Fare! og andre science fiction-noveller
Novellesamling af Arthur Conan Doyle
Efterord af Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen, 2013, 298 sider, 298 kr.
De ældre science fiction-værker tilbyder en dobbelt bonus: dels er det science fiction, som jeg har været vild med siden jeg var gammel nok til at nå op til genre-hylderne på kommunebibliotekerne, dels får jeg en ekstra verden med i købet – verden af i går, som er forunderligt anderledes. I Conan Doyles noveller trisser piberygende pebersvende rundt i tweed og oplever grufulde og sindsoprivende ting, og altid inden det grufulde og sindsoprivende sker, er det forvarslet med at nu sker der noget grufuldt og sindsoprivende.
Conan Doyle er en billedskabende forfatter – han tager os ned i dybe huler og op i de allerøverste luftlag og langt bort til de vildeste jungler, og han viger ikke tilbage for at beskrive de rædsler og monstre folk kommer ud for. Og han er god til at beskrive fra uventede synsvinkler: Titelnovellen “Fare” handler om hvor let England kan undertvinges i krig af en fjende som har ubåde og som er parat til gå efter civile fragtskibe. Novellen er skrevet fra en fjendtlig admirals synspunkt. Jeg var forbløffet over hvor realistisk og profetisk den virkede; novellen er fra 1914, men den fik mig til at tænke på Slaget om Atlanten (1939-1945).
Til sidste nr. af Himmelskibet anmeldte jeg En Verdensomsejling under havet af Jules Verne, og det er tankevækkende at se, hvordan teksterne har nogle træk tilfælles, der skyldes den tid de er skrevet i: Det stort set kvindeløse univers, det antropocentriske livssyn (den første tanke, når den tuberkuløse helt opdager et monster med menneskelige træk – at det vil han da slå ihjel.) Den samme glæde ved havets mikrofauna – men her er Conan Doyle behageligt behersket og bremser sig selv i at opremse alle slægter og familier, i modsætning til Jules Verne.
Handlingen i novellerne og kortromanen er ikke så overraskende: En mand opdager eller opfinder noget og kaster sig ud i yderligere udforskning som så leder til den naturligt dramatiske afslutning. Kortromanen virker lidt uredigeret, fordi den mest underholdende del af historien er tilføjet som en art appendix til dens naturlige forløb.
Min favoritnovelle er “Rædslen fra højderne” fordi den overraskede mig mest med sit novum og fordi den var meget poetisk skrevet.
Novellerne er lette at læse og underholdende. Conan Doyle er en fin portrætkunstner der på novellernes korte plads hurtigt får tegnet nogle troværdige figurer som varierer fra historie til historie. Der er den selvglade admiral, den nysgerrige pebersvend, de distræte videnskabsmænd og den overmodige pilot. Men det får mig til at savne det fortrolige univers omkring Sherlock Holmes, Dr Watson og London.
Forsiden er lidt noller. Science fiction Cirklen har valgt at hele deres klassiker-serie skal have en ramme omkring et motiv og nogle besynderlige farver udenom.
Oversættelserne holder Niels Dalgaards sædvanlige høje niveau. Han har valgt at gøre sproget nutidigt, bortset fra nogle enkelte ord og begreber, samt dialogen, hvor han lader 1800-tallets høflighedsfraser hjælpe med at skabe en stemning af i går.
Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 41
