Jessica Jones – 1. sæson
Tv-serie, USA 2015, 13 episoder
Medv.: Krysten Ritter, David Tennant, Mike Colter, m.fl.
Seneste skud på Marvel-stammen er ikke just business as usual for Marvels hastigt voksende live action superhelte-univers. “Jessica Jones” tv-serien fra Netflix handler om en eks-superheltinde, som næsten inden hendes superhelte-karriere var gået i gang havde et traumatiserende tilfælde af nærkontakt med en særdeles modbydelig superskurk.
For at begynde med lidt tegneseriebaggrund: Skurken i serien her er Kilgrave; en let forandret udgave af tegneserieuniversets Purple Man (alias Zebediah Killgrave). The Purple Man har den evne at han kan få enhver til at gøre som han siger. Enkelt, ikke? Han startede tilbage i 1964 som fjende af Daredevil, og hans største saga var i en Marvel Graphic Novel fra 1980’erne, Avengers: Emperor Doom. Det er en skøn (what if) historie om hvordan Dr. Doom faktisk opnår verdensherredømmet; og metoden han bruger er at sætte The Purple Man ind i en maskine der forstærker hans kræfter, så Doom kan gøre hele verdens befolkning til sine viljeløse slaver. Det var en historie om hvorvidt man (hvis man er Doom!) nu også vil blive lykkelig af at realisere sin største ambition.
I år 2000 optræder The Purple Man så i Marvel-tegneserien Alias, som nærværende tv-serie er baseret på. Konceptet er at udforske hvor frustrerende og afmægtigt det ville være for en kvinde – selv en kvinde med superkræfter – at have en overmenneskelig stalker der var besat af at kontrollere hendes liv. Efter at have været under hans (også seksuelle) kontrol i en periode, var det lykkedes Jessica at modstå Kilgraves kommandoer, men hun er den eneste der har kunnet gøre det, og Kilgrave kan fortsat manipulere med hende ved at true andre menneskers liv. Jessica har nu slået sig ned som privatdetektiv, og har selvfølgelig som sit primære mål at fange og dræbe Kilgrave. Det er ikke nemt, da han kan få enhver til at glemme at de har set ham, samt er omgivet af de bedste bodyguards. Til gengæld holder hans kontrol kun i tolv timer, før den evt. skal fornyes.
Jeg var aldrig fan af Alias-tegneserien; jeg syntes ikke at den type historier passede til et superhelte-univers. Det gør jeg for så vidt stadig ikke, men tv-serien er heldigvis en hel del bedre end tegneserien, og slår på en masse relevante tangenter. Jeg var lidt skeptisk i løbet af de første 3-4 afsnit, men syntes at serien virkeligt leverede i sidste ende. Jessica Jones har flere forskellige sager i løbet af sæsonen, men de fleste af dem relaterer på en eller anden måde til Kilgrave, og der er tale om en crime noir serie med masser af blod, vold og død. Jessica møder Luke Cage (kendt i Marvel-universet som Power-Man, “hero for hire”, og partner med kung fu-helten Iron Fist – begge figurer har også Netflix tv-serier på vej), og indleder et løst seksuelt forhold til ham. Også han inddrages i Kilgraves rænkespil.
Krysten Ritter blev kendt i tv-serien “Breaking Bad”, og med den anmelderroste “Jessica Jones” har hun fået sit store og fortjente gennembrud som hovedperson. Hun gør det godt.
David Tennant i rollen som Kilgrave bør ligeledes fremhæves. Han er dødsens alvorlig og autentisk truende, og man sidder bestemt ikke og lader sig distrahere af andre ting når han er på skærmen. Tennant har endelig demonstreret at han er en skuespiller med ligeså stor spændvidde som Christopher Eccleston (den første nye Doctor Who, som Tennant fulgte op på), der også kan spille både meget dyster og meget munter med særdeles stor overbevisning.
Det skal siges at “Jessica Jones” er en særdeles politisk korrekt serie. Der er ingen kvindelige figurer som har et stabilt forhold til en mand (Jessicas advokat er lesbisk gift), og den eneste positive mandlige figur er afro-amerikaner. Kilgrave repræsenterer den (kvinde)undertrykkende hvide mands rolle i kulturhistorien – og man kan faktisk ikke med god samvittighed benægte at det er på tide at der kom sådan en serie! Den har noget på hjerte. Den er velskrevet. Og den er intens. Marvel har begået endnu et hit!
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46
