Blade Runner 2049
Film, USA 2017, 163 min.
Instr.: Denis Villeneuve
Medv.: Ryan Gosling, Harrison Ford, Ana de Armas, Jared Leto, Robin Wright, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Hvordan laver man en efterfølger til Blade Runner? Det er denondelynemig svært! Især når den originale films fans er opdelt i to grupper: dem der mener at Deckard er en replikant, og dem der mener at han ikke bør være det (den sidste gruppe, som jeg også selv tilhører, har siden udgivelsen af Director’s Cut været i mindretal, men lader til at være vokset gevaldigt i de senere år)! Så hvad gør man når man skal lave en film som alle fans’ene helst skal kunne lide? Jamen, man bygger da bare hele filmen op omkring dette spørgsmål, og giver ikke noget endegyldigt svar! Man kommer med væsentlige spor der kunne tyde på at han er en replikant, og andre væsentlige spor der tyder på at han ikke er. På den måde kan begge fanlejre gnække i skægget og gnide sig i sine små hænder, og føle at filmen netop opfylder deres præference. Som sagt, så gjort. Så har man ikke fornærmet nogen, og alles fandom er intakt. Er det fan-service? Er det et kommercielt hensyn?
Well, det er faktisk lidt lige meget om det er dette eller hint, for filmen er ganske enkelt ufattelig flot, og har sin egen opslugende historie, med sine egne budskaber, sin egen æstetik og sine egne mysterier. Forfatteren, Hampton Fancher, er om noget blot blevet bedre i de forløbne 35 år, og til vores utrolige held understreger Blade Runner 2049 at en af dette århundredes største instruktører er kæmpe science fiction fan. Villeneuves næste projekt er intet mindre end en ny filmatisering af Dune! Man udbryder næsten “Hallelujah!”
Men tilbage til den aktuelle replikant-film. Ryan Gosling spiller ‘K’ – en ‘blade runner’ under L.A.P.D. der, ligesom Deckard, jager og ‘pensionerer’ løbske skin jobs. Da jeg satte mig til rette i biografen regnede jeg ikke med at det hurtigt ville blive afsløret at ‘K’ også selv er en replikant (jeg havde slet ikke formuleret nogen holdning til om han var det eller ej), men det gjorde det. Logisk nok, tænkte jeg; hvem bedre til at jage replikanter end dertil indrettede replikanter?
Der er gået 30 år siden handlingen i den første film, og en del er forandret. Nexus 6-modellerne, som ikke havde følelser (i hvert fald ikke noget videre), er for længst væk; efter deres pensionering var det Nexus 8-modellerne, der overtog. Rachael var den første af disse, og de har følelser og ingen begrænsning på deres levetid (om dette så betyder at de ældes naturligt, ligesom mennesker, eller er udødelige, får vi intet endeligt svar på). Dette var imidlertid så problematisk, at Nexus 8’erne forsøgte at frigøre sig selv, og ikke adlød menneskenes ordrer. Derfor blev de udrenset, og der er nu kun en mindre gruppe tilbage på fri fod.
Den nye standardmodel af replikanter, som nu er overalt, er en type som er programmeret til at adlyde ordrer, uden undtagelse. Såvidt vides er vores hovedperson, ‘K’, en af disse. Selvom denne model ikke har helt fri vilje, så har de rigeligt med følelser, og lever noget der ligner en normal tilværelse til forveksling. ‘K’ har endda købt sig en virtuel kæreste, en intelligent og følende Joi-model, som opvarter ham i hans lejlighed pr. hologram-automatik – og giver ham menneskenavnet ‘Joe’. Meget tyder på at replikanter ikke har lov til at indgå i forhold med mennesker; mange mennesker opfører sig dybt racistisk overfor ‘huddukkerne’. Et centralt tema i filmen er altså følende kunstige intelligenser som er blottet for rettigheder og lever et rent slaveliv.
‘K’ finder ud af at han muligvis er mere end han tror. Det viser sig at Deckard og Rachael fik et barn sammen og at Rachael og dette barn (og Deckard – måske!) således er de eneste replikanter som indeholder hemmeligheden om hvordan de kan forplante sig – en viden som den onde replikant-producent, Wallace, er såre interesseret i at få fingre i. I sine undersøgelser begynder ‘K’ at tro at han selv er det barn de fik for 30 år siden. Han opsøger derfor Deckard, som han efter en del strabadser sporer til den ‘nominelt’ radioaktive spøgelsesby som fremtidens Las Vegas er blevet til. Det er meget morsomt at byen beskrives som ‘nominelt radioaktiv’, for det kan jo både tolkes som at den faktisk er radioaktiv, eller at den kun kaldes radioaktiv uden reelt at være det. Er den radioaktiv, kan der ikke være normale mennesker derinde, hvilket er et spor om at Deckard er replikant. Men er den kun ‘nominelt’, altså såkaldt, radioaktiv, kan mennesker godt være der, og så kan Deckard godt være et menneske. Clever, clever!
Filmens sidste del indeholder en del actionscener. Måske også tiltrængt, da filmen på dette tidspunkt har varet i over to timer. Og så alligevel: actionscenerne er faktisk det mindst interessante i hele filmen. Det er de lange, stemningsfulde, støv-futuriske sekvenser man længes efter at blive opslugt af, krydret med orange sandfarver så insisterende at man sværger på at man kan smage både kobber og svovl. Blade Runner-stemning? Også i dén grad! Dette er en film der kæler så meget for sit publikum at det næsten er en seksuel oplevelse. En utrolig præstation fra instruktørens side.
Hvad historien ender med skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det bliver ikke endeligt fastlagt om ‘K’/Joe egentlig er en normal, lydig, moderne replikant, eller om han måske er en Nexus 8-model (måske har han handlet ud fra fri vilje, eller måske var det hele en del af hans programmering). Så han får sit eget mysterium, præcis ligesom Deckards status som enten replikant eller menneske. Og historien har mysterier nok til at den sagtens kan fortsætte i en film mere, men denne flotte film står nu spektakulært godt alene. Den er helt og aldeles guddommeligt filmet og kommer helt sikkert til at vinde nogle Oscars til næste Academy Award-ceremoni, specielt for cinematografien. Man føler for alle figurerne, og henrykkes over de episke visuelle vingesus der kærtegner biograflærredet, også i form af et soundtrack inspireret af, men ikke identisk med, Vangelis’ oprindelige. En stor, stor, smuk, smuk film som jeg ser frem til at fordybe mig i igen og igen! Et mesterværk.
Karakter: 10 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53
