, og de virkede helt ustoppelige. Den ene fantastiske wow-oplevelse fulgte efter den anden, så den unge teenage-læser sad med kæben plantet på gulvet, målløs over en spændings- og idé-kurve, der skød opad som en raket. Man troede, man nåede højdepunktet med den traumatiserende Phoenix-saga (ofte udvalgt som den bedste historie, Marvel nogensinde har lavet, og jeg er enig), men så kom der lige bagefter endnu en genial tour-de-force i form af historien “Days of Future Past” (Uncanny X-Men #141 og 142, januar og februar 1981). Her introduceres vi til en dystopisk fremtid i år 2013, hvor de mutantdræbende Sentinel-robotter har ødelagt civilisationen og er tæt på at udrydde både mennesker og mutanter. Den voksne Kitty Pryde sendes tilbage i tiden til 1980 for at forhindre senator Robert Kelly i at blive myrdet af Mystique, hvilket er hvad der sætter udviklingen mod den dystre fremtid i gang. Det er Rachel Summers, en alternativ-virkelighed-datter af Jean Grey og Scott Summers, som har evnerne til at sende Kitty Prydes bevidsthed tilbage til hendes 1980-krop, hvor X’erne med hiv og sving må gå i gang med at afværge den katastrofale udvikling.

Singers første X-film fra 2000 indeholdt allerede elementer fra denne historie, og brugte senator Robert Kelly i en anderledes sammenhæng. Det skabte nogle problemer for Days of Future Past-plottet, fordi de nu havde brugt (og dræbt) senator Kelly i den første film. Det problem er blevet fint løst i den nye film, ved at skifte Kelly ud med Bolivar Trask, som er opfinderen af Sentinel-robotterne. Her er det hans produktion af Sentinels, som sætter den apokalyptiske udvikling i gang som X’erne må forhindre.

Filmen bevæger sig i et jævnt tempo og er spændende og velgennemført hele vejen igennem. Ligesom i X-Men: First Class lægges der vægt på interaktion med historiske begivenheder, i dette tilfælde slutningen på Vietnam-krigen, som Vietnam udråbes til klar vinder af. Trask er som sådan en udmærket skurk, som, da USA’s regering i første omgang nægter at finansiere hans Sentinel-program, i stedet søger sponsorer blandt østblok-landene! Peter Dinklage er et godt valg til rollen som Trask; desværre har han ikke voldsomt meget at lave i filmen, og får ikke nogen specielt mindeværdige one-liners. Hugh Jackmans Wolverine, Jennifer Lawrences Mystique og Michael Fassbenders Magneto har (selvfølgelig, og heldigvis!) de største og bedste roller, og spiller stærkt. Hvad mere er: Quicksilver-figuren, som mange fans syntes så lidt latterlig ud, da han først blev offentliggjort i internetmedierne, ender faktisk med at være noget af det bedste ved filmen; hans action-scener er klare højdepunkter, også rent effektsmæssigt.

Men filmen har også en del småproblemer. Filmen er jo en fortsættelse til First Class, som foregår i 1962, og her er de så nået frem til 1973. De fleste af genganger-figurerne ser bestemt ikke elleve år ældre ud, eller virker til at være kommet ret meget videre med deres liv. Fremtidsdelen foregår halvtreds år senere, altså omkring 2023, men specielt Kitty Pryde og Iceman har ikke den rigtige alder; de ligner sig selv fra de tidligere film. Men bevares, det er småting. Et større problem er at man, bortset fra en fin åbningssekvens, ikke ser ret meget til fremtiden overhovedet. Udover en ultrakort forklaring er der ingen scener, hvor man får et rigtigt indtryk af den verden og hvad der er sket, selvom det selvfølgelig på mange måder er indlysende. Men lidt mere world-building havde været rart. En anden ting er at det i filmen er Kitty Pryde som pludselig har evnen til at sende folks bevidsthed tilbage i tiden. Sådan en evne har hun aldrig haft i tegneserierne. Jeg troede ud fra traileren at det ville være den relativt ukendte figur Blink, som var filmens erstatning for Rachel Summers, men det var desværre ikke tilfældet.

Filmens største problem er noget som den har tilfælles med den tredje og dårligste X-Men-film, X-Men: The Last Stand (2006): Der er for mange figurer som har for lidt at lave. Udover at Peter Dinklages Trask ikke bruges så meget og så godt som han burde, er der også figurer som Blink, Bishop og Sunspot, der kun er med i nogle få action-scener, og som ligeså godt kunne have været udfyldt af nogle tilfældige andre figurer. Det er ikke helt tilfredsstillende. Mere bittert er det at vigtige sekvenser med Rogue og Storm er skåret helt ud af filmen (omend det forlyder at de nok skal blive inkluderet på Blu-ray-udgivelsen).

Slutningen på filmen er dog alligevel forfriskende – den sletter en del diskrepanser med de tidligere film (men opretter nogle få nye), og baner vejen for nye historier som ikke behøver at være konsekvente med de forrige film. Det er sgu okay.

Til allersidst bliver jeg også nødt til at analysere filmen som tidsrejsefilm. Langt de fleste af de tidsrejsefilm, som Hollywood spytter ud, har graverende problemer med tidslogikken, og Days of Future Past er desværre ingen undtagelse, selvom mange nok vil sige at det er flueknepperi. I husker nok den scene fra sidst i Back to the Future, hvor George McFly egentlig har opgivet at kæmpe for Lorraine, og Marty derfor er ved at forsvinde fra tidslinjen (fordi han så aldrig vil blive født)? Men, så skifter George mening og går tilbage og slår Biff ud, og så er tidslinjen – bogstaveligt talt med et slag – genoprettet, og Marty er sikker på at blive født. Det fungerer dramatisk og komisk og er en fed scene, men det fungerer bare ikke logisk. En tidslinje er et resultat af samtlige faktorer der leder til en given beslutning (og altså også til at nogen evt. skifter mening), og når de faktorer er på plads, så er den endelig beslutning jo uundgåelig. Tidslinjen forholder sig ikke afventende overfor en persons bevidste beslutning før den indretter sig efter den, eftersom dén udviklingsretning allerede er fastlagt. Man kan tilgive en komedie som Back to the Future for sådan en fejl, men det er grellere i en mere alvorlig film som Days of Future Past, som i klimakset har en på mange måder identisk situation. Indvendingen fra forfatterens side vil nok være den samme som i Back to the Future: at det primært tjener en dramatisk funktion. Jo, bevares, men det er stadig et logikhul i min sci-fi optik, og det burde være undgået.

Ikke desto mindre er X-Men: Days of Future Past en spændende og meget underholdende film, fyldt med gode scener og sjove detaljer, og der er ingen tvivl om at den har en kvalitet der vil retfærdiggøre indtil flere gensyn.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41