Transcendence
Film, Instr.: Wally Pfister
USA/UK/Kina 2014, 119 min.
Medv.: Johnny Depp, Rebecca Hall, Paul Bettany, Morgen Freeman, Cillian Murphy, Kate Mara, m.fl.
I Transcendence spiller Johnny Depp AI-forskeren Dr. Will Caster, som skydes af nogle anti-AI-terrorister, og kun kan overleve ved at få sin bevidsthed kopieret over i det neurale netværk, han har opfundet. Det er et “fysisk uafhængigt” netværk, hvilket jeg tolker som at det er ren software, der kan eksistere på enhver platform med tilstrækkelig hukommelse. Han uploades til internettet, og inficerer dermed hele det globale informationsvejnet. Ved at komme på Wall Street sikrer han sig hurtigt en kæmpeformue, alt sammen i sin kone, Evelyns, navn. De to går nu i gang med at bygge et enormt solcelle-drevet datacenter ude i ørkenen, tæt på en faldefærdig og næsten forladt soveby, hvor den kunstige Will Caster kan opfinde ting og sager, som f.eks. nanobotter der kan gøre stort set alt. Da hans chef-ingeniør bliver banket halvt ihjel af nogle lokale bøller, kan nanitterne hele ham, og da omverdenen hører om det, kommer alle mulige handicappede valfartende for at blive helbredt. Det bliver de, og bliver samtidigt koblet op til Wills bevidsthed; en slags “hive mind”. Men så begynder regeringen at ane uråd, og ankommer til datacenteret med det tunge skyts …
Transcendence er faktisk en rigtig god film, som ufortjent har fået meget lunke anmeldelser. Ikke alene giver den et tankevækkende indblik i hvad der realistisk kunne ske når den første maskin-intelligens (baseret på en kopi af et menneskes bevidsthed) slippes løs; det er også en idé-drevet og forbilledligt enkelt fortalt historie, som alligevel viser sig at være person-drevet på et dybere plan.
Det er ikke småting denne film går i clinch med af store temaer; er den kunstige Will Caster f.eks. en (tekno)messias? Måske, og han har bestemt både vilje og evne til at hjælpe hele menneskeheden med at transcendere til et højere plan. Via teknologi kan han helbrede miljøet og bringe alle mennesker sammen. Menneskeheden – eller i hvert fald dens ledere – er selvfølgelig ikke parat til dette, så dette maskin-eventyr må jo ende på en eller anden måde. Logikken i hvordan de stopper ham hænger ikke så godt sammen, men det gør ikke så meget, for hans hovedprojekt er faktisk at gøre sin kone, som altid gerne har villet ændre verden, en kæmpetjeneste. På det symbolske plan er han videnskaben, mens hun er menneskets samvittighed og vilje til godhed, og sammen kan de gøre underværker. Også selvom det kræver ofre. Det er efter min mening netop sådan noget, science fiction skal demonstrere.
Teknisk set er der et par kritikpunkter, man kan nævne. Nu og da skabes der en kunstig konflikt ved at figurer som bør stole på hinanden ikke gør det, og metoden til at få has på den kunstige intelligens er rimelig utroværdig (han kan jo selv omskrive sin kildekode – det er faktisk det første, han gør, da de tænder for ham). Men filmen skal jo afrundes, og det bliver den meget fint, ved at man får dybere indblik i kærligheden mellem Will og Evelyn. Et andet (mindre) kritikpunkt er dog aldersforskellen mellem Johnny Depp og Rebecca Hall. Han er ca. 50, hun er ca. 30. Men i filmen skal det forestille at de mødtes da de var på college, og har været sammen hele livet siden. Men selv hvis det var tilfældet at hun var studerende og han var lærer, kan det ikke have været mere end ti år siden, og det er jo mildest talt ikke hele hans liv. Men, sådan noget må man vel bare se gennem fingre med.
Det er under alle omstændigheder en film som på en gang klarer at være emotionelt smuk og intellektuelt stimulerede, og det er absolut science fiction delen – idé-delen – der gives mest opmærksomhed, så man ender med en velovervejet SF-film, der både har et kunstnerisk element, men som også har noget særdeles konkret at sige om mulighederne i, og implikationerne ved, stærk kunstig intelligens. Anbefales!
Karakter: 8 – måske endda 9 – stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41
