Thor: Ragnarok
Film, USA 2017
Instr.: Taika Waititi
Medv. Chris Hemsworth, Tom Hiddleston, Cate Blanchett, Jeff Goldblum, Tessa Thompson, Idris Elba
Marvels Thor har altid været en særegen hybrid mellem mytologi, superhelt og science fiction. Dengang Stan Lee og Jack Kirby skabte serien, havde de kun et overfladisk kendskab til nordisk mytologi, og det var tydeligt. Thor blev en glatbarberet blondine, Odin havde begge sine øjne, Asgård var en højteknologisk kultur, og der blev introduceret en mængde aser (eller Asgardians) som var frit opfundet af skaberne: Skurge the Executioner, The Warriors Three, Enchantress og mange flere. Senere forfattere, blandt andre Walt Simonson, satte sig mere ind i mytologien, men da var ‘skaden’ allerede sket.
Denne særegenhed er afspejlet i Marvel-filmene om Thor, og den nye film, Thor Ragnarok, rammer måske bedst blandingen af de tre genrer mytologi, superhelt og science fiction, hvor de to tidligere især har fokuseret på det mytologiske, om end Marvel-udgaven af mytologien.
Filmen begynder in media res med Thor som fange hos ildjætten Surtur. Allerede i denne scene bliver filmens fokus på humor og action over drama lagt fast: Man skal ikke tage tingene alt for seriøst. Det kan virke som et underligt valg når nu filmen handler om selve den nordiske udgave af Dommedag, Ragnarok, men hvis man kan abstraher fra det, er filmen enormt underholdene, og man fornemmer at alle de involverede går ind i deres roller med stor entusiasme.
Det er ikke fordi der mangler ting, der kunne gøres til stort drama: Dødsgudingen Hela (Cate Blanchett) er undersluppet fra underverdenen og vil erobre Asgård; Odin er forsvundet, og Loki har taget hans plads på Asgårds trone.
Thor får hurtigt ordnet de sidste to problemer, godt hjulpet af Doctor Strange i sin første filmoptræden siden filmen om ham fra 2016, men inden han når at gøre noget ved Hela, bliver han slynget gennem et ormehul til en planet i den anden ende af universet, hvor en figur kaldet Grandmaster (muntert spillet af Jeff Goldblum) arrangerer gladiatorkampe mellem mægtige krigere, som han har taget til fange – nu også Thor. Og Thors første modstander viser sig at være Hulk, udstyret med rustning og kæmpeøkse.
Herfra går tingene slag i slag, både på Grandmasters planet og i Asgård, hvor Hela gør sin entré. I filmens sidste akt når Thor tilbage til Asgård i selskab med gamle og nye allierede, tidsnok til måske, måske ikke at forhindre Ragnarok.
Filmens instruktør Taika Waititi, som er fra New Zealand og er halvt maori, har som sagt valgt at fokusere på kvik humor og rap action, en blanding der fungerede fint i Guardians of the Galaxy, men der er delte meninger om hvorvidt det er passende til historien om Ragnarok. Personligt havde jeg ingen problemer med det, og man bør ikke glemme at Thor-tegneserien, når den har været bedst, heller ikke har taget sig selv alt for alvorligt.
Filmen er fuld af easter eggs for Marvel-kendinge, blandt andet i form af henslængte bemærkninger, der refererer til klassiske tegneseriehistorier, som den af Walt Simonson, hvor Loki forvandler Thor til en frø. I kulisserne på Grandmasters planet er der også en del at finde for den opmærksomme. Påskeæggene er dog lagt så subtilt ind, at folk der ikke kender henvisningerne, ikke opdager at der er noget de er gået glip af.
Til sidst får vi selvfølgelig de obligatoriske teasers under rulleteksterne. I den første og væsentligste støder Thor og kompagni i det ydre rum på et kolonormt rumskib, som sandsynligvis skal forestille at tilhøre superskurken Thanos, der har rumsteret i baggrunden på efterhånden mange Marvel-film, men som kommer i front som den store skurk i den næste Avengers-film, Infinity War, der får premiere næste år. Der er således lagt op til at Thor kommer til at spille en væsentlig rolle i denne film, i selskab med Avengers, Guardians of the Galaxy og hvem der nu ellers kan finde på at kigge forbi.
Til opsummering vil jeg anbefale Thor: Ragnarok til folk, der gerne vil underholdes uden det store Shakespeare-drama og som holder af klassiske historier fra Thor-tegneserien, især fra Walt Simonsons stjerneperiode. Hvis jeg skal give filmen stjerner, må det blive 8 ud af 10.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 53
