Half a King
Roman af Joe Abercrombie
Harper Voyager 2014. 350 sider
I Half a King møder vi prins Yarvi, anden søn af en stolt konge. Det er nu ikke Yarvi som kongen er stolt af, for prinsen har en vissen hånd. Det er jo ikke så godt i en hård verden, der bliver regeret af krigere med barkede næver, men Yarvi har heldigvis en storebror der skal arve tronen. Yarvi kan derfor trygt gemme sin visne hånd og sig selv bort fra omgivelsernes hånende blikke, i den kloge kone Gundrings kammer, hvor han kan fordybe sig i historie, urter og læren om Det Større Gode.
Yarvis trygge, omend lidt nedværdigende dagligdag, rykkes op med rode da hans far og bror myrdes i et nedrigt baghold. Yarvi ønsker ikke tronen, men ikke desto mindre sværger han at hævne sine frænders død. Han har dog næppe sejlet over havet på togt mod de sandsynlige bagmænd, før han forrådes og efterlades som et stykke vraggods i det vinterkolde hav.
Yarvi kan knapt holde på et skjold, endsige svinge en økse, og han har kun sin kløgt, den svages våben, i kampen for liv og ære. Yarvi må udholde grusomhed, slavens lænker og den bitre kulde for at udvikle sig til den mand han må være, hvis han skal fuldføre sin ed. Hans eneste støtte finder han i en gruppe kæltringe, der er udstødte og ringeagtede ligesom ham selv. Med deres hjælp finder han vej mod et opgør, der er lige så tvistet, forrådende og tragisk som begyndelsen på hans rejse.
Joe Abercrombie har med sin nye trilogi kreeret en dannelseshistorie, sat i et gustent og koldt vikinge-inspireret univers. Som en der selv har puslet med viking-fantasy, synes jeg at forfatteren har ramt den kyniske og ramsaltede verden ganske godt. Der er også gode karakterbeskrivelser, ikke mindst prins Yarvi selv, hans mor Laithlin og hans reservemoder Gundring. Det skorter heller ikke på tvist og overraskelser i gennem romanen.
Alligevel er der ting der skurer mit øje. En af hovedpersonens fjender vælger f.eks. at forfølge ham gennem ødemarken med livet som indsats, i stedet for at acceptere de klø Yarvi og hans venner har tildelt ham, og se at komme videre. Det virker mere end almindeligt orkestreret af forfatteren, så plottet kan lægges på plads, og Yarvi kan gennemgå den sidste nødvendige forvandling inden klimaks.
Ikke desto mindre var jeg underholdt, og romanen var af passende længde. Jeg var også glad for fraværet af fjollede romancer. Der var ingen halvforkølede sexscener her. Det kunne HBO nok lære lidt af.
Styrken i Half a King ligger i høj grad i verdenen, og alt det som den lover af intriger og plots i de kommende bøger.
Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 42