Christina Bonde – Nattens sanger

nattenssanger1_webNattens sanger
– del 1: Besat
Roman af Christina Bonde
Mellemgaard 2014
318 sider

Nattens sanger er en vampyr-romance om en forsigtig og forsagt ung pige der møder den vidunderligt dragende, smukke vampyr, som ser ud til at være et par år ældre end hende selv, men i virkeligheden …

Jeg kan godt lide romancer og kærlighedsfortællinger; jeg kan godt lide historier om fabelvæsener og monstre og også vampyrhistorier. Men når det gælder kærlighedsfortællinger, så vil jeg have det utrolige, fantastiske og helt specielle ved netop denne forelskelse beskrevet; jeg vil ikke have “verden til at gå i stå” eller høre om heltens brune øjne i detaljer. Handlingen her går helt i stå i lange passager, hvor heltindens mindste følelser er beskrevet i et skabelonagtigt sprog.

Forfatteren har sakset vam-pyrernes adfærd og organisering fra populære serier i stedet for at komme med et nyt bud på dem. Jeg savner at forfatteren bruger sin fantasi til at beskrive et anderledes miljø, et frisk plot og usædvanlige, uventede karakterer – det er dét, der gør en roman til fantasy …

Måske bogen egner sig til nogen, der enten ikke har læst Twilight-sagaen, eller en, som netop har, og vil have mere af præcis det samme; komplet med trekantsdrama og gamle godser med mærkelige navne. Det kan også være at en yngre og mindre blasert anmelder ikke bliver irriteret af ophobningen af klicheer i sproget som f.eks: “Græsset glitrede som et fyrværkeri af diamanter”.

Jeg har spurgt Himmelskibets 15-årige gæsteanmelder, Johanne, som er stor fan af Twilight-serien, hvad hun synes om Nattens sanger:

“Bogen er meget kopiagtig, som om hun har kogt det overordnede koncept fra de fire Twi-light-bøger ned til en bog.
Man bliver ikke så fortrolig med hovedpersonen, så den fanger mig ikke rigtig. Den er skrevet lidt for voksent i forhold til hvad jeg godt kan lide.
Det gode ved den er, at den handler om vampyrer. Men det er umuligt ikke at sammenligne med Twilight. Og hun skriver overdrevent i nogen situationer; hun kører det for meget op.
Den er langtrukken på grund af den måde, hun skriver på, f.eks. når hun skriver om hovedpersonen og hendes kæreste, så er det meget det samme og det samme.
Jeg giver den 3 stjerner ud af 6.” (Johanne, 15 år)

Bogen får 2 stjerner ud af 6 af mig, fordi den er sammenhængende og er udmærket stavet og desuden pænt sat og udstyret. Men gid den var elendigt stavet, grim og komplet usammenhængende og til gengæld var fyldt med utrolige væsener, og sære passioner og scener og temaer der ikke er set mange gange før i andre bøger.

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 40

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *