The Ocean at the End of the Lane
Roman af Neil Gaiman
Headline Books 2013
265 sider, £ 6,99
Jeg manglede noget at læse da jeg for nylig tilbragte noget tid i Schiphol lufthavn og faldt over denne lille bog af Neil Gaiman. Jeg kendte udmærket forfatteren fra hans tegneserier og filmatiseringer, men var endnu ikke kommet rundt til at få læst nogle af hans romaner trods mange anbefalinger. Det ville jeg så gøre bod på, og det kom jeg ikke til at fortryde.
The Ocean at the End of the Lane er fortællingen om en 7-årig dreng, der engang i 1960’erne eller 1970’erne har nogle fantastiske oplevelser sammen med familien Hempstock, som bor for enden af den landevej, hans egen familie bor på. Historien bliver fortalt af den nu aldrende hovedperson, som opsøger sin barndoms egn efter en begravelse og ved et besøg på Hempstock-gården pludselig kan huske barndommens oplevelser, der ellers var gemt af vejen dybt i hans underbevidsthed.
Hempstock-familien er ikke helt almindelig. Den består af bedstemoderen, moderen og den 11-rige pige Lettie Hempstock, som bliver drengens ven. Lettie er overbevist om at den lille dam i gårdens baghave er et verdenshav, og måske er der noget om det, for der sker mange mærkelige ting omkring Hempstock-familien, som det bliver kraftigt antydet er meget ældre end de ser ud til – måske flere milliarder år. De er en variant af den klassiske, mytologiske trio maiden, mother, crone, kendt fx fra nornerne i nordisk mytologi og moiraerne i græsk ditto.
Som så ofte i eventyr (og Gaimans historier) gør drengen noget, han ikke må og får derved sluppet noget løs i denne verden, som ikke burde være sluppet løs. Han søger Hempstock-familiens hjælp, men der bliver lagt mange forhindringer i vejen før han kan blive reddet og det undslupne væsen kan blive overvundet, og prisen for redningen er hård – så hård at han bliver nødt til at glemme det skete.
Bogen er kraftigt præget af nostalgi for en svunden tid og af den drømmende måde hvorpå et lille barn oplever en verden der kan virke magisk helt uden magi – selvom der er magi nok i denne historie. Selvom bogen er fortalt fra en 7-årig drengs synspunkt, er den ikke udpræget en børnebog, men i stedet mere beregnet for voksne, der vil genfinde noget af deres barndoms magi og måske drømme om at deres egen barndom måske indeholdt lidt mere magi end de umiddelbart kan huske.
Det er en lille bog – 265 sider med lille skrift, inklusive et interview med forfatteren om bogen (som jeg ikke læste), og den er hurtigt læst. Men gode bøger behøver ikke være lange, og The Ocean at the End of the Lane har præcis den længde, den skal have. Det er der åbenbart andre end mig der synes, da bogen for nylig vandt Locus Award som den bedste fantasy-roman fra 2013.
På nogle måder minder historien om Gaimans børnebog Coraline, blot uden så meget humor, og den kunne sikkert godt blive til en film i samme stil hvis man skærer ned på de mere voksne elementer. Spørgsmålet er om det vil være en god idé, for det er i høj grad hovedpersonens indre monolog der bærer bogen, og den slags er svært at omsætte til det store lærred – bare se hvordan det gik i David Lynch’s filmatisering af Dune. Omvendt ville en tegneserieudgave a la den som P. Craig Russell lavede af Coraline ikke være af vejen.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 41
