Nær og fjern – Lige under overfladen 7

luo7Nær og fjern – Lige under overfladen 7
Novelleantologi
Science Fiction Cirklen (SFC) 2013. 260 sider.

Dette er den syvende udgivelse fra SFC i Lige under overfladen-serien med danske forfattere, der skriver science fiction. I 2013 udkom der hele to bøger i serien, da der åbenbart var så mange gode historier blandt de 70 indsendte bidrag, at SFC besluttede at lave en ekstra. Jeg har læst to af de øvrige novellesamlinger, og har læst noveller fra de fleste af forfatterne, da det er gengangere fra diverse udgivelser såsom Himmelskibet, Novum/Proxima og Knud Larns fanzine Science Fiction, m.fl. Her følger et par næsten spoilerfrie kommentarer til enkelte noveller, der forhåbentlig vil gøre nogle nysgerrige:

Henning Andersen: “Fyrtårnet” – En god idé, der irriterer mig lidt på grund af den efter min mening unødvendige vikinge-vinkel. Den lille henvisning til den endelige fimbul-vinter er ikke rigtig nok for mig til, at det retfærdiggør besværet med at afkode de oldnordiske ord og henvisninger.

Jesper Rugård Jensen: “Krigen i himlen” – Nanobotter i borgerkrig inden i en skizofren ægtemand. Sorthumoristisk variant af “Postbudet ringer altid to gange”, der er pænt grum.

Nicole Boyle Rødtnes: “Mobildoktor” – Tre punktnedslag i konsekvenserne af en mobil-app der er meget tæt på virkelig­heden. Jeg kunne godt have brugt enten en sammenhæng mellem ‘historierne’ eller lidt mere kød, men den er ganske sjov og tankevækkende.

Lonni Krause: “Tibetaneren Tilda og grønthandleren” – Pænt sær (og lang) historie om en alien æblefetichist, som nok hører mere hjemme i en samling om erotik. Henvisningerne i slutningen, der forklarer noget af symbolikken, synes jeg ikke er nødvendige, når vi nu er midt i noget så litterært som dette.

Gudrun Østergaard: “Nær og fjern” – Velskrevet “first contact” historie, lidt inspireret af filmen og novellen Enemy Mine, der jo igen er inspireret af filmen Hell in the Pacific (1968).

Martin Willer: “Dr. Kincaids optegnelser” – Når man lige vender tilbage til tredje ord i novellen giver det mening, meeeen…

Simon Christiansen: “Fanget i Tiden” – Interaktiv novelle med diverse tidsløkker, inddelt i 80 nummererede afsnit (som sågar tager højde for at man snyder med rækkefølgen). Jeg er sgu nok for gammeldags/doven til det, men det er teknisk dygtigt lavet og har krævet en del arbejde med et rutediagram for at få det til at fungere.

Helle Jakobsen: “PXx-21894 område DK-Nord” – Start på noget der formentlig (?) bliver til en dansk pendant til Hunger Games/Divergent eller en lignende serie. Teenagepige flygter fra et post-apokalyptisk ‘Big Brother’- samfund ud til en natur-klan. Der er så afgjort muligheder i historien.

Mikkel Harris Carlsen: “Et hændeligt uheld på Lincoln Street” – Sjov lille historie om et teleportationskiks. Emnet er be-handlet en del i Star Trek, men det fungerer okay i historien, der dog mangler at forklare lidt mere om det miljø, historien foregår i.

Beatrix Miranda Ginn Nielsen: “Chatbot” – Rigtig fin historie om en AI a la Siri eller filmen Her (2013), der får lidt meget personlighed.

Flemming R. P. Rasch: “Omvej ved de ydre planeter” – Klassisk hård science fiction, om en spændende troværdig rumrejse ud mod Kuiperbæltet. Muligvis inspireret af Fantastiks skrivegruppes diskussion om (dette nummers redaktør) Tues Stjernestruktur/Sunpyre-univers. Det er jeg også lidt involveret i, så jeg er på forhånd ret positiv overfor denne historie, der også er samlingens længste og mest gennemførte, med et relativt stort og velbeskrevet person-galleri. Historien ville i øvrigt være velegnet til en glimrende indie sci-fi film. Der er sågar også et rumskibsslag!

Nikolaj Johansen: “Jump Session” – En gruppe kontor-droner (?) forsøger at gøre oprør i et totalitært Danmark ved at danse. Rimeligt uforløst historie, som er svær at betegne som science fiction.

Kenneth Krabat: “Verdens nye ende” – Nærmest uforståelig, men det er vist noget med frygten for at blive far, kombineret med filmen “Groundhog Day”.

Manfred Christiansen: “Mod bedre tider” – Spændende tidsrejseparadoks-historie, med in-teressante politiske dimensioner.

Lars Ahn Pedersen: “Tannhäuser Gate” – Mægtig god cyberpunk historie, der trykker på alle de rigtige knapper og til og med giver en god forklaring på, hvorfor vi stadig er mange der kan lide science fiction. Som Flemming Rasch skriver i sin anmeldelse, er det også en meta-historie, idet den forholder sig til, hvordan William Gibsons cyberspace-univers er forskelligt i forhold til nutiden.

Der er med andre ord masser af gode ideer i denne samling, som jeg vil anbefale læsere af dansk science fiction at få fat i, men hvis SFC vil have så mange historier med, så synes jeg, at visse af historierne kræver en del (mere?) redaktionelt input før de trykkes…

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 42

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *