Destin 2 – Snefuglen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Mellemgaard, 2017, 238 sider, 169 kr.
I 2016 udkom første bind i serien om drengen Destin, Seerkrystallen, som jeg læste med stor fornøjelse.
Serien udspiller sig 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af den teknologisk overlegne race Torakiderne, som de siden har udryddet. Her lever den forældreløse Destin sammen med veninden Maridel på astroiden Lyonedia under pauvre forhold.
Den hårde, trivielle hverdag blev brudt, da Maridel fandt en ældgammel boks (en af Torakidernes artefakter) og kort efter blev bortført af rødfrakker fra kongeriget Carnelior. Det lykkes ad kringlede veje for Destin at finde Maridel igen, men i slutningen af bind et blev Maridel kidnappet af skattejægere, og Destin efterladt i lænker på den fremmede måne Rheinoud.
Og her starter Snefuglen.
Rheinoud er under blåfrakkernes styre og er på mange måder anderledes end Lyonedia. Før Destin får set sig om, er han blevet fanget af slavehandlere og slider og slæber under umenneskelige forhold i minerne. Her møder han den rapkæftede pirat Rawlin, og de slår pjalterne sammen for at flygte, ligesom Rawlin lover Destin, at han vil hjælpe med at finde Maridel.
I første omgang slipper de væk fra minerne og bliver i stedet for slaver hos den azurelianske grevinde Abrielle. Det lykkes dem at komme ombord på grevindens rumskib, Sneuglen, og så opstår muligheden for at kapre skibet og fortsætte jagten på skattejægerne, som har kidnappet Maridel. Dog ikke uden forhindringer …
Sneuglen er endnu et hæsblæsende kapitel i Destins saga. Denne gang må Destin både tage kampen op mod blåfrakker og rumpirater, lige-som hans moralske kompas sættes på en prøve i mødet med nye og gamle venner. Det er totalt underholdende, og selvom serien måske nok er rettet mod det unge publikum, så kan de voksne læsere sagtens være med.
Danny Biltoft Davidsen har skabt et spændende univers med vellykkede figurer, som fungerer godt i historien. Jeg elsker blandingen af rumeventyr og 1700-tals atmosfære med kongedømmer, kårdekampe og rumskibe med udsmykning som gammeldags sejlskibe.
Sprogligt synes jeg, at Biltoft har løftet sig i forhold til “Seerkrystallen”. Slagsmålsscenerne fungerer bedre, og sproget er i det hele taget mere billedfyldt, ligesom replikkerne glider flydende. Samtidig er der masser af action og spænding, og det lykkes for Biltoft at samle de forskellige handlingstråde til slut så jeg nu utålmodigt ser frem til bind tre.
Anmeldt i Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr.52
