Star Wars: The Last Jedi

Star Wars: The Last Jedi
Film, USA 2017, 152 min.
Forfatter/instruktør: Rian Johnson.
Medv.: Daisy Ridley, Mark Hamill, Carrie Fisher, John Boyega, Oscar Isaacs, m.fl.

Inden The Last Jedi havde premiere, sad jeg og så en del Star Wars-videoer på Youtube. Der er titusindvis af dem, og de dækker alle mulige og umulige fan-teorier om hvad der vil ske i de nye film. Jeg fæstnede mig ved en bestemt teori som jeg var alvorligt bange for at filmproducenterne ville bruge, og som ville være noget nær det værste valg af overordnet plot, jeg kunne forestille mig: ideen om the Grey Jedi.

De grå jedier er en form for jedier (hvis man da stadig kan kalde dem det) som kan bruge Kraften, men ikke bekymrer sig så meget om hvorvidt de bruger den mørke eller den lyse side af Kraften. Gråzonejedier. Det er en form for figurer som ikke rigtig anerkender forskellen på det gode og det onde, men som bare ser det mørke og det lyse som noget der bør være i balance med hinanden; en yin/yang-blandingstilstand som i sidste ende er uundgåelig. I mine øjne en stasis-tilstand, som afviser hele “godt og ondt”-problematikken ud fra den filosofi at intet i virkeligheden er objektivt godt og ondt. Ifølge denne filosofi kan heroisme og heroisk moral ikke eksistere (helte og skurke opfattes som lige ekstreme og lige problematiske), og i Star Wars resulterer dette derfor i en fuld dekonstruktion – en sabotage – af alt hvad der har været allermest karakteristisk for handlingsuniversets nøgleelementer hidtil: de gode Jediriddere, de onde Sithfyrster samt desuden den lyse og mørke side af Kraften.

Og det er desværre netop dette de gør i de nye Star Wars-film. Rey hedder “Rey” fordi hun er en GRey Jedi – hun går også udelukkende i grå klæder. Luke er efter sine problemer med sine studerende også blevet en grå jedi (ja, han går også i grå gevandter) som ikke længere føler noget heroisk ansvar, og i The Last Jedi hvor Yoda smadrer de konventionelle, gamle jediers tempeltræ, godkender han basalt set (og det gør Luke også til sidst) at det er Reys grå jedistatus som det hele nu skal gå i arv til. “The Last Jedi” er dobbelttydig; titlen refererer både til Luke som den sidste klassiske jedi og til Rey som den sidste jedi-lignende figur der er tilbage efter Luke – om end Rey jo nok er den første af en ny generation af grå jedier. Selve Kraften er også geniscenesat som grå; Rey er nemlig en personificering af Kraften (eller, Kraften har valgt hende som avatar); det er jo i hende at “the Force awakens” i den forrige film. Hendes forældre er faktisk ikke vigtige; humlen er ikke HVEM hun er, men HVAD hun er. Hun er naturligvis den person som den gamle profeti hentyder til, og som vi tidligere har troet var Anakin: den der skal bringe balance til Kraften. Dét bliver uden tvivl en nøglepointe i Episode IX.

Det er præcis disse ting der gør at jeg ikke kan udstå de nye Disney-producerede Star Wars-film. Jeg har ikke noget imod humoren i The Last Jedi; jeg har ikke noget imod at Leia flyver i rummet, eller at Kraften bliver brugt på nye måder. Men jeg går ind for heroisk fiktion, og anser dén for progressiv, hvorimod enhver underminering af det heroiske kun kan resultere i et mere konservativt og kujonagtigt budskab der fraskriver sig enhver drift efter at gøre det gode og bekæmpe det onde. Sådan en holdning giver kun mening ud fra to perspektiver: enten det meget establishmentarianistiske synspunkt at vi allerede lever i den bedste af alle mulige verdener (et perfekt samfund der aldrig kan blive bedre – altså den holdning som vor tids politiske midte har; at vi helst ikke skal yderligere mod hverken højre eller venstre), hvor der slet ikke er behov for at bekæmpe noget ondt, eller den holdning at ingen bør sætte sig op mod det etablerede system, for ingen har moralsk ret til at vide bedre end det overordnede system! Sidstenævnte er selvfølgelig direkte totalitarisme, og jeg ser det som den Kool-Aid som Disney serverer for Star Wars-fans med disse film: Alle I forbrugere skal være vores små søde nikkedukker der bare ukritisk accepterer hvad vi giver jer, og tager imod vores lektion om aldrig at tænke selv! Obey! Consume! Conform! For enhver idé om he-roisme er jo farlig for det etablerede system, specielt hvis det er et kapitalistisk system, for der findes ingen anden kapitalitisk helt end forretningsmanden; profitjægeren. Og det er ikke ham der er helten i heroisk fiktion.

For mig er det mest ulideligt ironiske og paradoksale ved alt dette at forfatter-instruktør Rian Johnson, som fik stor frihed til at skrive The Last Jedi (indenfor Disneys fastsatte rammer om udviklingen af de grå jedier, naturligvis), og muligvis andre der er involveret i produktionen, sandsynligvis selv mener at de har lavet en progressiv historie! Med denne film har de fokuseret på kompetente kvinder og inkompetente mænd (og derved kritiseret patriarkatet – det ville jeg ikke i sig selv have noget problem med, hvis ikke det havde været så klodset gjort som det er her); de har pillet heroisme fra hinanden til fordel for gråzoner fordi de lider under den misforståelse (grundet arven fra Nietzsche og nazismen) at det heroiske er fascistisk mens gråzonemoral er realistisk. Med andre ord har de udsat Star Wars for den snobbede, finlitterære mainstream-holdning at realisme er en mere kunstnerisk genre end de “underlødige” popkultur-genrer, og således basalt set smadret franchisens genrekonventioner. De har sagt, “Ja, se, de store ideer i sci-fi og fantasy er sgu da noget hø; lad os nu få det her ned på et fornuftsplan hvor det handler om at personerne er i realistisk eksistentiel tvivl om hvad der er godt og ondt, hvis de da overhovedet anerkender at noget er godt og ondt!” Og det er netop derfor at så godt som alle mainstream-anmeldere har givet filmen overstrømmende positive omtaler: som professionelle literati er de selvfølgelig enige med dette snobberi. Og de tror selv at de har en god og progressiv sag: de siger jo at figurerne nu er blevet mere menneskelige, og at man, i stedet for “kongelige” figurer hvor alt går i arv og man kun er god nok hvis man f.eks. er en del af Skywalker-linjen, nu blot har almindelige (arbejderklasse-) mennesker. Rogue One-filmen gjorde det samme: de ændrede undervejs i produktionen eksplicit historien fra at være om heroiske rebeller til at være om knap-så-heroiske almindelige, halvkyniske mennesker, der alligevel klarede ærterne. De nye Star Wars-film har specifikt mandat til at skulle handle om “almindelige mennesker” i stedet for mytiske, legendariske helte-figurer. Producenterne tror tilsyneladende at de på den måde er mere politisk korrekte og mere progressive; tjener almindelige menneskers interesser bedre. Men det er så forkert og misforstået som noget kan være! For det springende punkt er: almindelige mennesker i hvilket samfund? Udfra hvilken samfundsmoral? Almindelige mennesker i et kapitalistisk samfund kan kun reproducere deres eget samfunds moral. Hvis der skal progressive boller på suppen som skal kunne kæmpe for et bedre samfund, så skal der en type figurer til som repræsenterer/symboliserer et andet samfund; et bedre samfund. Der skal vaskeægte, anti-establishment oprørere til. Og det er her at Disney-filmene, og hele denne mainstream-filosofi, spiller fallit: i de historier, de laver, kæmpes der reelt kun for vores egen, kapitalistiske samfundsorden. De “almindelige mennesker” repræsenter udelukkende den borgerlige middelklasse, og ikke den politisk progressive, anti-kapitalistiske arbejderklasse. Kun hvis der er helte med heroisk moral som vil reformere samfundet til noget der afspejler deres heroiske moral, er vi ude i at kæmpe for et bedre samfund end vores; kun da er det faktisk den revolutionære arbejderklasse der repræsenteres. Hvad vi får i disse film er derfor rendyrket politisk centrisme; ikke noget der på nogen måde er progressivt eller radikalt, men kun samfundsbevarende. Og det er en generel tommelfingerregel at samfundsbevarende kunst er dårlig kunst. At Disney bruger arbejderklasse-figurer til at repræsentere middelklassens ideologi og værdier er ganske enkelt den værste form for appropriering og forfladigelse af de venstrefløjsidealer som handler om at revolutionere samfundet til noget andet og bedre, og som næsten altid er implicitte i stor kunst, specielt heroisk fiktion. Disneys SW-film tager den originale trilogis rigtige helte og ændrer dem til forkæmpere for almindelige, fantasiløse, borgerlige værdier og kapitalisme. De smadrer en progressiv genre med deres konservative, samfundsbevarende tankegang. Det er frygteligt.

Når man ser på The Last Jedi gennem disse kritiske øjne, så falder hele manuskriptet fra hinanden; der er intet ved det der fungerer. Det agenda som producenterne har, skinner alt for tydeligt igennem, og fungerer katastrofalt dårligt i heroisk genre-regi. Resten af historiens struktur er bare sammensat efter de allermest oplagte klichéer: Der skulle være så meget som overhovedet muligt på spil for hovedpersonerne; de skulle miste alt, og al handlingen skulle forløbe så maksimalt “uventet” som overhovedet muligt. Antageligt fordi de så skal kunne vinde stort i næste film (for hvis de ikke gør det, er denne udvikling da virkelig deprimerende!). Men disse skriveteknikker er håbløst gennemsigtige; de er ikke ledsaget af nogen form for god historie, gode ideer eller underliggende logik, og figurerne bliver ikke mere spændende af at blive gjort mere forvirrede.

Der kunne have været én virkelig sej scene i The Last Jedi: Der hvor Finn er ved at ofre sig, og bliver forhindret i det af Rose: Hvis nu Rose havde ofret sit liv i stedet for, og fuldendt kamikaze-missionen i Finns sted; dét ville have fungeret utroligt godt, og have tilført filmen i det mindste ét væsentligt element af effektiv pathos som kunne have bragt en tåre frem. Men nej, i stedet bliver den scene til en af filmens værste: de kysser mens modstandsbasen eksploderer i baggrunden!! Det er uden sidestykke det mest moralsk frastødende der er sket i en Star Wars-film. “Lad os tænke på romantik og os selv imens vi lader vores allierede dø og ignorerer vores ansvar om at bidrage til en galakse uden et totalitært regime!” Helt ufatteligt for mig at Rian Johnson & co. øjensynlig anså sådan en scene for… smuk. WTF? Men det passer jo godt ind i den amerikanske vulgærfilosofi, regenereret i utallige film, om at det er mere forsvarligt at redde sine egne få nærmeste frem for at redde diverse folk længere væk som man ikke kender, uanset hvor mange der er af dem; uanset om det er hele planeter og uanset hvor ondt og grusomt et samfund der truer dem. Amerikanernes foretrukne empatisfære strækker sig generelt kun til familie og venner, og dét er jo ikke kompatibelt med den heroiske empatisfære, som omfatter alle, overalt. Så The Last Jedi er virkelig et direkte statement imod heroisme. Det ville være voldsomt deprimerende hvis det ikke var fordi vi også har Marvel-filmene og superheltegenren generelt, som heldigvis stadig holder den heroiske fiktion i hævd og derved udgør en af de ret få ægte progressive manifestationer af amerikansk kultur.

Summa summarum er at The Last Jedi var en komplet fiasko fra mit synspunkt; den er værre end nogle af prequels’ene, og faktisk den absolut værste Star Wars-film hidtil. Det er en film der på et meget dybt plan får mig til at ønske aldrig at give Disney nogle af mine penge ever again, i hvert fald ikke hvad angår Star Wars-relaterede ting. Bevares, jeg tager da nok ind og ser de kommende film også, men jeg vil fremover bestræbe mig meget på kun at indløse billet én gang og ikke støtte disse produktioner økonomisk på nogen anden måde efterfølgende. Hvem skulle have troet at Disney så hurtigt og totalt ville smadre verdens mest populære filmfranchise? Det er ganske uforståeligt – og det er vi faktisk en væsentlig procentdel af filmens publikum, der synes: 20% af IMDb.com-brugere har rated filmen negativt, og der er laviner af negative video-anmeldelser på Youtube. Næsten alle, jeg har snakket med, har udtrykt negative følelser om filmen, og jeg er nu blevet overbevist om at så meget som 50% af de samlede fans – inkl. de såkaldte casual viewers som ikke er aktive i fandom – var dybt skuffede.

Jeg kan kun håbe på at Disney ender med at tage noget af den massive kritik af The Last Jedi til efterretning og forsøger at reparere filmseriens integritet med de kommende episoder. Et godt første skridt ville være at tage J.J. Abrams ved kraven og smide ham ud på røv og albuer. Han har næsten egenhændigt ødelagt både Star Trek og Star Wars, og mange fans kommer til at drage et enormt lettelsens suk når den mand en dag er ude af billedet. Rian Johnson kan passende få den næste fyreseddel, for han har fuldendt Star Wars-franchisens udvikling fra en genial science fiction-saga til fuldbyrdede trash-film (med kæmpe budget, men stadig trash-film)! Dét betyder at en meget stor del af de tilbageværende fans nu vil tage ind og se de kommende Star Wars-film med negative forventninger, og brænde efter at pille dem fra hinanden med højlydt og hånlig kritik. Der skal noget helt særligt til for at redde denne franchise nu – uanset om Disneys intention var at lave noget nyt og anderledes for et “mere voksent” publikum. Star Wars og heroisk fiktion skal ganske enkelt ikke være “mere voksent”; det skal være klar symbolik, eskapisme og idoldyrkelse. Det er det, vi kritiske fans vil have, og som Disney i deres håbløse vildfarelse ikke gav os. Vores vrede kommer ikke til at mildnes før Star Wars en dag vender tilbage i en kompetent og genreværdig inkarnation, og dette kommer måske aldrig til at ske. Jeg kan overhovedet ikke acceptere The Last Jedi som en kanonisk del af Star Wars-universet, og Episode VIII konsoliderer blot min holdning fra Episode VII om at Star Wars-universet nu er ødelagt. Det er et tragisk og ufatteligt stupidt tab af et på samme tid enkelt og nuanceret sci-fi univers med et uendeligt og oplagt potentiale.

Karakter: 1 stjerne ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *