Avengers: Infinity War

null

Avengers: Infinity War
Film, USA 2018, 149 min.
Instr.: Anthony & Joe Russo
Medv.: Josh Brolin, Chris Evans, Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Tom Holland, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Så skete det: Så ankom Avengers: Infinity War; braget som mange af de foregående – man kunne endda sige alle – atten film i Marvels Cinematiske Univers har ledt op til. Kulørt action for rigtig mange penge! Efter at Guardians of the Galaxy-filmene har banet vejen, er det cinematiske univers nu gearet helt op i kosmisk skala, og megaskurken over dem alle, Thanos, påbegynder nu sin søgen efter alle Infinity-stenene, som kan gøre ham til det mægtigste væsen i universet. I Avengers: Infinity War skal heltene forsøge at forhindre ham i at anskaffe sig hele samlingen, og det gør de også – forsøger, altså! Filmen er en mesterligt redigeret action-fest hvor masser af figurer på masser af lokationer hele tiden driver plottet frem og interagerer meningsfuldt med hinanden. Det skorter ikke på personlighedsskildring, men udover Thanos’ fremskridt i sin jagt på Infinity-stenene er der nu ikke meget reelt plot i filmen – det er der ikke tid til; der er for meget action! Og det er fantastisk flot og super-underholdende, med masser af sjov dialog, og ikke noget der irriterede mig alt for voldsomt. At mange af heltene (over halvdelen, tror jeg!) dør til sidst er jeg ikke så oprevet over; jeg har læst Infinity Gaunlet-tegneserien og forventede til fulde – ja, nærmest håbede – at netop dette ville ske. Og der kommer jo en film mere hvor de døde med 99,9% sikkerhed bliver bragt til live igen.

Men er Infinity War så endt med at blive det, vi meget gerne ville have at den skulle være: en af de allerbedste MCU-film; et værdigt og passende klimaks på de atten foregående film? Well, ingen tvivl om at det er en god film, supergodt skruet sammen på rigtig mange måder, men mit svar på dette spørgsmål er ikke desto mindre “nej”. Den formår ikke (muligvis bl.a. fordi det er første del af en to-parter) at leve helt op til de forventninger som alle de foregående film har stillet os i sigte, og den største grund til dette er at de foregående film simpelthen er for gode!! De er så superlative i sig selv, at vejen mod klimakset er blevet mere interessant end klimakset selv.

En anden stor grund er at hovedpersonen i Infinity War er Thanos selv og ikke i så høj grad de nogle-og-tyve deltagende superhelte. Jeg har intet i mod at Thanos er midtpunkt, men problemet er at de foregående film har forberedt os på alt andet end netop Thanos som person. Hans ankomst er blevet forberedt, ja, men vi har ikke hørt noget videre om hvem han egentlig er. His character. Hvad er hans baggrund? Hvorfra har han sine vilde superkræfter (stærkere end Hulk!)? Hvad er det *egentlig*, han vil? Hans motivation indtil videre er hverken eksplicit eller tilfredsstillende, og lever slet heller ikke op til de filosofiske elementer vi kender fra Thanos-sagaerne i tegneserierne. Dét er mit eneste store kritikpunkt ved filmen. Hvis vi er heldige, kommer der lidt mere substans om ham i næste film. Men det er også muligt at denne film skal forestille at kunne stå relativt alene. Thanos vinder jo. Han får stenene, udsletter tilsyneladende halvdelen af universets befolkning og sidder glad og tilfreds med sit værk til sidst. The bad guy won!

Ja, det kan Marvel jo naturligvis ikke lade stå, så der kommer helt sikkert et sekundært opgør med Thanos i næste Avengers-film. Spørgsmålet er om hans motivation bliver yderligere udpenslet. I tegneserierne er hele Thanos’ projekt jo at tilbede og imponere Mistress Death, men i Infinity War er der ikke et pip om Death (Marvel-filmene er måske for familievenlige til at være så morbide?); muligvis har de ændret hans figur til at fokusere på liv i stedet for død; at han på øko-terroristisk vis ud-sletter halvdelen af universets befolkning for at undgå rovdrift på ressourcer og give ordentlig plads til de overlevende – men det giver jo i sidste ende ingen mening, for hvis alle intelligensvæsner i universet nødvendigvis driver rovdrift på deres ressourcer og ALTID udnytter og udpiner deres planeter til det yderste (som er eneste måde at retfærdiggøre at halvdelen af ALLE i universet fortjener udslettelse), så er det jo kun et spørgsmål om tid før de har formeret sig og gør nøjagtig det samme igen. Så skulle Thanos være udødelig og sidde og gøre det samme igen hver gang der er gået tusind år eller lignende? En Living Tribunal (som er en anden kosmisk figur fra netop disse tegneserier)…?! I don’t know. Det virker lidt besynderligt. Men vi må bare se hvad der sker. Spændende er det, men jeg er ikke super-optimistisk omkring hvor meget mening det kommer til at give. Film-Thanos er simpelthen ikke nuanceret nok.

Mange anmeldere har lagt vægt på hvor mange gange de blev overrasket af hvad der skete i Avengers: Infinity War, men jeg må indrømme at selv om jeg ikke forudså alt hvad der ville ske, så blev jeg nu aldrig rigtig voldsomt overrasket. Eller overvældet. Flot, flot film, mageløst godt struktureret, men den havde ikke samme effekt på mig som de bedste MCU-film har haft, herunder de to første Avengers-film, alle tre Iron Man-film, samt (selvfølgelig) de to første Captain America-film. Så selv om Infinity War er fed, så er den ikke blandt de bedste MCU-film for mig.

For at sætte min holdning til Infinity War i det rette perspektiv, vil jeg her fremvise den komplette liste over mine karakterer for alle nitten MCU-film, i kvalitetsrækkefølge [med karakter angivet til højre. Red.]:

Captain America: The First Avenger (2011) 10
Captain America: The Winter Soldier (2014) 10
Avengers (2012) 10
Iron Man 2 (2010) 10
Avengers: Age of Ultron (2015) 10
Black Panther (2018) 10
Iron Man (2008) 10
Iron Man 3 (2013) 9
Avengers: Infinity War (2018) 9
Doctor Strange (2016) 9
Thor: Ragnarok (2017) 9
Ant-Man (2015) 9
Guardians of the Galaxy  (2014) 8
Thor: The Dark World (2013) 8
Thor (2011) 8
Captain America: Civil War (2016) 7
Spider-Man: Homecoming (2017) 7
The Incredible Hulk (2008) 6
Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017) 4

Men anyway! Min teori for Avengers 4 om et år er at de fleste af de helte der overlevede Infinity War, sikkert vil ofre deres liv for at bringe alle de bortknipsede tilbage. Det ville give mening, fordi skuespillerne bag de tre store (og i denne film overlevende) figurer, Iron Man (Robert Downey Jr.), Thor (Chris Hemsworth) og Captain America (Chris Evans), dermed kunne afslutte deres Marvel-kontrakt, som vi jo nærmest allerede nu ved vil ske. Og samtidig kunne mange af de “mindre” figurer til gengæld få større roller – det fortjener de! Wanda (Scarlet Witch/Elizabeth Olsen) kommer helt sikkert til at få en større rolle (muligvis drevet sindssyg af Visions død – hvilket kunne resultere i at titlen på Avengers 4 bliver Avengers Disassembled), og Sam Wilson (Falcon/Anthony Mackie) kunne i min optik sagtens gå hen og overtage rollen som Captain America, med Steve Rogers’ velsignelse. Og Black Panther er der ingen tvivl om at vi kommer til at se mere til. Der er også nye rygter ude om at Black Widow endelig får sin egen solo-film om et par år. Og endelig er Rhodey (War Machine/Don Cheadle) jo stadig til overs til at overtage rollen som Iron Man (som han i perioder har haft i tegneserierne). Så bare bind an med næste MCU-fase; det skal nok blive godt!

Min karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *