Jonathan Stroud – Lockwood & Co.

ss_ukLockwood & Co.
Serie af Jonathan Stroud
The Screaming Staircase (440s)
The Whispering Skull (435s)
The Hollow Boy (385s)
Random House.

Man kender bedst Jonathan Stroud som skaberen af Bartimæus-bøgerne som omhandler den evigt sarkastiske dæmon af samme navn. I sin nye serie, Lockwood & Co., har Stroud kastet sig ud i at følge i fodsporene på kultklassikeren Ghostbusters, der er nemlig tale om spøgelsesjagt, som med disse bøger er kommet tilbage på det kulturelle menukort.

Man følger bøgerne fra synspunktet af Lucy Carlyle, en stædig, ucharmerende, manérløs og super-talentfuld tøs med ben i næsen og en skæv tilgang til hele spøgelsesproblematikken. Hun allierer sig med den charmerende Anthony Lockwood og hans følgesvend George Cubbins for at bekæmpe spøgelserne der hjemsøger London.

Historierne om Lockwood og Co. finder sted under industrialiseringen i London, hvor spøgelser ganske pludseligt er begyndt at komme tilbage fra de døde i stort antal. Spøgelserne er fjendtlige, og en enkelt berøring fra et er nok til at dræbe. Spøgelserne bliver bekæmpet af agenter, såsom Lucy og Lockwood, der har evner til at se eller høre dem. De udøde kan hverken tåle jern, sølv eller salt, så det er agenternes foretrukne våben til at tage kampen op mod dem. Med en kårde ved siden, en kæde over skulderen og magnesium i bæltet går agenterne over dørtærsklen til hjemsøgte huse, hvor ingen andre tør komme.

Genren og stilen for bøgerne kan beskrives som adventure-horror. Selvom uhygge ikke er centralt for bøgerne, så kommer der alligevel nogle gode gys der kan få nakkehårene til at rejse sig, og som holder øjnene klistret til siderne.

Første bind i serien er kommet på dansk med titlen Den skrigende trappe. Et fjerde bind, The Dagger in the Desk, udkom på engelsk i 2015, og et femte, The Creeping Shadow, udkommer til september.

Samlet karakter: 7/10. Bestemt værd at give sig i kast med.

Anmeldt af Nick Just i Himmelskibet 49

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *