Childhood’s End
Tv-miniserie, SyFy Channel, 2015
Instr.: Nick Hurran; Screenplay: Matthew Graham; Story: Arthur C. Clarke
Medv.: Mike Vogel, Charles Dance, Osy Ikhile, Daisy Betts, m.fl.
Arthur C. Clarkes filosofiske klassiker om en potentiel evolution af menneskeheden i lyset af den første kontakt med en fremmed civilisation, der på dansk hedder Ud af barndommen, har længe været på manges ønskeseddel til en filmatisering. Det er nu sket i form af en miniserie på 3 x 1½ time, produceret af SyFy Channel, som vist har lyttet en smule til deres kritikere (i hvert fald fra science fiction-miljøet), der længe har brokket sig over, at der var for meget monster of the week-pladder og ugens apokalypsefilm m.m. på kanalen. De er i hvert fald begyndt at lave mere ‘rigtig’ science fiction, altså noget med rumskibe (Dark Matter, Defiance, The Expanse) og andet science fiction (Helix, Continuum, 12 Monkeys).
For dem som ikke har læst bogen, så er handlingen kort fortalt, at nogle venligtsindede aliens dukker op på Jorden og hjælper os med alle vores problemer fra sygdomme til krige og beskadiget miljø, etc., og skaber et rendyrket Utopia. Hvorfor og hvordan bliver efterhånden forklaret, og der er nogle (i den grad for datiden og sikkert også for en del i vores nutid) markante overraskelser og provokationer undervejs. Bogen er relativ kort, fyldt med info-dumps og delt i tre dele med et par generationers mellemrum. Hver del har sin separate hovedperson, der har en specifik synsvinkel på begivenhederne.
Bogens underliggende koncept om transcendens er først beskrevet indgående af en jesuitpræst, der også var uddannet palæontolog, geolog, biolog, m.m., ved navn Pierre Teilhard de Chardin. Det er siden brugt mere eller mindre bevidst af en masse forfattere (Frank Herbert, Dan Simmons, Julian May, m.fl.) og transhumanister (Kurzweil, m.fl.).
Ligesom med den tematisk beslægtede Ascension fra 2014 (anmeldt i Himmelskibet nr. 43) er de faktisk sluppet ganske heldigt fra denne filmatisering, og jeg var egentlig forbløffet over hvor trofast den var over for bogen. De væsentligste forskelle er at man har forkortet længden på perioden mellem at de fremmede væsner dukker op og til de afslører sig. Tilsvarende er perioden med Utopia forkortet betragteligt. Derudover er der indført flere romantiske bipersoner der ikke eksisterer i bogen, da Clarke ikke var specielt interesseret i dette aspekt, og den dominerende hovedrolle er ikke længere FN-diplomat, men en opfindsom fredelig landmand.
Grunden til disse ændringer er, at man tydeligvis har villet fastholde hovedkaraktererne igennem hele serien, og så selvfølgelig gøre den mere amerikansk. Det synes jeg er i orden, selvom det er typisk og de romantiske scener blev noget langtrukne. Det mest utrolige er dog, hvor lidt action der rent faktisk er i serien – der er masser af spektakulære scener som er en visuel nydelse, selv på det begrænsede budget der trods alt er på en tv-miniserie, men hovedvægten er på mere eller mindre filosofisk snak!
Instruktøren Nick Hurran er ikke kendt for noget specielt andet end lidt britisk tv, bl.a. enkelte afsnit af Doctor Who, men manusforfatteren Mike Vogel har skrevet en del genre-materiale f.eks. de to britiske serier Life on Mars og efterfølgeren Ashes to Ashes. Det er da også efter min mening historien der holder mere end instruktionen, som er sådan lidt generisk, men dog med nogle nydelige effekter. Det skinner også af på skuespillet, som er sådan lidt dovent, men selvfølgelig og heldigvis med Charles Dance som ham, der gør mest indtryk i rollen som en alien med et opsigtsvækkende udseende.
Den eneste anden, der rigtig brænder igennem på skærmen, er Colm Meaney i en taknemmelig rolle som noget nær den eneste rigtige skurk (en højreorienteret mediemogul).
Min konklusion er at dette nok bliver det bedste, vi kan få som filmatisering af denne historie, så længe det skal laves i kommercielt regi. Anbefales primært til dem som IKKE har læst bogen, men er interesseret i emnet og vil have en nem indgang til videre studier. Os, der har læst bogen og gerne vil se, hvordan den kan visualiseres, kan sagtens se den uden at få ødelagt bogen.
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 47
