P.C. Cast og Kristin Cast: Vampyrens Mærke

Vampyrens Mærke
Nattens hus bind 1
P.C. Cast og Kristin Cast
Tellerup 2008, 268 sider.
Originaltitel: Marked (2007).
På dansk ved Anders Vestergaard Mortensen.
Vejledende pris: 148 kr.

Det begynder allerede på omslaget! Vi har en bleg teenager der prøver at ligne Brandon Lee i The Crow. Altså … det er en bog om en teenager som ingen forstår, som er på en slags kostskole for andre der deler hendes sære evner … og bare for good measure har vedkommende et mærkeligt mærke i panden?! Skyd mig! (hvis ikke du kan gætte hvad jeg hentyder til, så tillykke. Du har ikke fulgt med i fantasy-miljøet i over ti år).

Åh, men den her er anderledes! Der er vampyrer og blowjobs med! Ja, jeg troede ikke at dét ord nogensinde ville flyde fra min pen, men det er åbenbart blevet så mainstream, at det er helt okay at skrive og vende tilbage til igen og igen i ungdomsbøger. Skyd mig.

Denne bog har et stærkt præg af goth-ungdom over sig, og endnu værre: den er emo.

Teenage-pigen Zoey har det svært, eftersom hendes mor kun tænker på sig selv, hendes bror altid spiller computer og hendes søster er en blond vandreklit. Og hendes onde stedfar er en indoktrinerende kristen, der vil præge alle med de samme værdier som han selv har. Hendes bedste veninde er en sladdertaske og hendes fyr en stupid jock. Og lige som jeg troede at det ikke kunne blive mere stereotypt, finder vi ud af at hovedpersonen har en flink, indiansk bedstemor. Jep. Hun er pige, rødhud og ikke-troende. Hun tilhører enhver form for ‘undertrykt minoritet’. Men hvad så?

Man når knapt nok at få styr på hendes baggrund, før den alligevel fortaber sig totalt (bortset fra at hendes fyr får lov til at optræde et par gange), og hun kastes ud i en skole for vampyrer.

Jeps, en vampyruddannelse. Det tager ligesom lidt af mystikken fra det, ikke?

Der sker rent bogstaveligt ingenting i bogen. Zoey flygter fra sin familie, får lidt New Age-ævl fra bedstemor, og får sig hurtigt spøjse venner og intrigante fjender på sin nye skole. Men hun passer bare aldrig ind nogen steder! Til gengæld er hun en form for udvalgt. Hvor overraskende. Skyd mig.

Der er en form for ‘opgør’ til slut, men ellers skal vi vente på næste bind før der bliver løst op for noget overhovedet. For at noget kan være en bog i sig selv (om det så er første bind i en serie eller ej), skal læseren føle at det var en selvstændig læseoplevelse. Selvfølgelig må der godt være løse ender, men dette føles mere som en tegneserie der fortsættes i næste nummer.

‘Handlingen’, eller hvad nu skal sig, er bygget idiotisk op. Først får vi en Fuldmånerite, efterfulgt af en rite i en privat klub, så tager Zoey afsked med sin gamle kæreste, og lige derefter mødes hun med sin nye. Selv om der stort set ikke sker noget af betydning, føles det alligevel som om handlingen er komprimeret.

I denne verden er vampyrerne et offentligt kendt faktum, og det kunne der være blevet en interessant historie ud af, bortset fra at disse forfattere vender så meget op og ned på hvilke styrker og svagheder og andre karakteristika vampyrerne har, at det bliver bedøvende ligegyldigt om de er vampyrer eller ej. De har ikke engang hugtænder. Dem man møder i bogen, spiser almindelig mad, kan gå rundt i sollys og de læser humaniora! De undgår endda helst at drikke menneskers blod! Hvis nu de for helvede da havde været nogle lede sataner, så havde vi måske haft en sjov bog om en ond Harry Potter! Men nej, I denne bog er vampyrene alt andet lige de gode, og den onde fjende er … menighedsrådet. Seriøst. Den farligste fjende de kunne finde på, er menighedsrådet. Uha, dem og deres modbydelige kernefamilieværdier! Vampyrerne udgør alle samfundets kreative hoveder. Der er stadig et svagt element af monstre over dem (dvs. at de kan få svært ved at undertrykke deres trang til blod), så forfatterene prøver tydeligvis på at få læseren til at slippe en god-ond opdeling. Men at opdele folk i dem der tror på godt og ondt, og så dem der ikke gør, er jo stadig en godond opdeling.

Forvandlingen til vampyr kan ses som en tyndt forklædt metafor for enten dét at blive voksen – og fordi vampyrerne er berømte mennesker der tilsyneladende står for al æstetisk produktion som alle elsker (samtidig med at skaberne af denne produktion er en dæmoniseret minoritet) – kunne de også være en slags metafor for enten jøder, eller for at vores berømtheder er blodsugere. Men de kunne for den sags skyld være en metafor for blomkål, for forfatterne har bestemt ikke været konsekvente.

I værste fald kan bogen læses som en slags ny hyldest til overmenneskeideologien (til trods for at personerne i bogen er følsomme klynkehoveder), hvortil forfattere naturligvis hører… Selvfølgelig synes bogens hovedperson ikke at man skal fejre at de svage dør, men det er ikke desto mindre dét der sker. Og almindelige mennesker? Åbenbart bekymrer vampyrerne sig om dem, men det er tydeligt at vampyrerne er misforståede genier, og derfor højt hævet over dem. Og her vil jeg så pointere at der ikke er noget så ordinært som folk der tror at de er noget specielt. Forfatterne hader tydeligvis ‘kristne hyklere’, men der er sgu ikke nogen der er så dygtige til at tvinge deres meninger ned over hovedet på andre, som dem der hader de traditionelle autoriteter. Det er én af den slags ting alle gør, men som ingen vil være ved.

I bedste fald handler bogen om at være ensom og misforstået, men det er også derfor den er moralsk undergravende. Som teenager var jeg ensom og følte mig misforstået. Og det var jo ikke noget under, i betragtning af at jeg kunne lide rollen som en cool afviger. Faktum var at jeg bare var en idiot, og at det da er klart at man har det svært, hvis man tror at man skal have det svært. Hvad denne bog gør, er at bekræfte teenagere i deres selvdestruktive adfærd. Hvis det viser sig at bogen bliver populær fordi teenagere kan ‘identificere sig’ med hovedpersonen, har man god grund til at være bange for hvad der dog skal blive af næste generation. Måske er de ikke blevet mobbet nok i skolen.

Bogen er faktisk solidt fortalt, men det siger blot at der er blevet fundet en oversætter der har gjort et grundigt stykke arbejde. Men en flot fortællestil kan ikke rette op på at selve fortællingen er stupid, uoriginal, hyklerisk og vulgær. Bogen fortjener ikke en anmeldelse, men en eksorcisme.

Jeg blev ved med at tænke at nogen ‘skulle få det her betalt’, men det har stakkels Tellerup jo allerede gjort. Det var en fejl at importere denne bog – så vidt jeg kan se, har bogen fået en fin modtagelse i hjemlandet (USA), hvilket må skyldes at forfatterne med en billig åndetro / satanisme light / wiccan-stil og nemme kritik af kristendom, samt den faktisk gode idé at gøre vampyrerne til ‘de kendte’, har gået efter ‘the controversy bid’. Det er uden tvivl derfor at nogle personer i bogen er ‘undsluppet’ Bibelbæltet. Jeg kan kun håbe på at et dansk publikum ikke vil falde for den slags fiduser.

Men hvis du er ung, har følsomt (sortfarvet) pandehår, og bruger det meste af din fritid på at poste selvopfundne hemmeligheder på myspace og/eller skære i dig selv, så vil bogen sikkert falde i din smag.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

1 Response to P.C. Cast og Kristin Cast: Vampyrens Mærke

  1. Pingback: Min grumme fortid som anmelder - Betatester

Der er lukket for kommentarer.