Blodsværmen
Roman af A. Rune.
Turbine, 2014. 384 sider.
Forfatteren A. Rune introducerede sit Traia-univers for os læsere første gang i 2011 med bogen Natdværgen (anmeldt i Himmelskibet nr. 32), hvori vi fulgte de unge venner ridderen Askil, præsten Horan og troldmanden Josol. Tre år efter har vi nu fået fortsættelsen Blodsværmen. Der er gået nogle år for vennerne, og de er blevet spredt.
Horan sender sin søn Rusha ud for at tage ørkenprøven i en meget ung alder, hvor sønnen er flere år yngre end hvad er normalt for prøven. Sønnen møder slangedronningen, og ender lige pludseligt i et spil imellem guderne, hvor det bliver tydeligt at mennesker blot er brikker i deres spil. Rusha ender med at blive bortført af slavehandlere, og Horan skal nu fortælle sønnens moder hvad der er sket. Hun bliver naturligtvist oprørt over dette og sætter sig for at finde sin søn. Hun har visse magiske evner som hun genopliver for at finde ud af hvad der virkeligt skete. Noget af det første hun finder ud af er at hun ikke kan stole på en som står meget tæt på hende.
Horan sætter sig også for at finde sin søn igen, men drager i en anden retning end moderen, men også han skal genoplive sine evner for at kunne udføre missionen.
Horans ven, ridderen Askil fra skjoldordenen, en orden der beskytter de svage og som ikke blander sig i stor politik, kommer også hurtigt i problemer. Da han vender tilbage til sin hjemby viser det sig at kejseren har udpeget ordenen og dets medlemmer som forrædere, og han fængsles. Han får muligheden for at forsvare sig i kamp, men dette er efter længere tids fængsling, så han er ikke i den bedste form. Han ender som slave i gladiatorarenaen, hvor kampene efterhånden gør at han må udskifte ødelagte legemesdele med kybernetiske implantater.
Også den sidste af venneflokken, troldmanden Josol ender i en kamp, men der er det en kamp på magiske evner, og en kamp som har en stor pris for ham.
I baggrunden for vennernes problemer og kampe er det et større komplot som udspiller sig, og som vennerne ikke direkte har aktie i, men som udspiller sig omkring dem, og som de alligevel bliver blandet ind i.
Historien løber over nogle år, med nedslag i hvor de forskellige er. Dette gør at vi følger deres bestræbelser på at komme ud af de problemer de er i, samtidig med at vi følger deres personlige udvikling, i en veltænkt fantasy verden.
Bogen er tiltænkt et voksent publikum, hvilket jeg bestemt mener den rammer. Selvom vi følger de sammen personer som i Natdværgen, så er dette en selvstændig fortsættelse som ikke kræver at man har læst det første bind, eller kræver at man genlæser den hvis man på de tre mellemliggende år skulle have glemt deltagerne fra Traia-universet. Så herfra kan det kun siges at de der læste og var underholdt af Natdværgen, bestemt også bør læse Blodsværmen, mens andre fantasylæsere der ikke lige skulle have bind 1 stående, sagtens kan starte her. Hvad enten man starter med den ene eller den anden bog, så skal man ikke snyde sig selv for denne bog, hvis man holder af voksenfantasy.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44
