Black Panther
Film, USA 2018, 134 min.
Instr.: Ryan Coogler
Medv.: Chadwick Boseman, Michael B. Jordan, Lupita Nyong’o, Danai Gurira, Letitia Wright, Martin Freeman, Andy Serkis, m.fl.
Superhelten The Black Panther blev introduceret i Fantastic Four-serien i 1966 og har æren af at være den første superhelt af afrikansk afstamning. Allerede dengang var figuren på enhver måde fantastisk; vi skal nok hovedsageligt takke Jack Kirby for baggrunds-historien om Wakanda, det højt teknologisk udviklede land midt i Afrika, som aldrig har været koloniseret, og som har formået at hemmeligholde sin eksistens fra omverden. The Black Panther har altid været en af mine yndlingsfigurer fra Marvels univers (ligesom jeg også altid har været fascineret af de farlige kattedyr af samme navn). Udover de let overmenneskelige kampevner er figuren desuden en højt intelligent monark med enorme ressourcer til rådighed, samt en international diplomat som i tegneserierne kan tale mange sprog. Han er på mange måder Marvel-universets Batman; en rig og snedig planlægger som altid er to skridt foran alle andre. Det var også sådan han blev skrevet af den sorte tegneserieforfatter Christopher Priest (ikke at forveksle med den britiske SF-romanforfatter af samme navn) i den Black Panther-serie der kørte fra 1998-2003, hvor skildringen af figuren efter min mening når sit moderne højdepunkt.
Heldigvis er der en hel del referencer til tegneserien i den skønne nye filmatisering, som er det nok mest kulørte kapitel i the Marvel Cinematic Universe hidtil (og det siger en del – især efter den forrige film, Thor: Ragnarok). Everett K. Ross – en figur oprindeligt baseret på Michael J. Fox, i filmen spillet af Martin Freeman – kommer f.eks. direkte fra Priest-perioden, og det samme gør bodyguard-korpset Dora Milaje. Udover filmens selvstændige kvaliteter er det endnu en kilde til begejstring at man kan genkende en masse elementer fra forlægget og hele vejen gennem filmen får stærk lyst til at læse flere Black Panther-tegneserier.
Men filmen står i sig selv også rigtig godt alene. Bortset fra at den selvfølgelig refererer den forrige konge af Wakandas død, som skildret helt tilbage i Captain America: Civil War fra 2016 (vi har i mellemtiden fået ikke mindre end fire film at se fra samme serie: Doctor Strange, Guardians of the Galaxy Vol. 2, Spider-Man: Homecoming og Thor: Ragnarok), så bliver denne historie overhovedet ikke forstyrret af plot-elementer fra de øvrige film i MCU-serien! Black Panther-figuren, hans verden og de folk der har lavet filmen, har fået frihed til at præsentere deres helt eget statement, uden at andre ting skulle stjæle en væsentlig del af opmærksomheden. Ligesom Marvels Netflix-serie, Luke Cage, er Black Panther nemlig en produktion stort set udelukkende lavet af sorte amerikanere og i meget høj grad holdt i deres stemme og diskurs; en diskurs som ellers alt for ofte afbrydes og/eller undertrykkes af ufølsomme eller ignorante hvide med ringe forståelse for den overordnede historiske og sociale situation. Slave- og kolonitiden virker langt væk for de fleste hvide, men det gør den ikke for de fleste sorte, som på mange måder stadig lever under efterdønningerne fra den tid; stadig mangler mange af de samme friheder, muligheder og den levestandard som de fleste hvide tager for givet. Samtidig appellerer dette fokus selvfølgelig også til det ret store sorte publikum i USA, så det giver også god kommerciel mening.
Racepolitikkens helt centrale spørgsmål er at der er brug for en form for opgør med den stadig pågående hvide undertrykkelse af sorte, dels i USA og dels i den post-koloniale verden. Der er brug for en officiel undskyldning fra de vestlige regeringer, og måske endda en form for erstatning (det har forfatteren Ta-Nehisi Coates, som også har skrevet Black Panther-tegneserien de sidste par år, skrevet en god artikel om, som kan findes på nettet: “The Case for Reparations”). Hvis ikke dette sker, vil der være radikale sorte som måske vil opildne til racekrig, for med den stadig stærkere stemme de sorte med tiden har fået, og i stadig stærkere grad vil få fremover, bliver de forståeligt nok stadig mindre villige til at lade denne situation fortsætte. Den overordnede diskussion er enorm og involverer en masse historiske faktorer og kulturelle identiteter som de færreste hvide nok ved ret meget om, men burde sætte sig mere ind i.
Det fine ved Black Panther-filmen er at dette store spørgsmål netop har en helt central placering i filmens plot. Den handler om et rigt og teknologisk magtfuldt afrikansk land der kritiseres for ikke at gøre mere for undertrykte farvede overalt i verden, og skurken er optændt af netop den radikale vrede der meget nemt kunne vælge krig mod de hvide som “løsningen” på problemet. Filmen diskuterer altså hvad der bør gøres og ender med en konstruktiv mellemvej der afviser krig og går ind for at bruge det rige lands ressourcer til afhjælpning af humanitære og sociale kriser. Der præsenteres et eksempel til efterfølgelse, og det er et smukt budskab.
Filmens plot har rigeligt med substans, og den er desuden ganske storslået når det kommer til world-building og visuelt design. Wakandas rigdom kommer fra rum-metallet vibranium, som kan bruges til mange forskellige ting, og derfor er Wakanda et højt udviklet land, som dog stadig har bevaret sin oprindelige kultur, hvor fem forskellige stammer deler landet. Vi ser masser af detaljer og ritualer fra disse stammer, og som ventet i enhver MCU-film er det hele naturligvis krydret med vilde, og vildt flotte, action-scener. Det er en spændende verden der skildres, og man kan kun håbe at der vil komme mange flere film der bygger videre på denne del af det cinematiske Marvel-univers.
Kritikpunkter har jeg ikke mange af, men der er da nogle klicheer hist og her, og jeg kan også ærgre mig over at Andy Serkis’ velspillede skurk, Klaue, slåes ihjel så tidligt i filmen, for han er jo en af de tegneserieskurke som vender tilbage mange gange og har større potentiale end som så. Men mine forventninger til filmen er blevet mere end opfyldt, og jeg smutter snart ind og ser den igen og har vist aldrig glædet mig mere til at få en film hjem på Bluray end jeg gør med Black Panther!
Min karakter: 10 stjerner ud af 10.
Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54
