Flygtninge fra himlen
Roman af Tage Eskestad
Oprindeligt udgivet 1973 af Stig Vendelkærs Forlag
Genudgivet 2013 af Science fiction Cirklen med efterord af Niels Dalgaard
220 sider, 249 kr.
Romanen er en gendigtning af begivenhederne i det gammeltestamentelige pseudepigraf “Enoks Bog” – eller, man kan sige det er en fortælling, som bruger tropen: “Guderne var i virkeligheden rumvæsener”.
200 ‘englemænd’ flygter fra Mars for at undgå at blive udrenset i en eugenisk kampagne. De kommer til Jorden på et tidspunkt før syndfloden og møder der en primitiv menneskeart, som de lærer videnskab til, men også får monstrøse børn med.
Bogen starter med et kapitel hvor fortælleren beskriver hvordan fascinationen eller ideen startede: Med en religionslærer der udlægger Enoks Bog på sin egen måde. Jeg blev nysgerrig efter at vide, om det også er forfatterens egen barndomserindring, der blev beskrevet.
Mod slutningen udvikler de liderlige han-engle sig til et nyt stade: først får de en glorie som gør dem telepatiske og siden bliver de rent virtuelle eksistenser. Med forfatterens ord: “… Logos-programmet – rumskibsvæsenernes epoke, hvor vi ikke længere er henvist til en begrænset biologisk tilværelse…” Her synes jeg forfatteren er imponerende tidligt ude med ideer, som jeg ellers troede først William Gibson kom først med i sin Neuromancer fra 1984. (Jeg har researchet lidt efterfølgende på, hvem der kom først med ideen, og der er stof her til en hel artikel om emnet, men deadline for denne anmeldelse er i dag).
Som der står i efterordet, er det et værk, der er tydeligt præget af sin tid. Der er meget snak om matriarkatet, og hele handlingen sættes i gang af en interplanetarisk kønsstrid. Det er en skam at rumvæsenerne (eller forfatteren?) ikke kan forestille sig andet, end at udfaldet af en kønskamp ikke kan blive andet end det ene eller det andet køns herredømme (eller fruedømme). Heldigvis fylder angsten for matriarkatets komme ikke så meget i bogen. Forfatteren skriver hellere om, hvor dejlige og uimodståelige kvinder er, både når de er herskerinder og når de er slavinder.
Eskestads sprog er letflydende og sanseligt, og fortællingen har hele tiden god fart på; der spildes ikke ord på transportscener og mellemspil. Karaktértegningen er lidt flad, især fordi der springes mellem mange forskellige personer. Fortællingen er underholdende og bevæger sig ud og ind af kendt stof og overraskende fantasi – jeg kunne rigtig godt lide den.
Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 41
