The Goblin Emperor
Roman af Katherine Addison
Tor Books, 2014, 448 sider
Da luftskibet Wisdom of Choharo styrter og tager kejser Varenechibel IV, alle elveres overhoved, samt hans tre ældste sønner med i døden, trues riget med kaos. Tronen bør rettelig overlades til Maia Drazhar, fjerde og yngste søn, mindst elsket af alle, kun atten år gammel, og af halvt goblin-blod. Men at overlade ham tronen turde være en vittighed, hvis det ikke var så tragisk.
Maia har været sendt i indre eksil efter kejserindens alt for tidlige død. Opvokset langt fra hoffet, under ukærligt opsyn af sin ligeledes vanærede fætter Setheris, der har ladet sine frustrationer gå ud over knægten. Ingen kunne være mindre forberedt til at tage den store byrde på sig. Og ude i kulissen lurer kræfter på at overlade magten til Maias yngre fætter Idra, og ikke mindst Idras ærgerrige mor Sheveän.
Kejser bliver Maia. For, som fætter Setheris tørt konstaterer, så vil Maia næppe overleve længe hvis han ikke tager tronen, for han vil være en konstant trussel mod den til enhver tid siddende kejser. Kejser bliver han, men kampen for at blive på tronen er som at balancere på en knivsæg. Det viser sig hurtigt at luftskibets forlis ikke skyldes et uheld, men at snigmordere stod bag. Vrede adelsfolk prøver også at udnytte den usikre situation til at fremme egne dagsordener. Maia må lære at herske – hurtigt – i et minefelt af byzantinsk politik, og han må kæmpe for at lægge sin plagsomme barndom bag sig, uden nogen til at lede sig på rette vej og uden megen sympati fra hoffet.
The Goblin Emperor er en lidt sær bog. Det er en god bog for dig som kan lide at udforske detaljerede verdener, og indviklede hofintriger. Verdenen minder meget om vores i 1700-tallet; lugter måske lidt henad det russiske hof, tilsat et stænk af magi og steampunk. Bogen handler i bund og grund om magt, misbrug og forsømmelser, både på det personlige plan, og i det elviske samfund. Forfatteren tager emner op som race, klasse og køn. Hvad du får, er ikke en episk fortælling, der bygger op til et gloværdigt klimaks, men historien finder i stedet sin forløsning i små fremskridt, sår der heles og menneskelige bånd der skabes.
Jeg var meget fornøjet da jeg læste The Goblin Emperor. Der er dog nogle irritationsmomenter. Forfatteren har insisteret på næsten at skabe sit eget sprog til at følge hendes verden, med det resultat at jeg famlede noget rundt i sære betegnelser og umulige navne der i nogen grad mindede om hinanden. Hovedpersonen er også lidt for perfekt; siger det rette og gør altid det rigtige i alle situationer. Til gengæld er verdenen og hoffets mysterier så dybe, og hovedpersonen så gennemgribende sympatisk, at jeg endte med ikke bare at læse The Goblin Emperor en gang, men har været bogen i gennem en ekstra gang før jeg lagde den fra mig.
Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 47
