Nattens sanger: Besat, Skæbne, Følelse
Trilogi af Christina Bonde
Forlaget Mellemgaard
318, 314 og 310 sider
299,95, 249,95 og 249,95 kr.
Ceci n’est pas une Twilight-kopi, selv om Christina Bondes trilogi Nattens Sanger ved første øjekast sender tankerne i den retning. ‘Twilight-agtig’ er desværre blevet en lidt for letkøbt og nedsættende kritik, der kastes efter enhver overnaturlig romance. Jeg er bange for, at selv Dracula ville have fået det mærkat, hvis den blev udgivet i dag: Gammel adelig blodsuger(/gris) forfører ung, naiv kvinde. Nattens Sanger er en repræsentation af et narrativ betydeligt ældre end Twilight og Dracula. Fx var både oldtiden og middelalderen er fuld af historier om elvere, satyrer, ånder og guder, der havde travlt med at forføre særligt udvalgte mennesker til ‘the dark side’.
Hovedpersonen i Nattens Sanger, Victoria Rose, har også en del mere af HBO-Sookie Stackhouse end Bella Swan over sig. For det første er hun ikke teenager, men en ung kvinde midt i tyverne. Hun har gode veninder, bekymrede forældre, og er udannet sygeplejeske og ansat på et hospital. Et job hun forlader for at ‘følge sin skæbne’, der, værd at bemærke, ikke har noget med vampyrkæresten Lucas at gøre.
‘The one’-tematikken fylder en del, hvilket er et fint element, der giver Victoria lidt agency. Vampyren Lucas er i bind 2 endda blevet til lidt af en forelsket vatnisse. Lige så mange gange Lucas redder Victoria, får han lidt kærlig skældud og kryber gladelig tilbage under Victorias tøffel. Han følger hende i et og alt, og det er dejligt, at det for en gangs skyld ikke er kvinden, der følger ‘den udvalgte mand’. Victoria er på mange måder en dansk heltinde, med en meget skandinavisk selvstændig, på grænsen til mandeundertrykkende, attitude.
Første halvdel af bind to er lidt træg, men historien tager igen fart i bind tre, hvor der er masser af action. Christina Bonde kan skrive, og jeg glæder mig til, at hun skriver en bog, hvor formen ikke fordrer bunkevis af klicheer og hvor hovedpersonerne ikke ‘snerrer’, ‘hvæser’, eller ‘skriger’ af hinanden, men bare taler sammen.
Nattens Sanger har også dejlige små elementer af meget dansk humor, som når Victoria bander over det selvhøjtidelige vampyrråd og kalder dem “Dracula-klubben”. Den slags humor kunne jeg godt have brugt lidt mere af, ligesom de interessante fantasy elementer: skæbnegudinderne, med fordel kunne udforskes lidt mere. Især hvis det hele blev gjort på færre end knap 950 sider.
Alligevel fik jeg læst Nattens Sanger på et tæppe med et koldt glas saftevand hen over to weekender. Trilogien er en ganske fin lille sommer guilty pleasure, lige som Transformers 4 var det i sidste uge og den nye Turtles-film er det i næste weekend. Jeg kan jo ikke læse Proust hele tiden, og slet ikke i bikini nede på bådebroen ved Islands Brygge. Ikke mindst fryder det mig at holde Nattens Sanger lidt højt og grine af den dumme Slate Magazine-journalist Ruth Graham, der i juni havde gang i en seriøs omgang internet-trolling og satte en debat i søen om hvilke bøger voksne kunne tillade sig at læse (hint: ikke YA).
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet 41