Twin Peaks sæson 3
Tv-serie, USA 2017, 18 afsnit à ca. 56 min.
Forfattere: Mark Frost og David Lynch
Instruktør: David Lynch
Medvirkende: Sheryl Lee, Kyle MacLachlan, David Lynch, Mädchen Amick, m.fl.
Advarsel: Der forekommer spoilers i denne anmeldelse.
Skal jeg opsummere mit indtryk af den tredje sæson af David Lynchs Twin Peaks i ét ord, så kan det kun blive “Wow!” Man sidder med kæben helt nede på gulvet til sidst – ikke bare fordi man er imponeret over hvor godt det er, men også fordi man undrer sig over hvad satan der foregår. Det er helt exceptionelt tv. Noget helt andet end alt andet – ikke bare historiemæssigt, men også produktionsmæssigt. David Lynch er ikke nogen run-of-the-mill tv-instruktør. Når han sidder i stolen bliver ingenting overladt til tilfældet, hverken plotmæssigt eller rent visuelt. Han insisterede på at få penge nok til at realisere sin vision for denne sæson, og det må man sandelig sige at han har gjort. I forhold til at det nemt kunne blive lidt pinligt med en masse skuespillere der pludselig kommer tilbage efter 25 år for at lave en efterfølger til en af verdens største kult-tv-serier – en efterfølger som mange måske kunne frygte ville blive halvhjertet og anti-klimaktisk – så tager jeg hatten af for en helt fantastisk præstation.
Tredje (og forhåbentlig ikke sidste!) sæson af Twin Peaks er et produkt som instruktøren har fuldstændig i sin magt, og i hans hænder er der skabt kunst af høj klasse. Det er flot. Det er hamrende tankevækkende. Det er dybt bizart. Og der er så meget af det som er næsten totalt uforståeligt! Så mange spørgsmål som man aldrig får svar på. Men der er dog svar og struktur nok i det til at man ikke er i tvivl om at det er stor kunst. Eller om at David Lynch stadig er på sit højdepunkt, sprudlende af ideer og entusiasme.
Hvordan skal man fortælle om denne serie; denne overnaturlige krimi-thriller? Der er myriader af personer og plottråde, tæt sammenvævet med mystik og symbolik. Der er dobbeltgængere (trippelgængere?), der er engle og dæmoner, der er andre verdener, og man kan aldrig være sikker på hvem der er hvem, hvad der kun er symbolsk, eller om det hele foregår i en drøm. Til sidst i denne sæson er der tilsyneladende sågar tidsrejse involveret. Det er utroligt underligt, men det er også utroligt underholdende.
Overordnet set handler det jo – kind of – om mordet på Laura Palmer. Men alle historiens øvrige kvaliteter til trods, så virker det også som om Lynch er interesseret i helt andre ting end dem der på overfladen har betydning for plottet. Her i tredje sæson har vi det meget mystiske afsnit 8 (tallet 8 refereres også i sidste afsnit – det lader til at være noget med en tidsløkke), hvor man ser at kæmpen (spillet af Carel Struycken), som er en gudelignende figur der kaldes The Fireman (!), tilbage i 1956 (!) skaber Laura Palmers sjæl (!) som en modvægt til at dæmonen Bob bliver sluppet løs (!). Helt sikkert et af tv-historiens allermest mind-blowing afsnit; fuldkommen psykedelisk.
Men hvad er det egentlig man som publikum og fan af det gamle Twin Peaks gerne vil se i denne tredje sæson? Jo, man vil gerne se Agent Cooper igen. Man vil gerne høre hvad der skete efter den anden sæsons super-fede cliffhanger, hvor Cooper – well, ret beset hans dobbeltgænger – var blevet besat af dæmonen Bob! Hvad gik denne dobbeltgænger rundt og lavede i 25 år?? Og man vil selvfølgelig også gerne have den gammelkendte Cooper tilbage. Men Lynch giver ikke ved dørene! Vi får næsten ikke noget substantielt at vide om disse ting i sæson 3. Cooper (dvs. Kyle MacLachlan) er med, men han render rundt i to forskellige dobbeltgængerformer; en der er dæmonbesat og involveret med diverse knap så specificerede kriminelle typer, og så én der er stort set katatonisk, som fungerer som en slags back-up plan, i fald den ægte Cooper ikke kunne komme ud af The Black Lodge. Først i afsnit SEKSTEN (gaaah!) ud af atten kommer den rigtige Cooper endelig tilbage, kun lige i tide til at smutte tilbage i tiden og lave om på det hele!
Hvad der egentlig foregår i denne sæson (og i Twin Peaks i det hele taget) er der naturligvis mange fan-teorier om, og jeg har også min egen teori, men for ikke at spoile slutningen fuldstændig, og fordi det ville gøre denne anmeldelse for lang, vil jeg afstå fra at gå i detaljer omkring den. Imidlertid vil jeg sige at jeg synes det stærkt tyder på at der er logiske elementer og huller i sagaen som Lynch lader til at være ganske ligeglad med, og aldrig kommer til at give os svar på. Jeg synes tredje sæson er genial, men den er det på en anden og langt mere ikke-lineær måde end de to gamle sæsoner. I tredje sæson er der langt mere weirdness, mere langsom handling, mindre overordnet plot, mere visuel skønhed og flere overnaturlige elementer end der var i den gamle serie. Men det hænger alligevel på en eller anden måde utrolig godt sammen, især pga. den bro mellem anden og tredje sæson som 1992-filmen Fire Walk With Me udgør. Sæson 3 har rigtig mange referencer til filmen, og man bør absolut (gen)se filmen lige inden man ser sæson 3. Fordi der er flashbacks og til sidst også tidsrejser med, er der en del meget veludførte effekter som sammenklipper gamle og nye scener, mens der er andre effekter hvor man på acceptabel vis bare har brugt billeder af skuespillerne, f.eks. Frank Silva’s Bob og Don S. Davis’ Major Briggs.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at diskutere slutningen, for den er relevant for hvordan man håndterer tidsrejser i science fiction-historier, men jeg tror jeg vil stoppe her. Som tidligere nævnt har den nye sæson imponeret mig meget, og det er helt sikkert noget jeg vil se igen, og svælge i (for)underligheden af. Min status som kæmpe Twin Peaks-fan er intakt efter denne sæson, selvom den ikke gav os hvad vi troede, vi ville have. Til gengæld gav den os en kunstnerisk oplevelse af karat. Så vidt jeg ved er der ingen planer om en fjerde sæson, men jeg ville være den første til at klappe i hænderne hvis en sådan alligevel skulle blive annonceret. Jo tak, jeg vil gerne have mere, for Lynch & Frosts hjerne- og hjertebarn er en smuk, smuk ting.
Karakter: 10 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53
