Lene D. Møller og Ronny Reffelt – Tristan og Chiaki – Virus

Tristan og Chiaki – Virus
Roman af Lene D. Møller og Ronny Reffelt
Science Fiction Cirklen 2012
234 sider

Dette er en af de første bøger i Science Fiction Cirklens nye udgivelses-serie af ungdomsromaner under tilnavnet “Zap!”. I min ungdom (80’erne) var det primært Tellerup, der med Mizar-serien forsøgte sig med at udgive science fiction specielt rettet mod unge mennesker, og det er da glædeligt, at SFC nu har taget faklen op – lidt sent måske, men alligevel. Ligesom Mizar-serien, der nåede op på mindst 77 udgivelser og introducerede Douglas Adams, Helen M. Hoover, John Christopher, m.fl., stiler SFC både efter at udgive nye danske romaner og oversatte udenlandske romaner, så det kan da være, de er heldige med at ramme en, der bliver filmatiseret og de dermed får en sællert …

Nærværende roman er en smule atypisk, idet det er en historie skrevet af to forfattere, der har mødt hinanden på en on-line forfatterskole, og så besluttet at skrive en roman sammen. Det er så blevet til denne ungdoms­action-science-fiction-bog, hvor de to har skiftedes til at skrive kapitler, og så samlet det sammen til sidst.

To børn fra forskellige familier, på henholdsvis 6 og 11, overlever et attentat på deres forældre, der forsker i fremstillingen af en virus, der kan lægge jorden øde for mennesker. De får kolde fødder da det går op for dem, at det er meningen, at denne virus skal slippes løs, så jordens overbefolkning kan blive drastisk reduceret – mildt sagt. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg personligt har en vis sympati for den tankegang, men det er så en heeelt anden snak og nok ikke en jeg deler med så mange andre … Anyways – de to børn tages til fange af den skruppelløse skurk, og bruges som forsøgsdyr i 8 år til test af en slags supersoldat DNA-modifikation, og test af en vaccine mod den nu undslupne virus, som selvfølgelig er muteret ud af skabernes kontrol. Her knækker filmen så, for en af romanens grundpiller er, at de to nu livsfarlige teen­age-dræbermaskiner slippes løs, med det formål at se om de vil overleve i verden uden for laboratoriet. Og så er det meningen, at de skal indfanges igen. Temmelig bizar plan, da det nok ville have været en del lettere at udsætte dem for smitten uden at slippe dem løs – men så ville vi jo ikke have haft en historie …
Ambitionsniveauet fejler så absolut ikke noget, idet det er hele verdens skæbne, der står på spil, selvom det nok havde tjent historien bedre at slå et lidt mindre brød op. Vi følger skiftevis de to hovedpersoners synsvinkel, og ind imellem får vi et kort indblik i skurkens tanker, der efter min opfattelse ofte giver mere mening end vores helte, der er noget forvirrede. Det er måske også meningen; de er jo trods alt blevet holdt indespærret i otte år med tortur og kamptræning, men det giver altså historien visse problemer.
Ellers går det derudaf over stok og sten, med voldsomme og ganske effektivt beskrevne slagsmålsscener, jagt, snigmord, og møde med oprørere, forrædere og andet godt. Det er lidt som en spøjs blanding af den engelske tv-serie “Survivors”, tv-serien “Dark Angel”, Michael Bay-filmen The Island og den nye Elysium, med den ene hovedperson modeleret over den katana-svingende helt i Neal Ste­phensons roman Snowcrash.

Sproget er sommetider lidt klodset og klichéfyldt, men jeg tror ikke, det er noget som målgruppen vil lægge specielt mærke til; det er nok bare mig, som er for gammel …
Så har vi det vanlige problem med at det ville have været rart med en korrekturlæser, der kan fange en del fejl og eventuelt gøre opmærksom på et par plothuller, men bogen får point for at prøve på at lave en spændende action-historie – det er så afgjort de sekvenser, hvor der er mest fart på, der fungerer bedst. Så kan man håbe at tingene hænger lidt bedre sammen i den næste roman, som det forlyder er på vej med disse to action-helte.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 40