All’s Faire In Love…
Film, USA, 2009, min.
Instr.: Scott Marshall
Medv.: Christina Ricci, Owen Benjamin, Matthew Lillard, Chris Wylde, Nadine Velazquez, m.fl.
Her har vi en skøn komedie der foregår på et middelaldermarked! Will er en college-elev som kun interesserer sig for sport, og er populær nok til at få sine lærere i andre fag til at skrive under på at han har været til stede ved undervisningen (hvilket han naturligvis ikke har) – med én undtagelse. Litteratur-læreren vil kun skrive under hvis Will deltager aktivt i et tre-ugers middelaldermarked (Renaissance Faire). Han har bestemt ikke lyst, men han er nu tvunget til at spille rollen som underdanig tjener for en gruppe adelige der går lidt for entusiastisk op i deres roller. Han møder heldigvis pigen Kate, en skuespiller som også (frivilligt) spiller rollen som tyende. Med på markedet er også en gruppe hekse, og alle figurerne går så meget op i deres roller, at man nogle gange er i tvivl om, hvorvidt de faktisk tror at de virkelig lever i renæssancen. Men det er jo en del af det sjove…
De adelige er i filmen hovedsageligt repræsenteret af den absolut forfærdelige Sir Rank, der er klædt ud så han ligner Shakespeare. Der er også en dronning og en (alkoholisk) prinsesse, som skaber store forviklinger. Efter mange ydmygelser fra Sir Ranks side lykkedes det selvfølgelig til sidst for Will og Kate at få ham ned med nakken. Komikken i filmen er meget fokuseret på det historiske, og også f.eks. på humoristiske anakronismer (som da Sir Rank bliver ringet op på mobilen midt sit lejr-telt og lige skal forklare et eller andet computer-relateret til en bekendt), og det virker faktisk helt vildt godt. Jeg undrer mig over at anakronistisk humor ikke er langt mere brugt i film generelt end tilfældet er, for det er i hvert fald noget som appellerer rigtig effektivt til mit ‘funny bone’.
Filmens instruktør er selv erklæret fan og med-arrangør af middelaldermarkeder, så der er tydelig kærlighed til konceptet at spore i hver eneste scene – især hvis man selv har oplevet sådanne markeder. Denne Renaissance Faire, afholdt i Boston, er dog i noget større skala end hvad man kan opleve under de danske himmelstrøg, hvilket jo bare gør det så meget sjovere at se, hvis man er interesseret i historie. Denne film kan på det varmeste anbefales til alle middelaldermarkeds-fans. Se den!
Karakter: 8 stjerner ud af 10 – næsten 9!
Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25