The Returned
Film, Spanien/Canada 2013
99 min.
Instr.: Manuel Carballo
Medv.: Emily Hampshire, Kris Holden-Reid, Shawn Doyle, m.fl.
Da jeg gik i gang med at se denne film var jeg under indtryk af, at det var en genindspilning af den franske zombie-agtige tv-serie (2004) og efterfølgende film (2012), Les revenants, som også har den engelske titel The Returned. Men det viste sig ikke at være tilfældet; denne spansk-canadiske produktion er et uafhængigt zombiedrama, som tilfældigvis også hedder The Returned. Hvor den franske serie handler om at de døde på mystisk vis vender tilbage og forsøger at genoptage deres tidligere tilværelse, er denne film ret anderledes. Jeg kalder den et zombiedrama hellere end en zombiefilm, for det er en moden og hårdtslående velspillet historie om en AIDS-lignende epidemi, som gør folk til menneskeædende zombier, hvis ikke de får en indsprøjtning med et bestemt protein en gang om ugen – men gør de det, kan de også leve et normalt liv. Epidemien spredte sig første gang i 1980, og er brudt ud igen flere gange siden. Folk som er inficeret med virusset kaldes ”the returned”, og lægges for had af diverse grupper, fordi deres blod er meget smitsomt.
Desværre begynder myndighederne at løbe tør for det kurerende protein, og så begynder panikken langsomt at brede sig. Dette koncept kunne man sagtens lave en actionfyldt, big-budget World War Z-agtig film ud af, men det rakte pengene ikke til, og derfor besluttede de i stedet at fokusere snævert på et enkelt par, og hvordan de og deres omgangskreds oplever forløbet. Kate og Alex har været sammen et stykke tid. Kate er læge og Alex er musiklærer. Alex er desuden inficeret med virusset og er således en ”returned”, men det er lykkedes ham og Kate at hemmeligholde det. Via en forbindelse på hospitalet får de gradvist opbygget et lager af proteinet, så der foreløbig er nok til at holde Alex forsynet. Da Alex’ bedste ven, Jacob, pludselig stjæler alle forsyningerne, begynder Kate og Alex’s tilværelse at falde fra hinanden. Alex lænker sig fast til væggen i forventning om hvad der vil ske, og trygler Kate om at skyde ham. Kate holder næsten ikke til det, for da hun var lille blev hun bedt om at gøre det samme for sine forældre (hvilket man ser i åbningssekvensen) – og det var nok bl.a. for at forsøge at gøre bod for dette at hun forelskede sig i en ”returned” mand …
Filmen starter lidt svagt og halv-kedeligt, men bliver glædeligvis bedre og bedre efterhånden som den skrider frem. Medrivende skuespil, realistiske personer og et virkelig stramt og veldrejet manuskript, hvor pregnante problemstillinger og personskildringer hvirvler og vrider sig rundt og rundt, ender med at gøre filmen til lidt af en wow-oplevelse. Nogle siger at filmen ikke er rigtig horror, men det vil jeg nu bestemt sige at den er – og sci-fi er den også. Samtidig er den dog også et voksent drama. I forhold til sit budget har filmen på eksemplarisk vis formået at vende sine svagheder til styrker, og må derfor udråbes som en imponerende succes. Det eneste der blev ved med at irritere mig undervejs var baggrunds-musikken, som bestod af en konstant sørgmodig dronen med enkelte ”effektfulde” klaver-anslag – desværre en på alle måder billig type musik som går igen i utrolig mange lav-budgetsfilm. Men den spolerede heldigvis ikke helhedsindtrykket.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41
